Tre århusianske skarptegnere dyster på Bispetorv til tonerne af dance-duoen Fagget Fairys.
Når Aarhus Festuge åbner officielt i dag fredag, vil byens Bispetorv lægge brosten til kunst, musik og performances under overskriften “Rebel Town“. Et af indslagene bliver en omgang tegneseriebeats, faktisk en reprise fra sidste efterår, hvor Stine “Stinestregen” Spedtsberg samt Thomas Nøhr og Dan R. Knudsen fra Blækfabrikken tegnede som gale, mens rapper Per Vers spyttede rim. Denne gang er det bare Fagget Fairys, der pisker tegnerne frem med deres dansable (tegneserie)beats og tilføjer aftenen et skær af glimmer og glamour.
Nummer 9 har haft fat i Stine Spedtsberg, der ser frem til igen at krydse pen med Nøhr og Knudsen, som hun i øvrigt slog i kampen om tilskuernes gunst sidste efterår:
– Jeg er med for at udbrede budskabet om den hellige tegneserie som det sejeste medie i universet, og så fordi det er pissehamrende sjovt, fortæller tegneseriebloggeren, der har Komiks.dks ord for, at hun er Danmarks bedste.
– Presset er helt sygt, de andre er alt for dygtige og man tegner så grimt, at tåneglene borer sig ind i rygsøjlen. Men idéerne, der kommer, er så dejligt overraskende, for der er hverken tid til selvcensur eller “kan jeg egentlig tegne Jylland?”, det er bare fremad NU! Og DET er skægt.
Tegneseriebeats-arrangementet løber af stablen tirsdag den 30. august klokken 21 – entréen er gratis.
Billederne her på siden er fra det tilsvarende arrangement sidste november.