Nordpol 2121
Konrad Nuka Godtfredsens Nordpol 2121 leverer en fuldendt og flot fremtidsforestilling om Grønland. Desværre er plottet tæt på at drukne i detaljerigdom og et langsomt tempo.
I januar måned 2121 skal landfartøjet Nanoq ledt af Kaptajn Laasi rejse over den grønlandske indlandsis for at inspicere en vejrstation, der er sprunget i luften, samt indsamle gammelt radioaktivt materiel fra den kolde krig. Men undervejs møder de fire mystiske fremmede, hvis historie synes mistænkelig, og snart bliver Laasi og hans besætning involveret med at opklare sandheden om, hvad der virkeligt foregår. Alt imens de navigerer i lav sigtbarhed gennem arktisk uvejr.
Nordpol 2121 er skrevet og tegnet af Konrad Nuka Godtfredsen, der tidligere har stået bag flere tegneserier om Grønlands historie, og derudover illustreret en længere række af bøger. Derfor forekommer en fremtidsfortælling om Kalaallit Nunaat også at lægge i naturlig forlængelse af Godtfredsens forfatterskab, og han har skabt mange smukke tegninger til det nye værk, hvori den arktiske natur og science fiction elementer mødes. Der bruges en del primærfarver og kontraster. Hvad enten Godtfredsen tegner store landfartøjer som Nanoq eller mindre konstruktioner som helikoptere, redningsbåde og droner, så er udtrykket både ”science-fiction flot” og troværdigt nok til, at teknologien ikke føles urealistisk. I hvert fald ikke for en humanist som jeg. Tegneserien står allerflottest, når Nanoq eller den lille orange helikopter kan ses på horisonten med en uendelig lyseblå og hvid verden af sne og is bag sig.

For det meste føles resten af den verden, som optegnes i Nordpol 2121, tilsvarende troværdig. Der er regler, protokoller og hierarkier i forsvarssystemet Nordpol, hvortil Kaptajn Laasi og co. hører, og de rapporterer løbende til deres overordnede admiral, der er glad for at blande sig i slagets gang. Grønland forekommer at være selvstændigt på den tid, hvor tegneserien foregår, og dertil primær leverandør af vand og is til resten af verden. Dette vidner om en større økologisk krise i resten af verden, men der udleveres ikke nogen detaljer om denne. Det er dog nemt at forestille sig resten.
Tilsammen skaber disse elementer indtrykket af en spændende og dog overskuelig science fiction-verden, som egner sig godt til en historie lig den, Nordpol 2121 lægger op til. Desværre kunne plottet og dele af formidlingen godt have brugt lidt længere redigeringstid.
I den milde, men uelegante ende, finder man flere eksempler på, at den samme information gentages et unødigt antal gange, somme tider på den samme side. For eksempel får man på én side at vide af både Kaptajn Laasi og i en tekstboks, at en hytte på horisonten er ”totalt ødelagt.” Dette oplever man især ved tegneseriens begyndelse, idet det fortælles tre gange, at der er meget miljøskadeligt affald at finde nær den gamle koldkrigsbase Camp Century; først af Laasi til hans forældre, dernæst i hans bilradio på vej til arbejde og til slut af admiralen, som briefer Laasi og hans besætning. I sig selv er denne gentagelse af information ikke urealistisk, men resultatet er desværre, at de flotte paneler bliver unødigt teksttunge, og at man som læser kan føle sig utålmodig efter at komme videre i teksten.

Andre scener og elementer af fortællingen trækker også lidt i langdrag, selvom de i sig selv forekommer realistiske nok. For eksempel bruges der tid på at fortælle om et varmelegeme, der skal og bliver udskiftet på Nanoq, uden at det har nogen reel indflydelse på hverken karaktererne eller plottet, imens der ligeledes går langt flere sider end nødvendigt på at forklare de praktiske detaljer omkring en helikopterrejse. Kort fortalt kunne Nordpol 2121 være blevet fortalt en del mere skarpt og elegant, men tilsvarende smukt, med omtrent ti sider mindre, end hvad værket reelt er.
De fleste menneskelige karakterer er flade uden nogen bemærkelsesværdige karaktertræk. Snarere spiller de funktioner i plottet og i det hierarki, de indgår i. Det visuelle udgangspunkt er fotorealisme, idet de er baseret på fotografier af ægte mennesker, men deres ansigtstræk i det endelige udtryk er gjort en del blødere. På svage øjeblikke minder de mig lidt om computerspil fra PlayStation 2 tiden, men for det meste er de flotte og velfungerende. Dog er fartøjerne og landskaberne de primære stjerner.

Nordpol 2121 er mest spændende, når der kommer ordentligt gang i mysteriet med de fire fremmede, og det centrale plot arbejder sig hen imod en dramatisk, omend ikke nødvendigvis tilfredsstillende slutning. Flere af de plottråde, som introduceres, bliver nemlig ikke rundet af. Enkelte bliver knap nok berørt, selvom de i begyndelsen virker til at skulle være helt centrale, heriblandt tematikken med det miljøskadelige affald, der ellers blev understreget adskillige gange i begyndelsen af historien.
Jeg forventer, at dette vil spille en større rolle i andet bind, hvilket er på vej ifølge forlaget Fahrenheits hjemmeside, men det virker særligt skørt at bruge så lang tid på at introducere det, når der går så længe, inden det bliver vigtigt. Først troede jeg end ikke, at der skulle komme en 2’er, da dette ikke fremgår af selve tegneserien, og derfor følte jeg, at der var tale om en meget brat slutning. Her kunne kommunikationen også have været lidt bedre.
Nordpol 2121 vil ikke være for alle, og tegneserien kan mere anbefales for dens flotte illustrationer og dens univers end dens plot og karakterer. Men ønsker man at opleve et science-fiction bud på Grønland i fremtiden, skrevet og tegnet af en grønlandsk kunstner, så leveres der her. Forhåbentligt kan bind to bygge videre på dette fundament og fortælle en lidt skarpere historie.






