En sjælden nyhed i den danske tegneserieverden: 19 dansk-baserede tegnere bliver udgivet på det store amerikanske forlag Image Comics.
Det er de tredjeårs studerende fra Viborgs Grafisk Fortælling uddannelse der er blevet kastet ud i den vilde udfordring. Den amerikanske forfatter Steven T. Seagle (herhjemme især kendt for sin tegnede Superman-memoir “It’s a Bird”, som danske Teddy Kristiansen tegnede) har før undervist de grafiske fortællere i Viborg, og bad specifikt om at vende tilbage i år til denne årgang fordi han havde et særligt projekt til dem: “Get Naked”
Seagle vil gerne udfordre mainstream-tegneseriebranchen ved at udgive det han kalder graphic essays. Og til “Get Naked” har han skrevet 19 personlige essays om nøgenhed. Projektet er således på én gang et skoleprojekt, et forlagseksperiment og et genreeksperiment. Og ja, så handler det om Steven T. Seagle og nøgenhed.
– Det meste af mit liv har jeg haft store reservationer i forhold til at være nøgen. Men jo mere jeg har rejst rundt i verden og har fundet mig selv i ubehagelige situationer, jo mere tydeligt er det blevet for mig, at den her “jeg tager ikke mit tøj af foran andre, medmindre det er for at have sex med dem”-frygt er unik – og ikke på en god måde – for amerikanere. Jeg begyndte at se på nøgenhedens historie og tænke over, hvorfor vi har det her ubehag ved kroppe. Og humoristiske essays syntes at være den rigtige måde at fortælle om det jeg fandt ud af, siger Steven T. Seagle.
For de unge danske tegnere var det en stor ting at bidrage til projektet.
– Det er på mange måder et flersidet eksperiment, vi har fået lov til at være med på. Vi arbejdede hårdt i et par uger (plus selvfølgelig ekstra tid henover sommeren) på at få 19 stk. graphic essays færdige. De er 10-11 sider hver og udfordringen var især at få al Seagles tekst ned på papiret uden at gøre det helt vild tungt. Og nøgenhed. Som skulle portrætteres på en måde, så USA’s censurlove også kunne holde til det. Steve tog virkelig kaptajnrollen og det er altså vildt at se sit navn på en Image-udgivelse! siger Cecilie “Q” Maintz Thorsen, der er en af de 19 tegnere på projektet.
De andre 18 er Emei Olivia Burell, Tina Burholt, Patricia Amalie Eckerle, Christoffer Hammer, Andrada-Aurora Hansen, Rebekka Davidsen Hestbæk, Hope Hjort, Angelica Inigo Jørgensen, Bob Lundgreen Kristiansen, Silja Lin, Sim Mau, Ingvild Marie Methi, Thorbjørn Petersen, Aske Schmidt Rose, Erlend Hjortland Sandøy, Mads Ellegård Skovbakke, Fred Tornager og Thomas Vium.
Get naked udkommer den 7. februar 2018.