Den nyslåede Nummer 9-anmelder Jakob Albrethsen anmelder polsk-amerikanske Tom Kaczynskis første samling kortfortællinger.
“Beta Testing the Apocalypse” indeholder ti samfundskritiske historier tegnet og forfattet af Tom Kaczynski. Der lægges hårdt ud med “100,000 Miles”, som er et angreb på den vestlige kultur, og hvor læseren til sidst efterlades i en uendelig bilkø et sted ude på motorvejsnettet. I historien “976 SQ FT” flytter det postmoderne glastårn ind på nabogrunden og katalyserer angstneuroser i kvarteret. Og så er der historien “Cozy Apocalypse” om parret, der reagerer på finanskrisen ved at barrikadere sig i deres nye forstadshus – i forventning om civilisationens snarlige kollaps. Men der sker ingenting. Forbrugertilliden vender tilbage, markederne rejser sig igen, og verden fortsætter som altid.
Kaczynski er blevet sat i forbindelse med den såkaldte ”New Wave”-science fiction, som opstod i 1960’erne. Programerklæringen var dengang, at fremtidsfiktionen skulle skrue ned for de intergalaktiske rejser. Mere menneske og mindre teknologi. I fortællingen “10,000 Years” tages vi med ind i en feberdrøm. Hovedpersonen rejser (i en trance?) til en fremtid, hvor parkeringshuse og storcentre står rungende tomme, mens en kommunistisk revolution på planeten Mars transmitteres på tv, og derefter går det tilbage i tiden, hele vejen tilbage gennem evolutionen, og så vistnok frem igen.
Kaczynskis historier er ikke direkte politiske. Dertil er de for vanskelige at tyde – nogle gange bevæger han sig helt ud på kanten af det forståelige. Men Kaczynski har et horn i siden på den materialistiske vestlige kultur, og har efter eget udsagn læst en hel del Karl Marx (ja ja, det sagde de jo alle sammen sidste sommer). Han har tilmed arbejdet i den onde reklamebranche med deraf følgende indgående kendskab til de svage punkter i menneskepsyken. Min favorithistorie i bogen er “Million Year Boom”, hvor hovedpersonen bliver hidkaldt af et mystisk firma for at udvikle selskabets nye grafiske profil. Man skal forestille sig fænomener som ”virksomheds-ånd”, ”medarbejderudviklingssamtaler”, ”lean-seancer” og “kanindræber-kurser” kørt helt ud i det ekstreme. Dostojevskij i en Google-kultur.
Kaczynskis tegnestil minder om det grafiske udtryk som 1990’ernes tegneserie-konge Daniel Clowes bragte til torvs i “Like A Velvet Glowe Cast In Iron” (1993). Resultatet er en stærk fornemmelse af, hvad vi i gymnasiet kaldte ”fremmedgørelse”. Her er der er dog også lidt pulp i stregen, synes jeg, ligesom samlebånds-gysertegneserier fra 1970’erne. Kaczynski har tidligere læst arkitektur, og hans enkle tegninger af biler, fly og bygninger fungerer godt. Det er rart at læse en tegneserie med variation mellem nærbillede og panorama, uden at der bliver gået på kompromis med stilen. Håndværket er i orden, og resultatet er et troværdigt univers.
Den længste og sidste historie, “The New”, er skabt specifikt til denne bogudgivelse (de andre historier har tidligere været publiceret i antologieserien MOME i perioden 2007-2011). Her mangler den ulmende spænding fra de tidligere historier, men til gengæld bringer den sidste historie os videre fra kritikken af det moderne vestlige samfund. Handlingen udspiller sig nu i en kaotisk storby i et tredjeverdensland.
Tom Kaczynski voksede op i Polen, men bor i dag i Minneapolis. Udover at være tegner er han stifter af forlaget Uncivilized Books. Hans næste bogprojekt, “Trans Terra”, udkommer til sommer, og her vil der blive skabt forbindelse mellem Platon, Koolhas, Zizek og flere andre ved brug af den paranoid-kritiske metode udviklet af Salvador Dali (?) – der bliver simpelthen tale om et manifest for den post-kapitalistiske verdensorden og den ny utopi. Læs selv. “Beta Testing the Apocalypse” harmonerer med den kroniske undergangsstemning efter både 11. september, to langstrakte krige og finanskrisen, og lægger op til Kaczynskis næste ambitiøse udspil. Men om finanskrisen i 2009 så virkeligt var den allersidste betatest inden ragnerok, vil tiden vise. De seneste jobskabelses-tal fra USA så da vist ikke helt forfærdelige ud …
Karakter: 5/5
Titel: Beta Testing the Apocalypse
Forfatter/tegner: Tom Kaczynski
Forlag: Fantagraphics Books
Farve og form: s/h, enkelte farver, softcover
Sidetal: 127
Pris: $19.99
Udgivelsesår: 2013
Udgivelsesland: USA
ISBN: 978-1-60699-541-9