Spain Rodriguez er død

Den amerikanske undergroundpioner blev 72.

En af den amerikanske undergrundsseries pionerer, Spain Rodriguez, er død – den evigt unge rebel blev 72 år. Han blev født i Buffalo i 1940 og stødte, efter en vild ungdomstid blandt de venstresnoede bikere i The Road Vultures, til det spirende hippiemiljø i New York, hvor han tegnede til undergrundsavisen East Village Other, et populært talerør for den modkulturelle bevægelse i tresserne. Her udkom også hans tabloidmagasin Zodiac Mindwarp. Fra New York gik det så til San Francisco, og Spain blev en del af gruppen omkring det nystartede, og nu legendariske, magasin Zap Comix. Zap Comix no. 0 fra 1967 bliver i dag – alene med serier af Robert Crumb – opfattet som startskuddet til den amerikanske undergrundsserie.

Spain var politisk agiterende om en hals, ikke som vi kender det her til lands med Røde Mor og deres store stive pegefinger, men på bedste amerikanske undergrundsbeskub med fri sex og masser af stoffer. Hans solotitel Subvert Comics fra 1970 introducerede en vaskeægte antiautoritær superhelt – Trashman, Agent of the 6′th International, “Master of the mysterious para-sciences such as the “Random Alert Factor” giving him power to quickly percieve events in the immediate future…” et nyttigt våben i kampen mod “… the electronic nazoid Disneyland which America had become.”

Han bidrog op gennem halvfjerdserne til et utal af undergrundshæfter (Skull, Slow Death, Young Lust, The Human Drama, Anarchy Comix etc. etc.), men forsvandt også fra den bredere tegneserielæsende offentligheds bevidsthed sammen med undergrundsserien i midten af halvfjerdserne. Hvis Crumb, Shelton og Corben kunne opfattes som undergrundens første division, var Spain, Trina Robbins, Skip Williamson, Bobby London, Kim Deitch, Jaxon og Greg Irons anden division, og mange af de førhen så produktive og efterspurgte undergrundstegnere kom til at friste en omskiftelig tilværelse.

I sit livs efterår kunne Spain dog notere sig en vis interesse blandt læserne af de nyere art-serier, og han var en af den lille håndfuld tegnere fra hippietiden (deriblandt også Deitch og Irons), der blev lukket ind i varmen igen, uden at det af den grund vakte den helt store opmærksomhed. Spain var en ener, men også uhjælpeligt et produkt af en tid, der definitivt døde med undergrundsserien. De, der bliver husket fra dengang, er Crumb, der transformerede sig fra den grimme ælling til en af tegneseriens helt store, Shelton, der med Flipkompagniet leverede varen, som man kendte og elskede den, til tågerne tog ham, og Corben, der faldt udenfor tid og rum i sit helt eget univers. Spain stod som eksponent for den rigdom der gik tabt med de unge rebeller, som forblev evigt unge, frosset i deres egen tid.

Af senere værker fra Spains hånd kan nævnes den selvbiografiske “My True Story” (1994), noir-versioneringen “Nightmare Alley” (2003) og den politiske biografi “Che: A Graphic Biography” (2009). Han tegnede også en online serie, Dark Hotel, for salon.com.

Emneord:

Om Mårdøn Smet

Morten Schmidt er serieskaber og illustrator med base på tegnestuen Over Floden. Desuden tegneserieskribent for bl.a. Strip! og Nummer 9.