Amerikanske Lisa Hanawalt tegner til sin egen blog, til forskellige andre hjemmesider og til tidsskrifter. Blandt andet laver hun filmanmeldelser i tegneserie-form. Et udvalg af hendes tegneserier, illustrationer og anmeldelser er samlet i bogen med titlen “My Dirty Dumb Eyes”.
Jeg har ikke læst Lisa Hanawalts blog. Så hvor bogen for mig var en rigtig god introduktion til Hanawalt og hendes univers og humor, er der sikkert andre, der vil finde det underligt at udgive ting, man faktisk kan læse gratis på nettet.
Jeg tror bestemt heller ikke, bogudgivelser af blogs nødvendigvis er fremtiden, men til gengæld fungerer det faktisk ganske fint i denne bog. Selvom Hanawalts farveholdning synes barnligt cirkusfarveladeagtig, fungerer de mange farver overraskende godt i hendes serier, og det er lækkert at få det gode udvalg i stedet for at hyperlinke sig rundt mellem alskens usorteret skrammel online.
Bogens er først og fremmest sjov. Virkelig sjov. Især når Hanawalt laver sine spøjse anmeldelser/illustrerede noter af og om diverse film, hun har set i biografen. Først er hun blevet slæbt med af en abe-elskende kæreste ind og se “Rise of the Planet of the Apes”. Og da hun selv hader aber for et godt ord, ja, så kommer der nogle ret morsomme spydigheder ud af det. Og en masse tegninger af aber (og James Franco), der kaster med afføring.
Godt nok er Hanawalt ikke fan af aber, men det meste af bogen handler faktisk om dyr … eller, der er i hvert fald dyr over det hele. Især hunde, og naturligvis heste. Hanawalt er nemlig en rigtig hestepige. Derfor har hun naturligvis slæbt sin kæreste med ind og se “War Horse”.
Hendes noter fra filmen er skidesjove, eksempelvis finder hun hen ad vejen ud af interessante ting om heste, såsom; ”If you explain how important something is to a horse, it will understand you and do that thing.” eller ”The other horse just died!! Oh no, i’m crying, shit, shit, i’ve got feelings diarrhea!” Sådan en kølig sarkasme overgiver jeg mig gerne til. Og så er der en tegning af en hest med maskingevær på siden. Totalt bad ass.
Hanawalts humor er særegen og forfriskende anderledes. Det er, som om hun placerer sig behageligt mellem to stole. På den ene side er det blog-agtigt og som sådan semi-selvbiografisk og nærmest en minidagbog. Typisk tegneserie-blog-kvinder!
Omvendt er det fyldt med gakkede og surrealistiske striber, der nok bedst kan beskrives som på alle måder farverige – lidt som man finder dem hos åndsfællen Michael Kupperman. Den æstetiske sans og den sarkastiske distance er taget med over i dét, der kun lugter svagt af selvbiografi, men uden at miste det yderst personlige præg.
Dette er vel og mærke, når det går godt for Hanawalt. For selvom jeg ikke betvivler, at hun altid er både ærlig, morsom, æstetisk velovervejet og distanceret på én gang, er det altså ikke altid, jeg som læser kan fange det sjove og fede ved tegningerne. Til tider virker det, som om det er lavet til en lille gruppe indviede.
Alt i alt er det en glimrende bog, som er et eksempel på, hvordan den gode, gamle, fysiske forlagsbranche stadig har visse fordele over for blogosfæren, når det kommer til målretning, tilpasning og ‘kill your darlings’. Og så er den nemmere at tage med på toilettet end min gamle Acer-computer!
Karakter: 3/5
Værkets Titel: My dirty dumb eyes
Forlag: Drawn and Quarterly
Forfatter/tegner: Lisa Hanawalt
Farve og form: farve flexicover (!)
Sidetal: 120
Pris: $22.95
ISBN: 9781770461161
Aktuelt udgivelsesår: 2013
Aktuelt udgivelsesland: USA