I stedet for at investere i aktier, har Siff Frederiksen erhvervet sig tegneseriekunst med flere af figurerne fra Seriemagasinet. I denne SM Special tager vi et smut forbi Rønne og snakker med hende om interessen.
Mens tusindvis er strømmet til Folkemødet i Allinge, har Tom Kampman taget vejen forbi Bornholms hovedstad, hvor der er en udstilling af original tegneseriekunst på biblioteket i Rønne.
Det er Siff Frederiksen, der udstiller originaltegninger af tegneseriekunstnere og -figurer, hvoraf en hel del af dem var med i Seriemagasinet.
Hun har længe ønsket at få noget orginal tegneseriekunst og istedet for at investere i aktier, har Siff derfor erhvervet sig originalsider og -striber med figurer, hun holder af.
I den her SM Special fortæller hun om sin opvækst med tegneserier, hvad hun går efter, når hun køber tegneseriekunst og hendes omvej til Modesty Blaise-tegneserien.