Louise Bang Olesen anbefaler Jillian Tamakis absurde og tænksomme humorstriber om mutanter, magikere og supermennesker på skolebænken.
Hvis du har lyst til at dyrke den mørke vintermelankoli, er det her den helt rigtige årstid at kaste sig over Jillian Tamakis temmeligt absurde bud på teenagefantasy: SuperMutant Magic Academy. Serien handler om eleverne og lærerne på det føromtalte akademi, der – som navnet nok allerede har afsløret – er en skole for mutanter og folk med superkræfter og magiske evner. Men seriens åndelige sjæleven skal i højere grad findes i en serie som Radiserne end blandt Potter-bøgerne, X-Men eller andre superhelte- og fantasyserier.
Her er det ikke Voldemort eller Magneto, eleverne skal kæmpe mod, men derimod teenageangst, identitetskriser og de dér pokkers hormoner, der har det med at slå sig løs i skoleårene. Og elevernes superkræfter, der i øvrigt sjældent spiller en hovedrolle i serien, er som regel rimeligt bizarre, ubrugelige og generelt bare ikke særligt ”super.” Tag f.eks. drengen med en mund i maven, der går til tandlæge for at få hjælp, men ikke opnår andet end en diagnose på et par huller i mavemundens tænder, eller den tragiske Everlasting Boy, der ofte står for seriens mere eksistentielle og surrealistiske indslag, og som er dømt til en uendelig tilværelse som teenager.
Serien består af korte sketcher og har efterhånden udviklet et rimeligt omfattende persongalleri, hvoraf der er en kerneskare af navngivne personer, som bl.a. består af den drengeglade dinosaurmutant Trixie, performancekunstneren Frances, der sammen med veninden Gemma arbejder på at nedbryde patriarkalske systemer, og fanfavoritten Marsha, der har runde briller, samme frisure som Harry Potter og er hemmeligt og hjælpeløst forelsket i bedsteveninden Wendy, der – øh ja – er en varræv.
En af seriens store styrker er de abrupte og til tider overvældende afslutningspaneler, der med sin tragisk filosofiske humor har det med at ramme dig som en mavepuster. I en stribe ser vi f.eks. en figur ved navn Kevin danse rundt, mens han smører sig en mad, piruetterer hen til køleskabet og snupper et glas mælk, og i sidste panel kommer så gravstenen, hvor der nøgternt står ”Here lies Kevin. He loved to dance.” Det er hjerteskærende morsomt.
Jillian Tamaki opdaterer som regel serien mindst én gang om ugen, og du kan lige så godt komme i gang med den nu, for selvom Drawn & Quarterly har planlagt en antologi, så skal vi vente helt til foråret 2015 for at få fat på den.
“Webgodter” er årets julekalender på Nummer 9. De anbefalede webserier udgør et skønsomt udvalg plukket blandt alle de digitale tegneserier, der er tilgængelige internationalt netop nu, af skribenterne selv. Rækkefølgen, anbefalingerne optræder i, udgør ikke nogen kvalitativ rangordning.
