Endnu engang uddeler Danske Tegneserieskabere rejselegater til danske tegneserieskabere. Denne gang i forbindelse med tegneseriefestivalen i München.
Tidligere på året sendte foreningen Danske Tegneserieskabere en række danske tegneserieskabere til festival i Erlangen. Nu er der atter åbnet for kassen, men denne gang går turen til München. Der er plads til ti heldige, og det er IKKE et krav, at være medlem af foreningen. Så alle kan sende ansøgninger ind.
Festivalen finder sted den 25.-28. maj 2017, og besøgstallet er ca. 12.000 i løbet af de fire dage ligesom der vil være branchefolk og forlag tilstede på festivalen.
Så frem med tegnetuschen og ansøgningslysten. Danske Tegneserieskaberes hjemmeside har mere information om, hvordan du søger om rejselegatet. Ansøgningsfrist er torsdag den 1. december.
En af de udsendte til festivalen Erlangen var Anders Brønserud, og han kom hjem med en tegneseriedagbog, der blev publiceret her på Nummer9.