For et par måneder siden kunne vi her på Nummer 9 fortælle, at Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation havde bevilliget næsten en million kroner til oprettelse af et nordisk netværk for tegneserieforskning.
Netværket, der har fået navnet Nordic Network for Comics Research (NNCORE), er nu så småt ved at komme op og køre. Netværket har således fået sin egen hjemmeside og har desuden udsendt sit første nyhedsbrev. Her kan man bl.a. læse om NNCOREs målsætninger og forskningsfokus, finde ud af hvordan man bliver medlem af netværket, og finde kontaktadresser på medlemmerne af NNCOREs styregruppe.
Af nyhedsbrevet fremgår det desuden, at NNCORE afholder sit første officielle møde på Syddansk Universitet i Odense den 27.-29. oktober 2011:
– Det vil være første gang NNCOREs medlemmer mødes og diskuterer planer, ideer og interesser. Vi lægger ud med en paneldiskussion om fremtidsmulighederne for tegneserieforskning, hvor tre af netværkets seks Advisory Board-medlemmer deltager, nemlig Bart Beaty, Professor ved University of Calgary i Canada, Ann Miller, Research Fellow ved University of Leicester, UK, og Roger Sabin fra University of the Arts, Central St. Martin’s, London, UK. De temagrupper der beskrives nedenfor vil diskutere deres fremtidsplaner og præsentere dem for netværket ved mødet. Vi har derudover inviteret repræsentanter for de to store eksisterende tegneserieforskningsnetværker, IBDS (UK) og ComFor (Tyskland) til en diskussion af NNCOREs langtidsplaner og sådan at vi kan trække på deres netværkserfaringer.
– Mødet er også åbent for personer som ikke er medlem af NNCORE, men interesserede i tegneserieforskning på den ene eller den anden vis. Studerende som skriver speciale eller lignende om tegneserier er særligt velkomne. Der er ikke noget deltagergebyr, men tilmelding senest 1. oktober er nødvendig for at kunne deltage. Kontakt Anne Magnussen (magnussen@hist.sdu.dk) vedrørende yderligere information og/eller tilmelding.
Læs mere om netværket her eller på NNCOREs hjemmeside: www.sdu.dk/nncore