Kedelig og kluntet

Biografien Marie Curie – Et lys i mørket er kedelig. Projektet er ganske vist af pædagogisk karakter, men ikke desto mindre formår udgivelsen at give forskerens ellers intense og farvestrålende liv et mat skær.

Ustabile atomkerner omdanner sig ved at udsende partikler og anden stråling. Marie Curie fandt på at kaldet denne proces for radioaktivitet. Hun er blandt de mest betydningsfulde forskere i verdenshistorien. At hun modtog to Nobelpriser, i fysik og kemi, som kvinde i starten af det 20. århundrede, vidner i sig selv tilstrækkeligt om hendes geni. Hun opdagede de to grundstoffer, radium og polonium. Under 1. verdenskrig blev omtrent en million soldater behandlet takket være hendes implementering af mobile røntgenenheder. Dette så fremragende og betydningsfulde liv ender på besynderlig vis med næsten at virke kedeligt i Frances Andreasen Østerfelt, Anja C. Andersen og Anna Błaszczyks tegneseriebiografi, Marie Curie – Et lys i mørket.

Kluntede kollager

Tegneserien følger Curies liv fra hendes fattige barndom i det russisk besatte Polen til hendes død i 1934. Marie Curie – Et lys i mørket er altså ikke en egentlig fortælling. Snarere udlægges Madame Curies liv episodisk. Nu er det ganske vist lidt svært at skelne et narrativ fra en lang række episoder. Sagen er dog, at man aldrig vil kunne sige andet end, at tegneserien begynder med Marie Curies fødsel, handler om hendes liv og pludselig stopper med hendes død. Begivenhederne i bogen er nærmest enkeltstående, og således har mange episoder fra Curies barndom og ungdom ingen betydning senere i fortællingen. Dette går igen i tegneseriens illustrationer og design. Kollagen bruges gennem hele tegneserien som udtryksmiddel. Illustrationerne er derfor grove og kantede. Sådan skal en kollage jo gerne se ud, men illustrationerne i bogen har som oftest ikke den hjemmestrikkede charme, klippe-klistre-strategien kan kaste af sig. Og det er nok, fordi en computer har været inde over store dele af processen. Kollagerne ender ofte med både at se sammensatte, kluntede og dog alt for polerede ud. Kun enkelte gange får illustrator Anna Błaszczyk skabt et stærkt og virkningsfuldt udtryk med kollagen. Marie Curies tidlige liv er fyldt med tragedier: Moderen og hendes ældste søster dør. Familien er fattig og politisk marginaliseret. Curie får et nervesammenbrud, som repræsenteres ved, at pigen med de flotte karakterer rives fra hinanden samtidigt med, at repræsentationer af hendes ulykkelige fortid omringer hende. Det er et stærkt billede, men der er for få af de kollager i tegneserien.

Brugen af kollagen medfører også, at tegneseriens sider kun undtagelsesvis er delt op i ruder. Der er mange helsidesillustrationer i bogen, hvorved meget af den bevægelse og dynamik, man kender tegneserier for, nærmest udebliver helt. Marie Curie – Et lys i mørket har samlet set et statisk og kluntet udtryk.

Steril pædagogik

Det samme kan man sige om skrivestilen. Der er ingen tvivl om, at bogen er skrevet med et pædagogisk mål for øje: At formidle en fantastisk interessant kvinde og fremragende forskers liv og værk til unge mennesker. Tegneserien er derfor skrevet i et let forståeligt og som regel præcist sprog, som de fleste børn kan forstå.

Nogle gange bliver formuleringerne i bogen tekniske, men det er aldrig en reel hindring for forståelsen. Ulykkeligvis ender sproget med at virke sterilt i de mest tragiske episoder af Marie Curies liv. Forskerens liv er fyldt af stor kærlighed og sorg, og hun står bag nogle af menneskehedens største videnskabelige triumfer. Men der er nærmest ingen passion at føle i skriften. Tag som eksempel, hvordan der fortælles om begyndelsen på Pierre og Maries kærlighed: ”Pierre har på et tidspunkt skrevet i sin dagbog, at han kun kan gifte sig med en, der er virkelig intelligent. Da han møder Marie, træffer han en sådan kvinde. De indleder med det samme samtaler. Hun forstår ham og omvendt. Hun stiller de rigtige spørgsmål, og det samme gør han. Den 35-årige ungkarl er forelsket.”. Hvor tørt. Således formår bogen sjældent at bringe sine karakterer til live. Det kan ikke undskyldes med, at projektet er didaktisk og forfatterne har været bange for at virke sentimentale. Tekststykket formår simpelthen ikke at formidle de følelser, som det forsøger at vække til live. Kejtede illustrationer, en fortælling, der er alt for episodisk, og en steril pædagogik har formået at få Marie Curies inspirerende liv til at fremstå kedeligt.