En tegneseriefestival skal både inspirere og fordre eftertanke
Den første weekend i juni var to helt igennem fantastiske dage – Copenhagen Comics var på mange måder alt det, en festival skal være, når både mediet og publikum skal tages seriøst. Festivalen var for mig en fremragende lejlighed til at få hilst på en masse mennesker, som jeg alt for sjældent har lejlighed til at møde ude i den der virkelighed. Men nok så vigtigt var det to dage, der satte gnist til nogle tanker og overvejelser omkring tegneseriemediet.
Strøtanker, der blev sat i gang delvist i kraft af min rolle som ordstyrer for panelet Tegneseriens digitale nutid og dels som paneldeltager i Dette er ikke en tegneserie! De to paneler havde nogle klare overlap og pegede i fællesskab mod tendenser og brudflader i tegneseriemediet, som fortjener nærmere overvejelser og debat.
Et af elementerne ved Tegneseriens digitale nutid er hele overvejelsen om det digitale format kontra det traditionelle trykte – både i forhold til, om papir og tryksværte er uddøende racer, men også om det digitale format giver nye eller andre muligheder. Det er en af de der debatter, som nemt berører en masse eksponerede nerveender og flår i benene på personlige kæpheste, men det er også en debat, der burde sætte krav til faktuel viden om tryk, distribution, markedsføring, virale fænomener, sociale medier og teknik/teknologi.
Jeg tror, at det er alt for tidligt at kalde det trykte medie for dødt – specielt i forhold til tegneserier. Der er en række elementer i selve mediets udtryksform såvel grafisk som fortællemæssigt, som i meget høj grad beror på det trykte medie – tegneserier befinder sig godt i trykt form. Ikke dermed sagt, at mediet ikke kan fungere i digital form på tablets eller websider, for det er der adskillige beviser på, at det kan.
Men jeg elsker virkelig det trykte format, fornemmelsen af papiret, indbindingen, sidernes lyd og overflade samt det altid tilfredsstillende blik mod reolerne i mit hjemmekontor, der bugner af tegneseriealbummer. En del af den trykte tegneseries problem med at sælge er ikke, at tiden er løbet fra den fysiske tegneserie, men at flere generationer af potentielle læsere/købere er blevet tabt. Det er så en tillægsdebat, som indeholder en pokkers masse beskyldninger, ansvarsfralæggelse og usagte sandheder, der kun synes at titte frem over fadøl og aldrig på tryk eller officielt.
Det interessante ved det digitale medie, bredt forstået som både web og tablets, er, at det i hovedparten blot er en ny måde at distribuere tegneserier på. Selvfølgelig er serieskaberen på fx en webside ikke bundet af den fysiske sides format, men det er i mine øjne en uinteressant detalje – at en tegneserie tegnes og fortælles i baner, er hverken nyt eller nødvendigvis godt.
Men det digitale er en anden måde at distribuere på, hvad end det sker gennem Danske Tegneserieskaberes App eller via en webside eller blog, og det er specielt i sidstnævnte tilfælde en mulighed for at få et langt tættere forhold til sine læsere. De kan kommentere, dele, rose og rise serierne, og på den måde er der også for serieskaberen potentielt adgang til en meget dedikeret fanskare, som gerne lægger en indsats for at hjælpe serieskaberen videre til nye læsere.
Det er i samme åndedrag værd at overveje, om tegneserier i digital form skal benytte sig af muligheden for animationer, hyperlinks, video, interaktivitet med videre. Et spørgsmål, der igen leder over i helt nye diskussioner om, hvornår det så ophører med at være en tegneserie og bliver til noget ganske andet.
En af udfordringerne, uanset om vi taler om trykte tegneserier, apps eller blogs, er økonomien – der er ikke penge i at lave tegneserier, og den mangel på økonomisk fundament er en hæmsko for tegneserien i Danmark. En problematik, der så igen rører ved en anden problemstilling, som stak næsen frem i panelet Dette er ikke en tegneserie!
Er danske tegneserieskabere bange for at se deres tegneserier som et produkt? Når der nu ikke er overvældende økonomi i skidtet, skal serieskaberen så i stedet bestige bjerget KUNST og sidde deroppe og lave sine serier? Tegneserier kan absolut være kunst, de kan også være tænkt som kunst, og de kan endda udfordre selve grænserne for, hvad en tegneserie er – men ligesom med de selv mest dødssyge samlebåndserier mener jeg, at en tegneserie skal holde sig én ting for øje: Modtageren.
Når en tegneserie pludselig har en modtager, forvandles “kunsten” til et produkt. Uanset om en tegneserie i sit udgangspunkt er tænkt kommercielt eller langt mere snævert, er det nemlig en interessant øvelse at se på det færdige resultat som et produkt – som en vare. For undertegnede er øvelsen et kynisk værktøj til brug for at skrive anmeldelser med videre, men det er også nyttigt i forhold til en række af de andre elementer forbundet med udgivelsen af en tegneserie – hvad end det er analogt eller digitalt.
Tegneserien som produkt er pludselig fritaget for følelser, og på den måde kan det blive nemmere at fokusere på elementer som målgruppe, oplag, pris, markedsføring og ikke mindst videreudnyttelse. Det er øvelse, der i mine øjne gør det helt o.k. at have lavet en tegneserie om en lilla lort, hvis serieskaberen blot via fx produkttanken kan skabe distance nok til sit hjertebarn og dermed indse, at målgruppen muligvis er meget lille. Men måske også i samme proces opdager, at der er muligheder for at videreudnytte eller -udvikle produktet.
Mine strøtanker i kølvandet på Copenhagen Comics stikker i mange retninger på én gang, uden at være hverken åbenbaringer eller endegyldige sandheder. Og der er en række andre ting, jeg lige så vel kunne have taget fat på, lige fra overfloden af nyudgivelser, der nærmest stod i vejen for hinanden til den kræmmermarkedsstemmning/mentalitet, der syntes at præge alt for mange stande på festivalen. Men det kan vente, indtil næste Copenhagen Comics er i planlægningsfasen. Indtil da bør vi som branche fokusere på selve tegneseriemediet, dets fremtid og på produktionen af gode produkter.
