Anmeldelse
Tredje og sidste bind i Olivier Schwartz og Yanns bud på ekstraordinære eventyr med Splint og Co. taber pusten i forhold til forgængerne. Hverken medicinmænd, nazister, feticher, præsidenter eller referencer til Tintin i Congo kan redde en historie, der løber løbsk.
Selvom franskmændene Schwartz og Yann var på udebane, så optrådte de ganske hjemmevant i de to første album af den trilogi, der nu afrundes med De sorte hostiers herre. Første bind, Operation Flagermus, er endda udkommet på lokal Bruxelles-dialekt, og der var næste ikke et øje tørt, da de med udsøgt elegance skildrede Belgiens hovedstad anno 2. verdenskrig. Faktisk er de to første album i særklasse vellykkede på mange områder. Dels kan de nydes alene for Schwartz’ tegninger, specielt af Bruxelles hustage, dels er de både et forsøg på at hylde seriens fortid med Splint som piccolo, der knytter venskab med Kvik, og samtidig fornyr de på væsentlig vis den ramme, der er sat op for et eventyr med Splint og Co. Splint bliver undervejs småalkoholisk på grund af ulykkelig kærlighed, og Kvik er en tidstypisk dandy med mere end ét nærgående pigebekendtskab, ikke noget man ellers har været vant til i den børnevenlige udgave af hovedserien.
Nu rykker Schwartz og Yann dog teltpælene op og sender Splint og Co. til Belgisk Congo, naturligvis med righoldige referencer til en anden klassisk belgisk tegneseriefigurs besøg samme sted for mere end 80 år siden. Således redder en missionær Splint fra en flok træstammer (!), der i påfaldende grad vækker minder om en næsten tilsvarende scene i Tintin i Congo, bare med krokodiller i stedet for træstammer. Fader Lebouc tør endda godt sætte ord på sin opgave, med at kristne de isolerede congolesere, der lever ”afskåret fra deres fædreland… Belgien!”. Godt nok med udråbstegn og tøveprikker, men gad vide om den går igennem censuren i Sverige eller han skal lære dem at addere i stedet, som tilfældet blev med Tintin i Congo? De mange referencer til andre tegneserier, og i De sorte hostiers herre primært til Tintin i Congo, nærmer sig en mellemting mellem veloplagt hyldest og at være distraherende for fortællingen i albummet.
Faktisk er alle tre bind spækket med interteksualitet, det i sig selv kan være en sport at spotte. Hergé-referencerne er utallige i specielt Operation Flagermus, men også i de øvrige bind kan man more sig over små hints undervejs. I De sorte hostiers herre tegner Schwartz stadig som en mand, der giver sig al den nødvendige tid for at levere det bedst mulige resultat i sin retro 80’er atomstil a la Yves Chaland. Alligevel svinger det bare ikke, som det gjorde, da historien foregik i Bruxelles, og det samme gælder desværre manuskriptet.
I det foregående album, Leopardkvinden, dukkede en fetich op i Bruxelles, som Splint og Co. nu skal følge til Afrika, hvor en flok leopardkvinder utålmodigt venter på den. Præsidenten i landet er mere interesseret i at udvikle en atombombe med hjælp fra tyske videnskabsfolk, så han kan sprænge Bruxelles i luften. Så går det over stok og sten med slaver, nazister, congolesere og et par hvide europæere, der skal få det hele til at ende lykkeligt og så tilpas langt fra Tintin i Congo-moralen, som det heldigvis lykkes. Når nu de første to album var så vellykkede, så slår det måske ekstra tungt, når dette ikke kan leve op til dem. Rytmen med tre parallelle historier, der helt konsekvent veksles imellem så skarpt som et barberblad ved sideovergangene, er ikke ret vellykket i sin timing. Uden at afsløre for meget, så slutter De sorte hostiers herre med en melankolsk tone, som bestemt var til stede i de første to album, men først ret brat tages op igen til allersidst i denne omgang, der ellers kort forinden er tæt på at kamme over i slapstick i sammenstød mellem afrikansk magi/overtro og europæisk snusfornuft. Så det bliver desværre ikke et alt for vellykket gensyn med Belgisk Congo, selv om Schwartz tegninger altid er en messe værd.
Som en ekstra lille indvending, så har Cobolt valgt at have forskellig papirkvalitet til de tre album i serien, hvilket forekommer lidt ærgerligt. Man kan måske så diskutere, om Schwartz gør sig bedst på glat (Operation Flagermus og De sorte hostiers herre) eller mat (Leopardkvinden) papir. Personligt foretrækker jeg den matte udgave, der passer godt med retrostilen og indholdet, selv om det glatte omvendt får Schwartz streg til at træde knivskarpt frem. Endelig er De sorte hostiers herre et par millimeter højere end forgængerne, så jeg ikke kan klemme den ind på reolen ved siden af de to andre, hvilket der jo strengt taget ikke er nogen grund til.
Man kan nu gøre status over trilogien som helhed og hylde Schwartz og Yann for at rykke Splint og Co. endegyldigt ud af børneværelset. Det sker primært ved at tage afsæt i 2. verdenskrig i Operation Flagermus, der fx rummer en nedskydning og tilfangetagelse af modstandsfolk på en banegård, noget der førhen ville være uhørt i seriens univers. Jødeudryddelsen berøres også, om end noget mere perifert, selv om nogle selvfølgelig altid vil sætte spørgsmåltegn ved, om man samtidig kan gøre grin med disse begivenheder i en humoristisk serie. Trilogien kunne med andre ord have været et lydefrit højdepunkt i den klassiske series nyere historie, hvis niveauet var holdt. De sorte hostiers herre har gode sunde moraler omkring racer og hudfarver, men taber dem i for høj grad på gulvet med farce og homage til Tintin i Congo.
Del på
