Tegneseriegiganten DC har netop annonceret, at den lukker sin manga-division, CMX. Som svar på forespørgsler omkring forlagets fremtid har forlagsredaktører Jim Lee og Dan DiDio udtalt, at “på grund af de udfordringer, manga står over for på det amerikanske marked, har vi besluttet, at CMX vil ophøre med at publicere nye titler per 1. juli 2010.”
CMX var en af de større spillere på det amerikanske manga-marked med velansete titler som Gon, Swan og hittet Emma, der også er udkommet på dansk.
Endnu mere bekymrende for manga-fans i USA – et afgørende vestligt marked for japanske tegneserier – er måske sidste uges nedskæringer på Viz Media. Op mod 40% af det toneangivende forlags amerikanske ansatte er blevet fyret, ifølge forlaget selv for at “strømline virksomheden”.
Viz Media publicerer profitable manga-bestsellere som Naruto og Fullmetal Alchemist i USA, men begge serier synger på sidste vers uden oplagte arvtagere.