Det cubanske efterår udkommer på onsdag d. 17. august på forlaget Fahrenheit. Det betyder dels et gensyn med afdøde journalist og forfatter Jan Stage (1937-2003), der er hovedperson i tegneserien og Morten Hesseldahl og Henrik Rehr, der for første gang i 20 år har et nyt fælles projekt klar.
Nummer9 har interviewet forfatter Morten Hesseldahl (MH) og tegner Henrik Rehr (HR) over mail for at høre nærmere om tegneserien, som forlaget Fahrenheit beskriver således:
Forfatteren og journalisten Jan Stage (1937-2003) var især kendt for sine reportager fra Latinamerika og politiske thrillere. Hans arbejdsmetoder var kontroversielle, og i efteråret 2014 blev det påstået, at han i 1971 deltog i en terroraktion i Vesttyskland mod den bolivianske generalkonsul, som angiveligt stod bag drabet på den legendariske revolutionære Che Guevara.
Men måske var Jan Stage endnu mere involveret i mysteriet om Che Guevaras død, end offentligheden hidtil har kendt til. Dette spinder Morten Hesseldahl og Henrik Rehr en biografisk thriller om i ”Det cubansk efterår”.
Morten Hesseldahl, der kendte Jan Stage personligt, er direktør for Det Kongelige Teater, har tidligere været direktør for både forlag og aviser og er aktiv skønlitterær forfatter. Desuden stammer han fra Odense, hvor han sammen med Henrik Rehr havde tegneseriebutikken Den blå bil. Tegner Henrik Rehr, der nu er bosat i New York, har senest fået roser for Gavrilo Princip om ‘manden der udløste første verdenskrig’, men er derudover kendt for alt fra graphic novels til Basserne og Rasmus Klump.
Morten, hvad har været vigtigst, da du planlagde en tegneserie om Jan Stage: at det blev en sand historie – eller at det blev en underholdende historie?
MH: Det vigtigste var at få lavet så sand en historie om Jan som overhovedet mulig. Det har betydet, at vi her og der har måtte arrangere lidt på virkeligheden for at få sandheden om Jan så tydelig frem, som det lod sig gøre. Der er jo tale om fiktion – ’frit efter virkeligheden’ – men det er også der, at de største sandheder bliver fortalt!
Det cubanske efterår lægger ud med at gengive beskyldningerne mod Stage for at pynte på sandheden – hvorfor var det vigtigt at få med?
MH: At arrangere virkeligheden var en del af Jans journalistiske metode, der derfor også tit lå tættere på essaystik end på traditionel journalistik. Dermed fik han lavet nogle helt fantastiske reportager, der ofte kom sandheden meget tættere end ved såkaldt ’objektiv journalistik’. Jeg er glad for, at ikke alle journalister går til opgaven som Jan, men jeg er omvendt utrolig glad for, at han gjorde, som han gjorde. Det fik formidlet nogle sammenhænge, følelser og situationer, som traditionel journalistik ikke kommer bare i nærheden af. Det samme gjorde Hemingway i øvrigt.
Henrik, for en udenforstående kan Det cubanske efterår ligne Morten Hesseldahls projekt med dig som tegner, er det en forkert opfattelse?
HR: I hvert fald som jeg ser det. Min opfattelse har klart været at det her var et fælles projekt. Som altid, når jeg har arbejdet sammen med Morten, har det involveret en del feedback frem og tilbage, både på historien og tegningerne. Morten er en fremragende samarbejdspartner i den forstand at han forstår at give kritik og forslag, men samtidig giver plads til at hans partner(e) i et projekt selv kan udtrykke sig. Det bunder nok i hans mange års erfaring som redaktør, men under alle omstændigheder er det en stor kvalitet.
Hvad har dit eget forhold/kendskab til Jan Stage været inden arbejdet på tegneserien?
HR: Ikke meget andet end at jeg vidste, hvem han var. Jeg har aldrig mødt Stage, og har i Det Cubanske Efterår i udpræget grad betragtet ham som en aktør i en historie.
Tegneserien dækker de fleste år af Jan Stages liv, men med absolut fokus på årene i Cuba og de efterdønninger, de trak efter sig. Hvorfor blev det netop denne periode af hans liv?
