Waltherys serie om den veldrejede stewardesse Natacha og Roger Leloups fortællinger om den japanske ingeniør Yoko Tsuno har begge adskillige årtier på bagen og er noget nær det tætteste, man kommer egentlig levende dinosaurer i tegneseriens verden.
De er begge to aktuelle med nye udgivelser – for Natachas vedkommende nummer 20 og for Yoko Tsunos den 26. af slagsen.
Og selvom det stadig kan gibbe lidt ukontrollabelt i de pavlovske nostalgimuskler, hver gang man sidder med et nyt eventyr om de to “gamle” damer i hænderne, er der efterhånden ikke meget tilbage af suset fra 70’erne.
Ikke at de egentlig er blevet meget værre, de er bare ældet og muteret og hver på sin måde.
Nyeste skud på Leloups Tsuno-træ hedder “Ametystens Forbandelse”. Vores heltinde flyver (naturligvis) efter en ferie i Rusland til det tågede skotske højland sammen med veninden Emilia. Her i Emilias afdøde grandtante Glorias forladte hjem finder de en gammel videnskabsmand, der har bygget en tidsmaskine i huset, og som har tænkt sig at bruge den til at redde Gloria, der døde af tuberkulose tilbage i 30’erne. Han overtaler de to piger til at tage en tur tilbage i tiden for at hjælpe ham med den kringlede redningsaktion, men de finder snart ud af, at videnskabsmanden ikke kun er drevet af kærlighed til den brystsyge grandtante.
Fortællingen i “Ametystens Forbandelse” fejler egentlig ikke noget. Det er tøse-sci-fi fra samme støbeske som de andre album i serien, der ikke bevæger sig til fjerne solsystemer eller ind i jordens indre, men i stedet holder sig til mere “jordbundne” tekno-løjer. Det er et miks af pusseløjerlig tøsesnak og UFATTELIGE mængder mekanik, teknik, elektronik, aviatik og alt andet “tik” der måtte hidrøre ting, der bevæger sig eller fungerer ved hjælp af strøm eller tandhjul.
Roger Leloups altopslugende interesse for teknik har siden seriens allertidligste dage været omdrejningspunkt for Yoko Tsuno-universet, men det er som om, det med årene er blevet mere mani end fortællemæssig nødvendighed. I Ametystens Forbandelse får den snart 80-årige Leloup afløb for sin glæde ved flyvemaskiner fra 30’erne og det i en grad, så man næsten føler, at missionen med albummet har været at få så mange Tiger Moth, Junkers 52, Sukhoier, De Havilland’er, HP 22’ere og guderne må vide hvor mange andre bi- og monoplaner ind på de 48 sider.
Der er mere teknikfetichisme over dette 26. Yoko Tsuno-album end egentlig spændende tegneseriefortælling.
Waltherys 20. opus om den blonde stewardesse Natacha, Atol 66, er også et godt stykke vej fra seriens komiske men stramt komponerede albummer tilbage i start-halvfjerdserne.
Natacha lader efter en middag i ambassadekvarteret sit gode hjerte løb af med sig og lover værtens kammertjener at overbringe hans søn en – umiddelbart – helt uskyldig pakke. Sønnen befinder sig på atollen Thia Thia, som Natacha sammen med resten af mandskabet fra flyselskabet BARDAF er på vej til. Men turen går langt fra, som de havde regnet med. Glødende rester fra en forulykket satellit falder gennem atmosfæren og rammer en af flyets motorer, og efter en voldsom nødlanding på Thia Thia bliver Natacha kidnappet af rigmanden Horace Moutons håndlangere, der gerne vil have snitterne i den ellers så uskyldige lille pakke. Walter, der har slået pjaltene sammen med den lokale skønhed Teha, må trække på hele sit kejtede arsenal af mod og dumdristighed for at komme sin veninde til undsætning.
Atol 66 fungerer såmænd helt ok, ligesom de seneste album i serien også har gjort det, men hvor de tidligste fem-seks bind havde en rigtigt “slow burn” thriller-atmosfære over sig, hvor historien trods den højtgearede komik langsomt foldede sig ud, er det som om, Walthery og medtegner Di Sano og fortæller D’Artet BARE skal have afviklet deres historie i et rasende tempo, og at de sammen med tegningerne nærmest halser af sted uden de temposkift, der tidligere varetog seriens store forcer og løftede sig over blandt andet ovennævnte Yoko Tsuno.
Men hvad værre næsten er, så har albummet en em af onkel-humor-hyggeprojekt over sig. Der er et utal af asterisk-mærkede krydsreferencer til ikke bare tidligere album i serien men også til andre serier og ikke mindst til alle de små hva-så-fangede-I-den-lille-hentydning-til-en-andens-værker. Det er med til i et jævnt hakkende tempo at bryde fortællerytmen, og man sidder med en fornemmelse af at de tre mænd bag albummet mest af alt har lavet det for deres egen og deres små hilsner til andres skyld og ikke, fordi de sådan egentlig har en sjov historie, de gerne ville af med.
Så er der den allestedsnærværende tøhø-humor i tegningerne. Natacha-serien har alle dage spillet kavalergang-trumfkortet godt men tæt ind til kroppen. De dage er for længst ovre. De sidste nogen-og-tyve år er Walthery gået all-in med ben, bare maver og let tildækkede boobs, og fred være med det, men det er efterhånden ved at være så tydeligt og omtrent ligeså manisk serveret som Leloups teknik-fetichisme i Yoko Tsuno. I Atol 66 får vi sågar en halvsides sekvens hvor Natacha ligger på maven i lavt vand med røven stikkende op af bølgen blå – et billede, der er set en håndfuld gange i seriens løb og som den opmærksomme læser vil kunne huske som et af Waltherys yndlingsmotiver, når han på tegneseriemesser har tegnet fan-tegninger.
Til gengæld må man rose de tre herrer for allerede at tone rent flag på omslagets underside, hvor man kan se dem sidde på hver sin barstol med drinks i hænderne og pege vellystent på seriens hovedperson.
Karakter: 2/5
Forfatter/tegner: Roger Leloup
Titel: Yoko Tsuno 26: “Ametystens Forbandelse”
Forlag: Cobolt
Oversættelse: Anne Vibeke Mortensen
Form: 48 sider i farver, 148 kr., Cobolt
ISBN: 978-87-7085-502-0
Karakter: 2/5
Tegnere: Walthéry / Di Sano
Forfatter: D’Artet
Titel: Natacha 20: “Atol 66”
Forlag: Cobolt
Oversættelse: Per Vadmand
Form: 48 sider i farver, 148 kr., Cobolt
ISBN: 978-87-7085-504-4
