Tilfældigt eller timet? Studierektor Morten Thorning fra The Animation Workshop, som i går præsenterede Danmarks nye tegneserieuddannelse, holder tale i dag på Cool Comics-udstillingen på Gl. Holtegaard i hovedstadsområdet.
Foredraget blev annonceret for et stykke tid siden, og præsenteres som en personlig beretning om “skolens fantastiske historier og viser billedmateriale, som illustrerer den spændende udvikling, der er sket på animationsfeltet”.
Men mon ikke der også bliver tid til at snakke om tegneserieuddannelsen? Det tror vi nok. Foredraget starter klokken 17, og man kan samtidig bese udstillingen, der viser tegneserier af Peter Madsen, Sussi Bech, Stine Spedsbjerg, Daniel Milan, Rikke Villadsen, Søren Mosdal, Johan Krarup, Rikke Bakman og Christian Skovgaard samt animation af elever fra The Animation Workshop.
Tidligere på dagen talte Thomas Thorhauge om tankerne bag uddannelsen i Radio 24syv. Hør det seks minutter lange indslag her, hvor Thorhauge bl.a. forventer at de kommende studerende “sparker dørene op i Paris, New York og Tokyo”.
LINK: Cool Comics på Gl. Holtegaard
Kørselsvejledning