Samuarien fra Stormgade
Det går stærkt, når flere hundrede års japansk kulturhistorie skal formidles ved at følge danske Regitze over fyrre år på under 100 sider. Godt nok kan man indhente det tabte i ekstramaterialet, men farten måtte godt være sænket til det mere moderate.
Samuraien fra Stormgade følger pigen Regitze på et tidspunkt, hvor Japan kort forinden havde været lukket land for vesten. Regitzes bedstefar tager hende med på Nationalmuseet, hvor de leger og lærer om historien i samarbejde med personale i bedste kedsomhedsknap-stil. De er ved historiens start nået til samlingen med samurairustninger og -sværd fra De Stridende Staters tid. Her flettes museets genstande sammen med historisk viden og fantasien hos personale og de to gæster. Det trækker konturerne op til en tegneserie, der vil gå balancegang imellem historieformidling og at ville fortælle en historie, der skal gribe og have en handling i egen ret.
Der sker et markant skift i tid over tre kapitler, der foregår i henholdsvis 1882, 1890 og 1925. Derfor kan man også følge Regitze som ung kvinde med kæreste under et ophold i Japan og senere med sin egen søn til en Japan-forestilling i Dagmarteatret. De to sidste giver Regitze lejlighed til selv at trække i samuraidragt og kæmpe mod både skumle mennesketyper og overnaturlige væsener.
Det tipper efter min vurdering lidt for meget mod overfodring af viden, når Regitze fx skal kæmpe imod hele to håndfulde japanske væsner med hver deres karakteristika over seksten sider. De er hver især interessante og kunne snildt have fanget læserens interesse i højere grad, såfremt de havde fået mere plads. Nure-onna er en slags sirene, der med en kvindekrop over vandet skal lokke fiskere til sig, hvorefter den under vandet gemmer på en slangekrop, der fanger sine ofre. Problemet opstår, når de ti væsner i løbet af kapitel tre både skal præsenteres og nedkæmpes enkeltvis af Regitze. Det giver en til tider meget sammenpresset præsentation af den japanske kulturhistorie. Jovist, der er smæk for skillingerne og fascinerende uhyrer, men det havde nok være mere effektfuldt, hvis der blev givet lidt mere tid til hver enkelt sekvens. Forfatter Martin Petersen, seniorforsker på Nationalmuseet, vil ganske enkelt fortælle så meget som overhovedet muligt. Omvendt er det i hvert fald ikke træg historieformidling i dette tilfælde.
Hovedpersonen Regitze er en moderne kvinde, langt fra datidens idealer og kønsnormer. Hun er selvstændig og handlekraftig med sine meningers mod. På den vis er hun i familie med kvindelige tegneseriehovedpersoner som Yoko Tsuno eller Franka. Tegnemæssigt adskiller Angelica Inigo sig dog fra disse seriers fransk/belgiske klassicisme uden decideret at være et barn af mangaen, der ellers ville være oplagt til denne historie. Inigo leverer hurtige, dynamiske tegninger med udtryksfulde persontegninger – kombineret med en meget varieret og levende sideopbygning, så øjet aldrig keder sig. Martin Petersen lader bestemt også tegningerne få plads til selv at stå for deres del af formidlingen. Det er ikke en teksttung historisk tegneserie, men en lettilgængelig indføring i den japanske samuraikultur for yngre læsere.
Afslutningsvis kan Martin Petersen ikke dy sig for over små tyve sider at uddybe de historiske baggrunde illustreret med både fotografier samt tegninger og skitser fra Inigos arbejde. Det er en fin service for den videbegærlige læser, der vil have mere baggrund uden (endnu) at aflægge Nationalmuseets samling et besøg.
Samuraien fra Stormgade lægger sig fint til rette på motorvejen for historieformidling i tegneserieform. Til tider kører makkerparret Petersen og Inigo en anelse for stærkt, hvorfor detaljerne forsvinder i fartstreger, så de kan nå længst muligt frem. Godt nok kan man indhente det tabte i ekstramaterialet bagefter, men det havde trods alt været at foretrække, om de havde taget et lidt roligere tempo på hovedvejen i stedet.
