Total Digital
Jakob Albrethsen leverer et dagsaktuelt syretrip i sin nyeste tegneserie.
Total Digital foregår nogle få generationer efter vores tid. Vi er ved en korsvej for menneskehedens skæbne, for den digitale udvikling er tæt på at blive ultimativ. Her står vores hovedperson Maya over for en stor beslutning; skal hun vælge at lade sin bevidsthed blive digitaliseret, så hun kan leve i en problemfri utopi og undslippe sin sorg, eller skal hun blive i den analoge verden, efterladt af resten af menneskeheden?
Der er ikke tale om nogen plotdreven spændingsfortælling, men et indtryksrigt værk, hvor fortid, nutid, det analoge og det digitale smelter sammen. Total Digital udstiller på flere måder, hvordan vi som mennesker allerede interagerer med og overforbruger moderne teknologi, f.eks. ved at teknologien altid tilbyder os ubegrænset adgang til nostalgi og underholdning, men på samme tid holder os fastforankret, så vi ikke bemærker verden omkring os; det er nemt at se sig selv i fortællingen, hvis man bare én gang har prøvet at spilde en hel eftermiddag på at doomscrolle.
Der er en vis satirisk kant i Albrethsens portrættering af den digitale fremtid, som på den ene side har en så avanceret teknologi, at alle planetens praktiske problemer er blevet løst – og på den anden gør Skyen, den ultimative AI, endnu brug af beskeder lig nutidens spammails.
”Vidste du, at skyen kan øge dit antal af videnskabelige citationer?”.
Visuelt er Total Digital en lækker indietegneserie. Den er ikke altid ”smuk”, men særdeles veltegnet og varierer i stilen, alt efter om vi befinder os inde i skyen, i den analoge verden, i fortiden eller i Mayas fantasi. Den gør sparsomt brug af farve, men når den gør det, er det meget meningsfuldt, og man kommer særligt på to specifikke sider til at tænke på den store sci-fi tegner Moebius. Derudover benytter Albrethsen også kodeskrift i sit visuelle sprog på en måde, der fletter godt sammen med resten, og som resulterer i et anderledes, mindeværdigt udtryk.
Man kan risikere at blive lidt rundtosset af Total Digital, men for mit vedkommende var det kun på den gode måde, og bagefter sad jeg med en ufattelig trang til at gå udenfor og ikke kigge på min computer igen resten af dagen. Der er både humor og vigtige spørgsmål at finde i værket, og så leger Albrechtsen med tegneserieformen på en spændende måde.