MH: Ambitionen var at fortælle om en idealist, der selv bliver ædt af den revolution, han besluttede sig for at fremme. Episoderne på Cuba, i Bolivia og Hamborg var alle fuldstændig definerende for ham. Og dertil ret ekstraordinære.
Var det nogensinde inde i billedet at lave det til en længere tegneserie i flere bind, der er jo masser af stof i Jan Stages liv?
MH: Nej, fokus lå klar fra starten. Det var revolutionens fortabte søn, vi havde i sigte. Hvis man vil have mere Stage, kan jeg varmt anbefale hans erindringsbog, ’Og ham der slår på tromme…’
I romanen Ernestos hænder fra 2014 valgte du at sløre personerne en smule, samtidig med det var helt oplagt, hvem det handlede om. I Det cubanske efterår er det hele lagt åbent frem. Hvad har ændret sig i mellemtiden?
MH: I ’Ernestos hænder’ var Stage-sporet indlagt i en anden og meget mere udfoldet, fiktiv handling. Derfor valgte jeg, at omdøbe figuren, fordi jeg følte, at det ellers ville forstyrre krimiplottet og de øvrige spor.
Det cubanske efterår rister nærmest en rune over Jan Stage og hans rolle i begivenhederne omkring drabene på Che Guevara og Quintanilla. Tror du, vi har hørt det sidste til hans rolle i den sag nu?
MH: Nej, jeg tror ikke, det sidste er sagt i den sag, men jeg ville her meget gerne være med til at riste en rune over en god ven og uofficiel danmarksmester i disciplinen at træffe fatale beslutninger for sit liv.
Du indgår selv som person i rammefortællingen, havde du nogle skrupler ved det?
MH: Det var Henriks idé. Jeg gør altid, hvad Henrik siger. Jeg føler mig i meget trygge hænder.
HR: Det var for at understrege at Det Cubanske Efterår ikke er en Jan Stage biografi i traditionel betydning, men Mortens genfortælling af begivenheder, Jan selv har fortalt ham. En slags andenhånds selvbiografi om man vil.
Morten, du har holdt en længere pause fra tegneserierne, så var der nogen speciel grund til, at du nu er vendt tilbage til denne fortælleform i stedet for at skrive endnu en roman?
MH: I slutningen af firserne blev det pludselig vanskeligt af få udgivet tegneserier i Danmark, så efter nogle år, hvor jeg bare sad og kiggede ind i væggen, begyndte jeg i stedet at skrive romaner. Kærligheden til tegneserier har dog været der hele tiden, så da jeg under en meget lang gåtur i Central Park fortalte Henrik om Stage, og Henrik prompte foreslog, at lige dén historie skulle vi arbejde sammen om, så slog jeg til. Hvem ville ikke?
Jeres samarbejde og bekendtskab går langt tilbage. Mest kendt i offentligheden er nok ’Danmark besat’, som I lavede sammen med Niels Roland. Hvorfor skulle der gå 20 år før jeres næste fælles projekt?
HR: Måske har Morten en bedre forklaring, men jeg kan ikke komme på andet end at vi må ha’ haft travl med andre ting.
MH: Dels var der jo det med de forandrede vilkår for tegneserier i firserne, og så tror jeg simpelt hen bare, at livet tog os. Henrik syntes, at han ville arbejde og stifte familie i New York, og jeg havde også forskellige andre sager kørende. Men nu var der pludselig hul igennem, og det har været fedt!
Hvordan har samarbejdet mellem jer været? Har MH stået 100 % for manuskriptet og HR 100 % for layout og tegninger?
HR: Bortset fra en del feedback fra os begge, så ja. Stort set.
MH: Nu kan man ikke rigtig samarbejde med Henrik, uden han 100% sikkert har meninger om det ene og det andet, så det har naturligvis påvirket manuskriptet. Henrik har til gengæld venligt – men nu også ganske bestemt – afslået mine tilbud om hjælp til layout og tegninger.
Henrik, din sidste udgivelse, Gavrilo Princip 2014, som du lavede alene, fik generelt en overvældende positiv modtagelse og blev blandt andet nomineret til DR romanprisen. Hvorfor valgte du ikke at ’ride videre på bølgen’ og fortsætte alene?
