Museet på Frederiksberg vil lave digital formidling af tegneseriesamlingen til og af unge.
“Slip taleboblen løs!” hedder et nyt formidlingsprojekt, som Storm P. Museet netop har fået bevilget et sekscifret beløb til fra Kulturstyrelsen. Tanken er, at unge skal lave digitalt formidlingsmateriale til andre unge med hjælp fra bureauet Tripledesign, men meget mere kan museumsdirektør Iben Overgaard ikke afsløre nu. Det ligger i projektets natur, forklarer hun:
– Det er meget åbent, hvordan det endelige resultat bliver. Sammen med Tripledesign vil vi guide og rammesætte de unge efter en indledende proces med slutbrugerne, hvor meget specifikke krav klarlægges. Vi vil i udstrakt grad lytte og arbejde sammen med de unge.
Og hvad sker der med materialet efterfølgende?
– Det bliver del af vores undervisningstilbud og vil ligge frit tilgængeligt på nettet.
Ud over Tripledesign samarbejder Storm P. Museet om Slip taleboblen løs! med Ørestads Gymnasiums innovations- og digitaliseringlinje samt Tre Falke Skolen på Frederiksberg.