Hej og velkommen til Supersnak med Marvel-Morten & Kim Helt, podcast-serien her på Nummer9.dk.
Så’ det BAT-jul i den gamle batgrotte! Der er pyntet op med julekugler, flagermus med nissehuer og tegneserier. Der er the på kanden og brunkager på bordet. Og Thomas Thorhauge er med som gæst.
Sidste år gennemgik vi THE DARK KNIGHT RETURNS side for side, rude for rude, streg for streg og farveklat for farveklat. I år er turen – selvfølgelig, kunne man næsten sige – kommet til Frank Millers ANDET Bat-mesterværk, YEAR ONE. Alpha til førnævnte Omega, Batmans begyndelse som modsvar til Batmans endeligt.
De to tegneserier har meget til fælles, men de er også vildt forskellige. Det skyldes ikke mindst David Mazzucchelli (hvis samlede tegneserie-output vi podcastede om med Mathias Wivel i sidste afsnit). Hvor Miller er ekspressionistisk og bombastisk, er Mazzucchelli naturalistisk og ofte underspillet.
Ligesom sidste år skyder vi adventskalenderen afsted med analyser af udvalgte sider og scener her på Nummer 9 hver søndag, og ligesom sidste år med en KONKURRENCE! Den foregår på Supersnaks facebookside.
Du kan vinde et eksklusivt tryk af Thomas’ tolkning af Mazzucchellis Batman, superlækkert produceret i kun 25 nummererede og signerede eksemplarer:
(Og skulle du ikke være så heldig at vinde, kan du måske – hvis du skynder dig – nå at købe et tryk af Thomas ved at skrive til th.thorhauge@gmail.com)
Man lad os komme til det: Siderne, de vidunderlige sider. Vi skriftes til at vælge en scene, og denne gang er det Kim, der har valgt:
Kim Helt:
“Det var virkelig ikke nemt at vælge! Jeg overvejede længe den første side, bare fordi Mazzucchelli og Miller så fornemt får præsenteret os for seriens tre hovedpersoner: Byen, Gordon og Bruce Wayne, de sidste tos forhold til byen og deres ens og forskellige måder at tænke på. Så koncist! Så velkomponeret.
Men nej. Ikke den side. Et kort øjeblik overvejede jeg træningssekvensen, som så fint viser, hvordan tiden kondenseres i fortællingen. Men mest af alt var det nok fordi, vi kom til at tale så unødvendigt længe om de små træer, der (ret uvant for YEAR ONE) bryder rudens rammer. Er det med vilje eller en fejl?
Mit tredje bud var Gordons opgør med sin kollega, Flash. Det er action, super lækkert fortalt. Valget endte ikke på den sekvens, men lad os alligevel smugkigge:
Bemærk pistolen, der (meget mere bemærkelsesværdigt end de førnævnte træer) bryder ruden og giver os et perfekt point of view. Og kast et blik på bilerne. Ingen tegner biler som Mazzucchelli. Med så få streger. Præcision.
Men som sagt, nej. Valget endte på første kapitels tre sidste sider. Her er Bruce Wayne hjemvendt fra sin første selvtægtsmission, og det er ikke gået som forventet:
Sportsvognen er ikke parkeret helt, som man vist plejer. Blodspor på jorden. Vi har ikke set sammenstødet, vi må selv forestille os det. Og så begynder den den smukke håndtekst, Waynes indre monolog (eller er det en journal?):
“Far … Jeg er bange for, at jeg måske bliver nødt til at dø i aften.”
Ja, “bliver nødt til”, det står der skisme.
Han er ved at give op. Ved at svigte sit løfte til forældrene. Ved at miste troen på sig selv. Og tålmodigheden. Han har ventet 18 år, forstår vi. Han har fejlet på sin første mission. Fejlet i livet. Hvorfor fortsætte?
Men han behøver ikke at dø. Redningen er lige ved hånden. Hvis han ringer med klokken, kommer Alfred.
Men hvorfor ringe? Hvad nytter det?
.. Og bemærk lyset fra vinduerne, skyggerne på gulvet, på hånden, korset i ansigtet. Det minder (helt med vilje!) om en falshback-sekvens i THE DARK KNIGHT RETURNS, som udkom et par år før YEAR ONE.
Det samme med den følgende side:
Her får vi får Batman-historien, alle kender, oprindelsesøjeblikket, mordet på forældrene. Den forladte dreng i lampens skær. Tomheden i hans øjne. Er det mig, eller er den tomhed krydret med beslutsomhed?
Barndommen dør, missionen begynder.
Sammenlign med den tilsvarende sekvens i THE DARK KNIGHT RETURNS, hvor den “scene” driver en aldrende Bruce Wayne til vanvid. Til kamp igen. Ligesom den gør her. Men hvor DKR er bombastisk, er vi langt længere inde i drengen i YEAR ONE.
Og YEAR ONES allersidste side i første kapitel:
Blikket, det forjagede udtryk i øjnene gentager sig i en nu voksen udgave af Bruce Wayne. Vi er tilbage i værelset. Hvor håbløshed og opgivenhed vendes til fast beslutsomhed. Og et svar fra faderen, FLAGERMUSEN. En indre dæmon, som Wayne vælger at bære på sit ydre fra næste nummer af.
“Ja, far. Jeg skal blive en flagermus”.
Sidste panel: Klokken ringes. Gør den ikke?
… Og så lige til sidst: Sammenlign igen med den tilsvarende sekvens i THE DARK KNIGHT RETURNS:
De to værker er én samlet helhed. Alle andre Batman-historier er, med Mortens ord, “in betweens”. De er kun én slutning. Og én begyndelse. YEAR ONE. Og vi glæder os til at dykke ned i den med dig og med Thomas Thorhauge de kommende fire søndage.
Rigtig god hygge-lytte-jul. Og rigtig god fornøjelse med podcastet.
Husk: Du kan abonnere på podcastet på iTunes, på Soundcloud og Spotify. Du kan følge Supersnak på Facebook og Instagram (hvor vi publicerer en masse STERANKO-popart de næste dage) og finde samtlige afsnit på vores hjemmeside, supersnak.nu.
Og så kan du selvfølgelig høre det her på siden.
Med venlig hilsen
Marvel-Morten
P.S.
Har du set: Supersnak har udgivet en bog! “Fra Moses til Superman” er en lille bog i stil med de populære “Tænkepauser”, den er rigt illustreret af Mark Borello og handler om et af de mest spændende og grundlæggende aspekter ved superheltene.
Og har du set: Kim har skrevet en tegneserie! Den fik Claus Deleuran Prisen for Årets danske debut! Den var nomineret til Pingprisen! Og den kan købes lige her.
Tidligere afsnit af Supersnak:
Tegninger: Mark Borello
