Først var de bifigurer i filmen ”Grusomme mig”. Så fik de deres egen film. Og nu topper deres karriere som tegneseriefigurer, eller gør den?
Det er med lidt bange anelser, man går ind til et produkt, der vel kun kan betegnes som et spin-off af en film. Men ”Minions” fra sidste år overraskede ved, at de småtbegavede, bananelskende gule væsener, der jo oprindeligt var bifigurer i filmen “Grusomme mig”, faktisk godt kunne bære hovedrollerne på deres manglende skuldre. Det samme må siges om de to første album af Renaud Collin (tegninger) og Didier Ah-Koon/Stéphane Lapuss’ (tekst), der viser sig at være rigtig morsomme.
Albummene består af ensides gags, holdt sammen af en lille søgt rammehistorie, men ellers primært enkeltstående. Det hele er ordløst, bortset fra skiltetekst og lydord. Det er hverken specielt raffineret eller nyskabende, men bare lidt morsommere end gennemsnittet af humoralbum på markedet. De naive, småtbegavede minions prøver uafladeligt at overgå hinanden eller komme først eller misforstår alt omkring dem, hvilket er stærkt underholdende. Selv om der er selvfølgelig nogle oplagte muligheder for jokes omkring bananer, så skvattes der fx ikke i bananskræller undervejs, og det er kendetegnende, at der stort set ikke tages nogle lette genveje eller genbruges gamle vittigheder.
Det meste foregår under jorden i minionernes futuristiske hemmelige værksted og bolig. Det giver vide muligheder for at have scener omkring stort set alt fra basketbaner over våbenfremstilling til enkelte smutture til jordoverfladen. Det giver en rig variationsmulighed i album 1 for forfatter Didier Ah-Koon, mens tegner Renaud Collin følger trop med en nydelig, glat og måske til tider lidt for ensartede computertegninger. Album 2 ”Lilla panik!”, denne gang med tekst af Stéphane Lapuss’, har en lidt mere gennemført handling, da omkring 15 af siderne spiller på en lilla virus, der spreder sig blandt de ellers gule beboere. Desværre hænger denne historie ikke ret godt sammen, så de virker noget blege i sammenligning med de øvrige striber.
For en målgruppe omkring de 6-16 år, som I forvejen kender figurerne, vil ”Minions” være kilde til masser af morskab. Ingen dybe budskaber eller skjult indlæring – bare masser af gode grin. Alle andre kan også være med, men det er da en fordel med et vist forhåndskendskab. Ellers vil man nok studse lidt, når de Piet Heinformede figurer i blåt arbejdstøj løber rundt og slås om en banan.
Titel: Minions 1. Banana og 2. Lilla panik!
Karakter: 4/6
Forfatter/tegner: Didier Ah-Koon/Stéphane Lapuss’ (tekst) og Renaud Collin (tegninger)
Forlag: Forlæns
Form: 48 sider i farver, hardcover
Vejl. pris: 129,95,- stykket
ISBN: 0788791611490 og 9788791611582
Udgivelsesår: 2015
Udgivelsesland: Danmark
Oprindeligt udgivelsesland: Frankrig