Ondskabens Flydende Vatikan: Fantasmagori 1-3
Tegneserieelskerne i Ondskabens Flydende Vatikan har kastet sig ud i forlagsbranchen for at bringe nye danske tegneserier til folket. Projektet er sympatisk, men holder kvaliteten?
Som tegneserieelsker er det helt grundlæggende svært at have noget imod Ondskabens Flydende Vatikans (OFVs) seneste projekt. Fyrene bag Danmarks første(?) og foreløbigt længst kørende tegneseriepodcast har nemlig sat sig for at sælge danske tegneserier til masserne, og har derfor kastet sig ud i forlagsbranchen.
OFVs udgivelser er helt eksplicit ment som en modreaktion på de seneste års bølge af ”graphic novels” og genudgivelser af gamle serier i flotte luksusudgaver. På deres hjemmeside (vatikan.dk) og i forordet til Fantasmagori 1, skriver folkene bag således:
”Vi er ikke ude på at genskabe eller udfordre tegneseriemediet. Vi udgiver ikke tunge luksusbøger i hardcover relieftryk, der skal stå og samle støv på samlerhylderne. Ej næppe vil du finde meget samfundskritik eller selvbiografi fortalt igennem et slør af grafiske metaforer her. For at være helt ærlige er vi bare interesserede i at få vores tegneserier ud til masserne, på massernes principper. Det vil sige nyt materiale, letfordøjelige historier og billig pris.”
Denne målsætning serveres med et glimt i øjet, men der er ikke tvivl om, at der også ligger en god portion alvor bag. OFV vil således gerne gøre op med forestillingen om, at gode tegneserier partout skal være dyre, kunstnerisk eksperimenterende, og udkomme på dyrt, højkvalitetspapir! Og de vil gerne give det danske tegneseriemiljøs vækstlag en mulighed for at blive udgivet og kendt af et bredere publikum.
Succes?
Er dette projekt så lykkedes? Tjah, OFV er foreløbigt kommet med fem udgivelser. To samlinger med danske bidrag til den årligt tilbagevendende 24-timers tegneserie-maraton, samt tre numre af Fantasmagori, en antologiserie med bidrag fra yngre danske tegneserieskabere (herunder udgiverne selv). Ingen af udgivelserne koster mere end 100 kr, (Fantasmagori koster kun 30 kr. stykket!) og kan desuden ganske kvit og frit læses på forlagets hjemmeside og på Serieland.dk. Ambitionen om at levere billige tegneserier til folket er således til fulde opfyldt.
Hvad angår målsætningen om at udgive værker af yngre danske tegneserieskabere og dermed gøre tilgængelige for et bredere publikum, så må det også siges at være lykkedes. Historierne i Fantasmagori 1-3 er alle skrevet og tegnet af yngre kræfter i det danske tegneseriemiljø, som enten ikke er blevet udgivet før, eller kun har et par enkelte udgivelser bag sig. Ejer man Fantasmagori 1-3 har man således næsten 200 nye danskproducerede tegneseriesider mellem hænderne. Og det er noget, som man bestemt ikke skal kimse af. Som Steffen Rayburn-Maarup (Aben Maler) plejer at sige: Jo flere danske tegnere og tegneserier der bliver udgivet, jo større er sandsynligheden for, at vi også får nogle flere gode danske tegneserier. (Ret mig hvis jeg fejlciterer dig, Steffen.)
Historierne
Helt overordnet er der tale om en meget blandet landhandel af bidrag, med en overvægt af science fiction- og fantasy-orienterede historier. Rikke Hollænder bidrager med en fortsat historie om en mand og hans guldfisks rejse gennem rummet. Tatiana Goldberg leverer actionpakket science fiction og hårdkogt krimi. Peder Riis står bag flere bidrag, bl.a. et par historier om ”Eventyrtrioen”, som er en ret morsom satire over de klassiske eventyrserier. Rikke Loft leverer 20 siders fantasy/eventyrserie med troldmænd og magiske dyr. Henning Larsen bidrager med et par ret syrede, titelløse historier, som det er svært referere. Tore Sæderup og Marie Vardal har hver især kastet sig ud i science fiction-lignende historier. Lene Larsen har skabt eventyr/fantasy-fortællingen ”Flyvefærdig” og Johannes Havelund står bag en ordløs Robinson Crusoe inspireret historie om en mand, der strander på en (ikke helt) øde ø.
Forbehold
Der er derfor rigtig mange gode grunde til at kippe med flaget for OFVs projekt. At få danske tegneserier udbredt til et større publikum for en billig penge er som sagt en tanke, som det er grundlæggende svært at have noget imod. Når det så er sagt, så har jeg dog også en række forbehold, som gør mig en smule betænkelig.
