Tuberculosis 2020
Rikke Villadsens Tuberculosis 2020 er en unik hybrid mellem tegneserie og skitsebog med relevans til de sære tider, vi alle lever i. Villadsen formår at bruge billedkunstneren Edvard Munchs mareridtsunivers på en fascinerende måde, uden at give afkald på hendes egen stemme.
Den lange corona-tid har været og er fortsat en svær tid for alle. Særligt herhjemme var foråret den mærkeligste forår i mands minde og tvang kulturen ned på knæ. Men gudskelov har kunstnere i isolation brugt tiden på at skabe nye værker. En af dem er tegneserieskaberen Rikke Villadsen og hun har skabt et noget usædvanligt tegneserieværk med stærke rødder i norske Edward Munchs ekspressionistiske billedunivers i form af Tuberculosis 2020.
Men først noget om Edvard Munch inden jeg kommer ind på Tuberculosis 2020. Han var en af Skandinaviens største billedkunstnere og malede billeder dirrende af melankoli og snigende uhygge. Hovedværket der indkapsler hans samlede virke er Skriget, hvor en person står på en bro og skriger, fastfrosset i permanent rædsel.
En mareridtshistorie om sygdom
Nu til Tuberculosis 2020: Rikke Villadsen har tidligere skabt tegneserier som Ind fra havet, Et knald til og Tatovøren og klitoris og havde sin debut tilbage i år 2009 med den korte Skægmanden fra Varde.
Mens vores land var lukket ned på grund af corona, udnyttede Villadsen den over to måneder lange nedlukning til at lave en ny tegneserie i sit sommerhus. Hun brugte en linjeret notesbog, nogle børnetusser og nyttig inspiration fra Munchs mange malerier. Bogen er selvudgivet og blev finasieret via Kickstarter.
Handlingen i Tuberculosis 2020 er lige så spinkel som hovedpersonen selv, en ung kvinde ved navn Judith, der lider af tuberkulose som mange andre mennesker på Munchs tid desværre døde af. Hun tilbringer meget af sin tid på sengen – lige fra første billede, der er baseret på maleriet Døden i soveværelset og får ærligt talt ikke meget hjælp fra hendes ægtemand, der er en slesk og manipulerende type. Judiths tilværelse er derfor alt andet end rosenrød. Det er et mareridt der synes kun at ende skidt…
En fusion mellem to originale kunstnere
Tuberculosis 2020 er en pudsig kreation, da den er en unik hybrid mellem skitsebog og tegneserie. Den er på mange måder en fusion mellem to originale stemmer, der mødes på en fælles grund af dystre temaer: død, melankoli og sygdom. Villadsen har brugt Munchs velkendte evner for simpel figurtegning og flade baggrunde med kontrastfyldte farver til egen fordel.
Villadsen formår at abe efter den norske legende, men uden at det bliver på bekostning af hendes egne grafiske evner og hendes trademark-utilslørede tilgang til erotik. Munch ville have være stolt over at se Villadsen være tro til hans æstetik og tematik. Man kan godt se, at hun har tegnet på notesbog, da man kan se linjer og tussefarver skinne igennem, men pyt med det, for det giver noget ekstra til tegneseriens skrøbelige look, der passer til indholdet.
Tuberculosis 2020 er endnu et interessant værk til Rikke Villadsens efterhånden voksede bibliografi af originale og personlige tegneserieværker. Nogle vil nok finde handlingen lettere kryptisk i sin opbygning, da der er blanke sider ind imellem. Men det er nok bedst at betragte Tuberculosis 2020 som et smukt mareridt i grafisk form, der er med til at give et andet perspektiv på tider, der spejler vores kedelige og uhyggelige virkelighed, hvor mange går rundt og føler sig som personen fra Skriget.