Blaise Larmee dukkede for fem-seks år siden op på tegneserienettet som en art digital kunstjoker, svær at få hold på, endnu sværere at blive klog på. Men af ubestrideligt, om end stadig råt talent, når han udfoldede sig med (fortrinsvis) blyant. Et af resultaterne blev Xeric-legatvinderen Young Lions, trykt på papir i 2009 — en imponerende debut om ungt vægelsind og kunstens falske kald.
Han fulgte denne imponerende udgivelse op med en række bizarre, hipster-ironiske happenings, der bl.a. omfattede en kunsteoretisk og idiosynkratisk parodiblog CometsComets, som han bestyrede sammen med et par ligesindede og nu har lukket. Han var med til at udfærdige en trashet minicomicsudgave af Sammy Harkham og Alvin Buenaventuras Quijot’ske kæmpeantologi Kramers Ergot 7, der formåede at gøre de ellers så avantgardeglade ophavsmænd småmopsede. Og han manifesterede sig i en række ganske produktive, men også mærkeligt indholdstomme webpersonaer, inkl. en falsk (nu nedlagt) twitterprofil tilskrevet nutidens amerikanske kunsttegneseries stilikon C.F. og ting som det her og det her. Nåja, han oprettede også et forlag, Gaze Books, som udgav en bog — Aidan Kochs lovende The Whale fra 2010 — før det gik i stå.
Midt i alt dette flirtede han kort med webserieformatet, og resultaterne er værd at holde fast i til trods for, at han i dag har opløst det i en særdeles fragmenteret tmblr-tilstedeværelse, hvor følsomme og trashede illustrationer pludselig dukker op, ofte remixet med tidligere arbejder og bizarre gifs, for blot at forsvinde igen.
Centralt står stadig den (uafsluttede?) 2001 fra 2011. Det er en tegneserie, der helt enkelt er bygget over en række skærmbilleder, der aflæses ved nedadgående scrolling, men som flyder sammen i en sært vægtløs helhed i kraft af den stjernehimmel, der udgør baggrunden. Grafisk snakker vi rent sort-hvid kontrast, mens vi kompositionsmæssigt er styret af en fast synsvinkel og et central forsvindingspunkt hele vejen igennem, om end dette overvejende skjules i nattemørket.
To piger, vist nok — det har en Moebius-agtig, androgyn karakter — mødes nytårsaften og krammer, snakker, falder og leger med en kat, før de igen (måske) skilles. Halvejs igennem lægger de mærke til os, læseren, for hvem de tydeligvis optræder på skærmen. Men det glemmer de hurtigt igen. Det er bevægelsen — dansen, fristes man til at sige — der er sagen. Deres akavet elegante legemers lysende udtryk i mørket. Den sparsomme dialog er mest af alt en eftertanke, en antydning af uskyld.
Helt som hos Larmees tydelige forbillede: Winsor McCays uomgængelige Little Nemo in Slumberland fra sidste århundredes begyndelse. Larmee sender med sin lille grafisk uantastelige perle en hilsen til mesterens fuldendte — og nærmest paradoksale — suggestion af drømmens logik gennem ekstrem billedlig disciplin og kontrol. Det er en anelse post-twee, men alligevel mindeværdigt. 2001 er et blip i et fortsat ret dunkelt glas, når det gælder kunstnerisk udfordrende tegneserier på nettet.
Larmees andre webserier er fotosuiter, og kun een af dem transcenderer det lidt amatøragtige: Moon er et nærmest abstrakt, igen nedadscrollende, forløb af lysspor, der opbygger en fin poesi før det fortættes i konkret virkelighed. Et digitalt sidestykke til Larmees fine, blyantstegnede bidrag til den banebrydende, om end ujævne antologi Abstract Comics, redigeret af Andrei Molotiu og udgivet af Fantagraphics i 2009.
Det er uklart, om Larmee i dag har droppet tegneserierne, men han synes at holde fast i sin figurative praksis (til tider med ret ulidelige resultater) som tegner og har tydeligvis stadig gang i sine aktiviteter som internetkunstner. Hvor meget substans, der er i lortet, er svært at sige, men fragmenterne bærer vidnesbyrd om en konsekvent stemme.
Larmees webserier kan læses via hans hjemmeside, men der skal scrolles et godt stykkede ned, forbi alle billederne. Læs i øvrigt et interview med Larmee, hvor han gør den som ulidelig kunstjoker her.
Del på