HR: Det var fordi, jeg syntes den her historie om Stage i høj grad var værd at fortælle. Desuden har jeg en tendens til at blive noget træt af mig selv og hvad jeg sådan går og finder på. Man kan som bekendt ikke kilde sig selv. Med en samarbejdspartner bliver der pludseligt bragt noget til projektet, som man ikke selv kunne have leveret. Det er livgivende og inspirerende og lærerigt og utroligt brugbart, når man så selv skiver et manuskript i fremtiden. Og så er det i øvrigt skidehyggeligt at arbejde sammen med en gammel ven.
Spændet mellem at tegne skabelonagtige cartoony serier som Basserne, Rasmus Klump m.fl. og de realistiske graphic novels virker enormt. Er det enormt?
HR: Nej. Det er altsammen vand, som hentes i den samme brønd.
Lidt frækt kan det jo se ud, som om serierne er dit ’bread and butter’, mens de øvrige projekter så er dér, hvor du skaber kunst. Hvordan ser du selv på forholdet mellem de to?
HR: Sådan ser jeg såmænd også selv på det, men efter at have moslet rundt på den her maner i 25 år, har jeg opdaget at de to ting faktisk smitter af på hinanden. F. eks. lærte jeg meget om fortælleøkonomi af at lave Ferd’nand, der jo var en dagstribe med højst fire billeder per “historie”. Generelt har det været kunstnerisk frugtbart for mig at tage bestillingsopgaver ind, fordi man som tegner tvinges til at tænke og tegne helt anderledes end det nødvendigvis falder en naturligt. På den måde får man flere pile i sit kogger og det skader jo aldrig.
Hvordan har du arbejdet, så du i Det cubanske efterår har kunnet gengive en lang række virkelige personer og miljøer?
HR: Research. Jeg er meget lidt god til at tegne portrætter, så med det handicap som tegner betragter jeg figurerne i Det Cubanske Efterår som om de var de spillet af skuespillere i modsætning til en præcis grafisk lighed med virkelige personer. En af de vigtigste discipliner som kunstner er jo at kunne gøre en dyd ud af en nødvendighed!
Det bliver vel ikke meget mere ikonografisk end at skulle tegne Che Guevara. Havde du nogle særlige betænkeligheder omkring gengivelsen af ham, så man ikke uafbrudt ser ’t-shirt billedet’ foran sig?
HR: Jeg er glad hvis bare læseren kan genkende Che, og har derfor intet imod en relation til “t-shirt billedet”. Hellere det end at læseren sidder og tænker “hvorfor bliver folk ved at kalde ham den der højskolelærer for Che i den her historie?”.
Når man bladrer Det cubanske efterår igennem, slår det en hvor varieret din sideopbygning er. Fra det man kunne kalde ’klassiske’ tegneseriesider med faste og lige store rammer over sider med store baggrundsbilleder og indsatte rammer hen over eller mere skrå linjer i actionsekvenser samt en del andre variationer. Hvilke overvejelser gør du dig, når det kommer til sidelayoutet?
HR: Jeg bestræber mig på at bruge det layout, jeg synes bedst tjener den specifikke scene og hvad den skal udtrykke. Samtidig prøver jeg også at udfordre og underholde mig selv under arbejdet, og en af måderne at gøre det på kan være ikke at have et alt for fastlåst billedsprog.
Har I planlagt et nyt projekt til om 20 år?
MH: For min skyld behøver der ikke at gå 20 år, men da Henrik jo selv er sprunget ud som fuldblods forfatter, så tænker jeg, at der er andre projekter fra hans hånd, der presser sig på.
Henrik, du virker som en travl mand, med alt fra syndikatserier over norske julehæfter til graphic novels. Har du overhovedet plads til et nyt fælles projekt med Morten Hesseldahl før om 20 år?
HR: Forhåbentligt. Faktisk har jeg afviklet mit job på de norske julehæfter, så jeg har mere tid til personlige projekter. Lige nu er Det Cubanske Efterår netop blevet færdigt og der er en del bolde i luften m.h.t til hvad jeg kaster mig over som mit næste projekt, så jeg ser lige tiden an. Imidlertid håber jeg meget at Morten og jeg samarbejder igen og at der ikke går tyve år inden næste gang.
