Danske Tegneserieskabere står klar med 10 rejselegater til festivalen Quai Des Bulles i Bretagne.
Hvis man vil i nærkontakt med den franske tegneseriescene, så er det i Saint Malo, det sker. Det mener i hvert fald Danske Tegneserieskabere. På efterårets Quai Des Bulles-festival er forlagsfolk langt nemmere at få fat i end på Angoulême, lyder foreningens ræsonnement, og hvis man har lyst til at prøve påstanden af, er der økonomisk assistance at hente.
Danske Tegneserieskabere står klar med et adgangskort til festivalen, en plads i en særlig dansk stand samt 4.500 til at dække rejseomkostninger og indkvartering. I alt ti danske serieskabere kan komme med, hvis de downloader en ansøgning, udfylder den og sender den sammen med nogle prøver på deres arbejder til serieskaber Thierry Capezzone samt Forlaget Faraos’ Christoffer Ouzman, der sammen vil stå for at udvælge deltagerne.
Ansøgningsfristen er 16. april, og tovholderne lover svar “omkring 1. maj”.