Tegneseriegiganten Marvel har længe arbejdet på at få flere minoriteter repræsenteret i deres superhelteunivers, og det er begyndt at smitte af på branchen. Måske er Marvel derfor blevet klar til at tage næste skridt, da de nu er begyndt at rekruttere flere tegnere og forfatteren ud fra samme diversitetsprincipper.
I april overtog den sorte forfatter og debattør Ta-Nehisi Coates titlen Black Panther for Marvel. Det har været en kæmpe salgssucces med 300.000 solgte eksemplarer i USA den første måned med Coates titlen. Nu får han følge af den sorte feminist Roxane Gay, forfatteren bag bestselleren Bad Feminist og lektor på Purdue University. Hun skal sammen med Coates skrive Black Panther: World of Wakanda, der vil handle om parret Ayo og Aneka – to kvindelige elskere, der tidligere var medlemmer af Black Panthers sikkerhedsstyrke Dora Milaje.
– Det er det mest bizarre jeg nogensinde har gjort, og det mener jeg på den bedst mulige måde, forklarer Gay til New York Times. Muligheden for at skrive sorte queer-kvinder ind i Marvel-universet – det kan man jo ikke sige nej til.
Hun lover masser af action i sin første historie, men også intimitet.
– Jeg elsker at fokusere på kvinder, der er stærke nok til at kæmpe, men også kærlige nok til at elske, forklarer Gay.
Selvom Marvel de sidste par år har kæmpet for at få diversitet ind i deres superhelteunivers, er det først for nyligt, de er begyndt at rekruttere skribenter og tegnere ud fra samme kriterier. Det har fans tidligere kommenteret på, bl.a. da hvide Brian Michael Bendis overtog Iron Man for at arbejde med den nye kvindelige, sorte Iron Man, Riri (læs mere her).
Marvels succesfulde implementering har inspireret mange andre i branchen til at følge efter. Fx har det nystiftede tegneserieforlag Aftershock valgt at basere sine udgivelser og ansættelser på bestemte diversitetskriterier. Grundlæggeren Mike Marts er da også tidligere direktør fra Marvel.
Et af AfterShocks nyere satsninger er serien Alters med karakteren Chalice i hovedrollen – verdens første transkønnede superhelt.
Alters er skrevet af Paul Jenkins, der er kendt fra Marvels titler såsom Inhumans, The Incredible Hulk, og ikke mindst den berømte og berygtede ark om Wolverines fortid: Wolverine: Origins. Fordi Jenkins ikke selv er transkønnet, har han været meget opmærksom på sin portrættering af Chalice, forklarer han til The Guardian:
– Jeg sendte mit manus til mindst tre transpersoner hver gang for at være sikker på, at jeg ikke skrev noget forkert, og at jeg ramte en tone, der var realistisk. Det hjalp meget, at vores farvelægger, Tamra Bonvillian, er en transkvinde.
Superheltetegneserien, der ellers er kendt for at være ”a white man’s game”, er pludselig ved at være et forgangsmedie for diversitet og inklusion.