Cobolt har både fået plads til en dansk debut og klassiske serier i deres forårsprogram.
Der er faktisk allerede fuld gang i foråret hos Cobolt, der har ladet ”Gammelpot 2” (med ekstramateriale) samt spinoff-serien ”Thorgals verden” se dagens lys i januar. Sidstnævnte følges op af ”Thorgal samlebind 3”, der fortsætter hvor ”Thorgal Magnum” gav op for nogle år siden. Det vil sige med tre album af Rosinski og Van Hammes fantasyserie i hvert samlebind, men denne gang i normal størrelse og med ekstramateriale. Bind fire er planlagt til efteråret, så denne gang bliver der sat noget mere fart på projektet.
En anden gammel kending, spirillen, gør comeback i ”Splint & Co. 55”, efter ikke mindre end 48 års pause. Man skal således helt tilbage til albummet ”Guldmageren” af Fournier, hvortil Franquin udlånte og selv tegnede spirillen, for at se hans sidste optræden. Yoann og Vehlmann skal således sørge for en plausibel forklaring på det lange fravær, men spændende (og nok også lidt farligt) at se, hvordan det elskede dyr træder ind i serien igen.
Hvor der ikke er et nyt ekstraordinært album på vej med Splint og Co., så er turen til gengæld kommet til ”Et ekstraordinært eventyr med Lucky Luke” af Matthieu Bonhomme. Forhåbentlig bliver det gjort med lige så stor opfindsomhed, kærlighed og lyst til at bruge figurerne på en ny måde, som set med Splint og Co. Anledningen er Lucky Lukes 70 års fødselsdag, der fejres med udstillinger og særudgivelser i Frankrig og Belgien. Håbet er nok, at der kan pustes nyt liv i den aldrende cowboy, der siden Morris død har levet et liv på det jævne med Achdé ved roret.
Cobolt har efterhånden gjort en dyd ud af også at finde plads til danskere i deres udgivelsesprogram, og foråret 2016 er ingen undtagelse. Turen er denne gang kommet til Stine Spedsbjerg (fra Stinestregen.dk) der til april er aktuel med ”Kærestesorg – postkortpoesi”. Spedsbjerg, der i øvrigt er formand for Dansk Tegneserieråd, har valgt en alternativ løsning med tredive A5-kort samlet i én bog, nu med blyant og i farver! Der er måske lagt op til at mediets grænser skal afprøves.
Endelig skal det med, at andet bind af Riad Sattoufs succesfulde trilogi ”Fremtidens araber” runder Cobolts forår af. Eller rettere sagt, første del af foråret, for udgivelsesprogrammet efter april ligger endnu ikke fast.
Her er Cobolts samlede forårsprogram:
Januar
Dorison, Mariolle og Surzhenko: Thorgals verden, Kriss af Valnor 6: “Menneskebørnenes ø”
Thom Roep og Piet Wijn: Gammelpot 2: “Hemmeligheden om den skjulte dal”
Februar
Vehlmann og Yoann: Splint & Co. 55: “Spirillens vrede”
Marts
Riad Sattouf: Fremtidens araber 2: “En barndom i Mellemøsten (1984-1985)”
April
Jean Van Hamme og Grzegorz Rosinski: Thorgal: “Samlebind 3”
Stine Spedsbjerg: “Kærestesorg – postkortpoesi”
Matthieu Bonhomme: Et ekstraordinært eventyr med Lucky Luke: “Manden der skød Lucky Luke”
Artikelserien reflekterer de oplysninger, forlagene har udleveret, og at udeladelser kan forekomme, hvis Nummer 9s henvendelser ikke besvares.