Radio Rackham: Aline Kominsky-Crumb

Reply

Tak for udsendelsen. Jeg synes ikke, Aline Kominsky-Crumb laver “hæslige” og “grimme” tegninger; hun laver først og fremmest sjove tegninger fulde af iagttagelser fra sit liv, som effektivt formidler historierne i fint samspil med teksten. En ledestjerne for tegneserieskabere af alle køn.

Reply

Vi er naturligvis enige, men det er ikke desto mindre den måde hendes stil er blevet beskrevet og fortsat ofte beskrives, inklusive af hende selv, så det er lidt tomatoe tomahto.

Og ja, hun er — eller bør da være — da naturligvis en ledestjerne uanset køn, men hun er nu af snart tre generationer blevet fremhævet som særlig vigtig af navnlig kvindelige skabere.

Reply

Nu er der jo forskel på selvbiografi og autofiktion. Selvbiografien kan ideelt være ærlig. Autofiktionen er pr. definition i blandet en del fiktion. Tak for et interessant podcast med vidende værter og gæster. Jeg synes personligt, at Kominsky-Crumb ikke var nogen ringe tegner. Hun kendte sine begrænsninger og arbejdede ud fra den erkendelse. Jeg har ikke læst noget af det, hun har lavet, og kender kun, stort set, hendes værk fra google. Men jeg kunne, som far til i dag voksne sønner, godt lide at høre om, hvordan hun i sine tegneserier har forholdt sig til bortadoptionen af sit barn. Om hun nogen sinde har prøvet at opsøge sit barn, eller om faderen har…eller om Robert Crumb har prøvet at få hende til det. Jeg ved, at tiden var en anden dengang, og jeg ved, at i USA findes der ikke noget egentligt velfærdssamfund. De fleste penge går jo til det militærindustrielle kompleks i USA. Og her skal kompleks ikke oversættes til den normale psykologiske definition af ordet, hvor det henviser til problemer med selvværd, men i stedet til tilstedeværelsen af en enorm kapitalistisk krigsmaskine. Jeg personligt mener, at uanset hvor fattig man måtte være, må ansvaret for ens egne børn veje allermest.