Moebius er død

Reply

Øv, øv, øv!

Ingen ord dækker hvor trist og ked jeg er ved den nyhed.

Må han hvile i fred og tusind tak for alle tegningerne!

Reply

Er rystet, Moebius var stadig “still going strong”, og havde mange spændende ting på tegnebordet.
Må så håbe de danske forlag endelig vil udgive lidt mere med denne fantastiske tegneserie kunstner.
Ham vil sandelig savne!

Reply

At finde og læse “Inkalen” på mit lokale bibliotek da jeg var dreng, midt i en sump af Asterix og Lucky Luke, det var bevidsthedsudvidende.
Farvel til Møbius.

Reply

Moebius-værkerne gjorde aldrig noget for mig personligt, men Jean Giraud var indlysende en af de største, om ikke den største nulevende tegneserietegner. At skulle udelade “nulevende” om netop ham, får én selv til pludselig at føle sig meget dødelig, synes jeg:-(

Reply

Var han størst som Moebius eller som Jean Giraud? Jeg fornemmer allerede en lurende, aggressiv, bitter diskussion fuld af perfiditeter, fornærmelser og smålighed 😉

Reply

Han var rock solid international virtuos topklasse klassicisme som Giraud, men var stuuur stuuur og original tegneseriekunstner som Møbbe. Det er jo kombinationen, der er fascinerende, men Moebius er mere spændende end Giraud, amen. 🙂

Af hans senere værker vil jeg helst læse Le chasseur déprime, den skøre fortsættelse på den Hermetiske garage.

Reply

For en gangs skyld er jeg ikke game på en perfid stridighed. Jeg kan sagtens se betydningen af og ekvilibrismen i Moebius-værket, selv om det ikke følelsesmæssigt er involverende lige for mig. Jodorowsky kommer jeg til gengæld aldrig helt til at forstå, hvad all the fuzz handlede om.

Reply

Det utrolige ved Giraud/Moebius er jo at han nærmeste var et geni under begge navne.

At nogen fortrækker den ene frem for den anden er vel ok.

Så den med de bittere diskussioner fulde af perfiditeter, fornærmelser og smålighed køber jeg ikke…

Håber i hvert fald at hans åbenlyse talent, både som Gir og Moebius, sætter en stopper for sådan en diskussion længe før den kan opstå.

Reply

Det dobbelt tragiske med “Le chasseur déprime” er, at det er en form for testamente, der handler om Moebius selv, og at hans hustru ikke vil have albummet udgivet mere. Der findes kun den franske førsteudgave, og den er praktisk taget uopdrivelig. Hustruen har fungeret som hans utilnærmelige og afvisende agent, hvilket i sig selv er en trist historie sammen med den sørgelige meddelelse om Moebius’ død.

Det album bliver således en mytologisk udgivelse, ligesom han selvfølgelig selv er mytologisk. Der mangler i høj grad en ordentlig biografi af ikke mindst Moebius, men mon ikke der trods alt kommer adskillige snart. Han var både en stor kunstner og havde tilbøjeligheder til at have en stor kunstners krukkerier. Da han besøgte København og trådte ud af lufthavnen i Kastrup, var hans første replik: “Her er koldt. Kør mig til en handskeforretning”. Allerede på forhånd havde han givet bulletiner om, hvilke specifikke former for drikkevarer og frugter, der skulle være tilgængelig på hans hotelværelse, og hvad der IKKE måtte forefindes. Man tilgav ham naturligvis det hele. Han VAR jo en rockstjerne.

Og ikke uden humor, hvilket måske er et lidt overset element i en del af Moebius-værkerne. Efter hvad det oplyses, drev han indtil for få uger siden da også en del gæk med sygeplejerskerne på hospitalet.

Nu må man bare glæde sig over alt det, han har givet, og ønske ham god videre fart. Muligvis er han foreløbig bare taget til Tahiti.

Reply

Det’ sgu da en GOD historie, Carsten – altså den med la dernier album, som vi IKKE får at se. Som du siger, netop mytologisk og dermed nok langt bedre som eftermæle end det faktiske indhold. (Det er vel ret sjældent, at kunstnere laver deres bedste værker i så høj en alder.) Endda et eftermæle, der direkte har med tegneserier at gøre. God slutning!