For det første er jeg grundlæggende uenig i den modstilling mellem billig, populær, letfordøjelig underholdning på den ene side og dyr, elitær og svær tilgængelig kunst på den anden, som OFVs redaktions synes at abonnere på. Det har jeg skrevet lange og kloge ting om andre steder. Men kort fortalt mener jeg, at det er en uproduktiv skelnen, som får folk til at overse, at den underholdende populærkultur ofte indeholder en lang række kunstneriske kvaliteter, og at ”den store kunst” mindst lige så ofte trækker på inspiration fra og bruger elementer hentet i populærkulturen.
Derudover så kan man mere banalt spørge, om billige tegneserier virkeligt er det folket vil have? Eller sagt på en anden måde: Er det først og fremmest prisen, der bestemmer om folk gider købe en tegneserieudgivelse eller ej? De seneste års relativt store succes med at udgive velproducerede graphic novels og flotte genudgivelser synes at faktisk at pege i en anden retning. At tegneserier er” dyre” (og her må man nødvendigvis spørge ”dyre i forhold til hvad?”) betyder ikke nødvendigvis, at folk ikke vil investere i dem. Hvis indholdet er godt, og hvis der er kælet for detaljerne, så er folk tydeligvis villige til at betale for det. Så masserne går ikke nødvendigvis efter den billige pris
Svingende kvalitet
Alt dette behøver selvsagt ikke være noget problem, hvis man for få penge kan få lige så meget (eller måske blot en anden slags) kvalitet i OFVs udgivelser, som samlerne og de kulturelle feinschmeckere er villige til at købe i dyre domme andre steder (hos Aben Maler, Fahrenheit eller Faraos Cigarer f.eks.).
Og det er så her min virkelige anke melder sig. For skønt jeg med stor fornøjelse læste og nød flere af historierne i Fantasmagori-serien, så var det meste af indholdet altså på det jævne eller noget under middel. Der var rigtigt mange gode idéer og tiltag, som man kunne ønske der blev arbejdet videre med. Og bidragene viser ganske klart, at der er både humor, talent og idérigdom i den danske tegneserieundergrund. Men det virker som om OFV blot har udgivet det, som de enkelte forfattere og tegnere nu tilfældigvis er kommet med, og hvis format passede ind i de 64-66 A4-sider, der er til rådighed til hvert nummer. Der er, så vidt jeg kan bedømme, ikke tegn på nogen overordnet redaktionel linje, eller en redaktionel feedback-proces mellem forfatterne og redaktionen.
På den ene side passer dette godt med OFVs forståelse af sig selv som en form for guerillaagtige undergrundsudgiver, der leverer hurtigt-producerede ”down and dirty” historier til de hungrende masser. På den anden side er det ikke oplagt, at en sådan proces er specielt velegnet, hvis man ønsker at nå er større og bredere publikum – hvad der jo ellers er OFVs erklærede mål. I mine øjne er der, som jeg tidligere nævnte, ikke nogen nødvendig modstilling mellem letfordøjelig underholdning og mere ”kunstnerisk” orienterede tilgange. Folk vil gerne have underholdning – men de vil også gerne have, at indholdet er i orden. Og jeg er ikke sikker på, at OFVs udgivelser lever op til det sidste krav. De fleste af de trykte historier kunne således med fordel være blevet gennemarbejdet endnu gang, og ville formodentlig være blevet væsentligt bedre, hvis der havde været en mere markant redaktionel linje.
Men alligevel…
På trods af disse forbehold, så vil jeg opfordre folk til enten at gå ind på OFVs hjemmeside og læse historierne. Eller endnu bedre: Gå ind på siden og invester de 3x 30 kroner (plus forsendelse) det koster, at komme i besiddelse af alle tre bind af Fantasmagori . Der er som sagt en hel del ting at glæde sig over, ligesom der er en hel del ting at ærgre sig over, men man får altså rigtig meget dansk tegneserie for pengene. Og ikke mindst så får man et indblik i, hvad folk udenfor den etablerede danske tegneseriescene går og foretager sig, samtidig med at man støtter et dybt sympatisk projekt.
NB: Fjerde nummer af Fantasmagori er netop udkommet og kan, lige som de øvrige numre, købes fra forlagets hjemmeside.
Karakter: 2/5
Værkets titel: Fantasmagori 1-2-3
Forlag: Ondskabens Flydende Vatikan
Forfatter/tegner: Tatiana Goldberg, Johannes Havelund, Rikke Hollænder, Henning Larsen, Lene Fagerlund Larsen, Rikke Lindskov Loft, Peder Riis, Tore Sæderup, Marie Vardal.
Farve og form: Sort-hvid/softcover
Sidetal: 64 sider, 66 sider og 64 sider
Pris: 30 kr. pr. bind + forsendelse
ISBN: 978-87-993858-1-2; 978-87-993858-2-9 og 978-87-993858-4-3
Aktuelt udgivelsesår: 2010 og 2011
Udgivelsesland: Danmark