Hvad nu, hvis Dungeons & Dragons bliver spillet af drager og handler om kontorer og mennesker? Finske Roope Eronen foretager dette eksperiment på sin blog, og det er der kommet en af de sjoveste tegneserier, jeg nogensinde har læst, ud af.
Jeg har som 15-16 årig spillet Dungeons and Dragons med mine skolekammerater, og lidt senere også den mere avancerede og detaljerede version “Advanced’ D&D”. Roope Eronen har vendt tingene på hovedet og lavet en afsluttet historie, hvor nogle drager spiller “Advanced Offices and Humans”. Vi følger deres liv til og fra spilaftenerne og vi følger detaljeret deres terningkast og farefulde færd gennem menneskers kontorlandskaber, hvor det gælder om at overleve. Succeskriteriet er undervejs at få sin karakter, en kontoransat mand eller dame, til at foretage komplicerede ting som f.eks. at spise morgenmad. Det bliver mere avanceret jo længere de når i historien, når de sociale spil går i gang på kontoret …
Fik jeg nævnt, at det er ustyrligt morsomt? Eronen tegner i en efterhånden velkendt finsk naivistisk streg med dertil hørende farvelægning: Klare, tydeligt adskilte farver – som at kigge i en malebog for børn. (Og her er en klar tendens blandt finske alternativ-tegnere. Se bare på Tommi Musturi, Benjamin Bergman, Sami Aho, Jarno Latva-Nikkola eller Janne Tervamäki.) Det naive er en pointe: Det er som at nulstille den vestlige civilisations sociale normer. De to unge drager ved (næsten) intet om menneskers adfærd. Den lidt ældre tohovedet dungeon-master office-master har mere tjek på løjerne og må ret ofte irettesætte de to opkomlinge.
Samtaler i spillets menneskeverden tager ret lang tid, for der er store chancer for misforståelser. For at føre en helt igennem kommunikativt meningsfuld samtale, skal spillerne både have matchende skills indenfor intelligens samt slå høje slag med den tyvesidede terning. Det siger sig selv, at samtaler ret ofte kikser. Ligesom en hel masse andre ting – man skal faktisk slå ret høje slag med terningerne for at få simple ting til at fungere, som at indtage mad og drikke, at få en colaautomat til at virke osv.
Jeg har en sød tand for historier om rollespil, f.eks. nød jeg også Joe Dalys Dungeon Quest, der dog bliver meget lang i spyttet i sin dyrkelse af drengerøvsrollespil. Men Offices & Humans byder igen og igen på originale, overraskende og hysterisk morsomme indfald, så en klar anbefaling herfra.
Start læsningen her – og så ellers bagfra og nederst på siden (sådan er det jo desværre, når man lægger en lang historie i små bidder på en blog).
“Webgodter” er årets julekalender på Nummer 9. De anbefalede webserier udgør et skønsomt udvalg plukket blandt alle de digitale tegneserier, der er tilgængelige internationalt netop nu, af skribenterne selv. Rækkefølgen, anbefalingerne optræder i, udgør ikke nogen kvalitativ rangordning.