Reply

Jeg kan lide tegneren som både Giraud og Moebius. Et album som “Brækket Næse” burde nydes i seriebladsudgave. Jeg læste historien første gang i det tyske “Zack”, og jeg lover jer…farver og streg gik op i en højere enhed, som slet ikke kan genfindes i det danske album. Jeg husker, at da jeg første gang fik “Den Kåde Kyk” og “Den Hermetiske Garage” i hånden, flyttede min idé om, hvad en tegneserie kunne gøre sig temmeligt drastisk. Siden da var Giraud/Moebius for mig noget helt særligt!

Reply

Giraud var bare en stor kunstner, uanset om vi taler om Gir eller Moeb. For mig var han ganske enkelt den største. Og handler vel mere om om man kan lide selve historien.
Jeg har samlet alt hvad jeg har kunnet opdrive igennem årene af Gir/Moeb, på dansk, fransk, tysk og engelsk. Det tragiske i det er så at jeg ikke forstår fransk.
Og jeg ser ham sandelig også som en stor humorist.
“La chasseur déprime” har jeg stående, og hvis man går ind på hans officielle webside: moebius.fr, kan den muligvis stadig købes der.
Udover hvad Faraos kommer med af Moebius håber jeg som sagt på mere på dansk.

Reply

BBC’s 1 times “Moebius Redux” doku er tiblage online: http://vimeo.com/38272217

Reply

Det er en skideskæg film, kan totalt anbefales, også selvom den har nogle lidt tacky effekter. Superfede betragtninger fra Druillet og Jodorowsky (hvis hånlighed overfor Moebius er gennemvædet af jalousi), og Stan Lee er jo altid skæg. Moebius’ egen genfortælling af hans kiksede forsøg på at starte en kult på Tahiti, med ham selv som profet, er alle pengene værd.

Jeg er i øvrigt helt enig i Mochael Lorenz første linje ovenfor.

Reply

Og tak til Carsten for anekdoterne. En ven sagde at skurken i Chasseur Deprimé sandsynligvis netop er fru Giraud, hvilket måske kan forklare hendes iver efter at lukke og slukke den bog. Megabittert for os andre, men godt for Hergés enke, Fanny Rodwell, der nu ikke er tegneseriekulturens eneste Lady Macbeth…. 🙂

Reply

Og nåja, så vidt jeg husker giver Jodorowsky fru Moebius et ordentligt skud fra hoften i filmen…

Reply

Kult-anekdoterne manglede tilsyneladende, jeg sad lige og genså den. Mærkeligt. Mon de er blevet censureret ud eller noget? Jeg kan da også huske at de var der. Eller har der været en anden film?

Reply

Og “Inkalen” var nok noget nær mit første møde med ‘transcendental’ kunst, eller hvad man skal kalde det, da jeg var 11-12 år gammel. Inkalen var en monumental irrationel farveeksplosion, når man var vokset op i et ugudeligt 1970er arbejder-hjem hvor der kun blev læst socialrealistisk litteratur.

Siden er David Lynch og Picasso og Miró og Bergman og Bob Dylan og Mark E. Smith og Alan Moore og Leonard Cohen og en masse andre beslægtede kunstnere kommet til i mit indre univers, men inkalen var der først.

Reply

(ok, “Tintin i Tibet” var nok mit ALLERførste møde med transcendental kunst)

Reply

Anekdoten om dengang, han var inviteret til tegneseriefestival i Helsingfors, men endte i Helsingborg, bør naturligvis også nævnes 🙂

Og til Michael Lorenz: Du må hellere vogte over dit eksemplar af Le chasseur déprime. Ganske vist står den på den officielle hjemmeside til 18 euro, men forsøger man at købe den, får man at vide, at den er udsolgt. Der er lige nu to brugte eksemplarer på Amazon.fr, det ene til 69 euro og det andet til 167 euro. Og det er kun godt og vel tre år siden, den udkom…