Jeg kan lige så godt indrømme fra starten, at det er mig komplet umuligt at anmelde den såkaldt überaltmodische fundamentalistiske retroudgave af Den sorte ø som en isoleret udgivelse. Dertil ligger Tintin-universet simpelthen for meget på rygraden til at jeg kan udelukke alle mulige andre impulser.
For det første kan jeg ikke udelukke lydene fra de Tintin-hørespil, der flittigt blev lånt på bibliotekerne i min barndom. Lyden fra båden Tintin sejler ud til øen med og den ildevarslende dumpe lyd af UHYRET på øen, før man ser det, sidder så fast, at de af sig selv afspilles for mit indre øre, når det passer ind i historien. Dertil kommer så alle billederne fra 1965-udgaven, der var den eneste tilgængelige udgave i min barndom – i hvert fald til der pludselig dukkede endnu en udgave op i 1988, nemlig den første farvelagte version fra 1943.
Og nu skal der så være plads til endnu en version i rækken, for ”Den sorte ø” indtager en særstilling blandt Tintin-albummene som det eneste, der findes i 3 forskellige albumversioner. Den originale i sort-hvid på 140 sider fra 1938, der er den nye i klassen på dansk, samt de to farveudgaver på 62 sider, hvoraf den sidste blev til efter pres fra Hergés engelske forlægger, der ønskede en mere tidssvarende gengivelse frem mod udgivelsen på engelsk. Denne sidste udgave fra 1965, som Bob de Moor gennemarbejdede, er vel også den, som de fleste kender på dansk.
Men som led i Cobolts Tintinprogram er turen nu kommet til Den sorte ø i originaludgaven. Historien er præcis den samme som i de senere: lynhurtigt kommer Tintin på sporet af en bande falskmøntnere, der viser sig at holde til på en ø i Skotland. Tegningerne, vinklerne og beskæringerne er også mere eller mindre de samme som i alle senere udgaver, men samtidig er der også noget, der er helt anderledes. For det første mangler farverne, bortset fra fire helsides farvebilleder, der illustrerer enkelte centrale scener fra handlingen – ganske som i de øvrige fundamentalistiske udgivelser. For det andet er de enkelte rammer væsentligt større end de senere udgaver, da historien strækker sig over 140 sider, men mere eller mindre følger dem billede for billede. For det tredje er detaljeringsgraden helt i bund i forhold til specielt 1965-udgaven.
Hvad angår historien, så er der umiddelbart tale om lidt af en letvægter i forhold til de foregående mere politisk orienterede album, hvor Hergé var begyndt at trække på grundig research i fx Den blå Lotus. Men igen må jeg ty til mine erindringer og erkende, at jeg havde en kæmpe svaghed for den meget snorlige opklaring af et simpelt plot, og så endda med et uhyre involveret. På den måde var Den sorte ø ganske simpelt langt mere spændende læsning for mit yngre jeg end førnævnte Den blå lotus, hvor alt det politiske halløj strøg lige hen over hovedet på mig. Derfor kan jeg ganske enkelt godt lide historien, selv om den minder mere om de svagere album fra starten af serien som Tintin i Congo eller Tintin i Amerika. Men til forskel fra disse, der i bund og grund er en sammensat række gags mere eller mindre fundet på hen ad vejen, så er Den sorte ø fuldkommen gennemarbejdet. Det er næppe en tilfældighed, at det både starter og slutter med flyvemaskiner i hovedrollen, ligesom de i det hele taget spiller en central rolle gennem hele albummet. Allerede på side to ligger Tintin livløs på en græsplæne ramt af et pistolskud fra en nødlandet pilot, og derfra slipper Hergé ikke grebet om sin læser en eneste gang undervejs. Højdepunktet udspiller sig naturligvis på titlens ø, hvor uhyret Ranko (jeg afslører vel næppe for meget ved at sige, der er tale om en gorilla) skal overvindes over flere omgange.
Som uundværlig hjælper har Tintin naturligvis Terry ved sin side, og der er ikke mange album i serien, hvor den lille terrier spiller en større rolle end dette. Hergé lader den dels optræde som Tintins komiske sidekick, dels hans uundværlige medhjælper (det er jo i tiden før Haddock), der flere gange må træde i karakter og frelse sin herres liv. Ikke mindst i Ben Mores ruiner kommer Terry til sin ret i dens typiske vaklen mellem at være en kryster eller en jagthund. Af andre kendte fra det endnu spinkle persongalleri optræder skurken Dr. Müller samt Dupond og Dupont.
Men alt dette adskiller naturligvis ikke denne udgave fra de forrige. Det gør tegningerne derimod, for der er en verden til forskel på disse livlige sort-hvide billeder og den fuldkommen gennemarbejdede 1965-udgave. I den sene udgave er hver eneste rude så lækker som en æske fyldte chokolader, hvor blikket flakker rundt fra den ene til den anden, mens man sidder og savler. 1938-udgaven er på den måde langt mere skåret ind til benet. Hergé har tydeligvis ikke haft hverken tid eller kræfter til at lave de senere overdådigt lækre landskaber, interiører osv. Alt overflødigt er skåret fra i forhold til de senere udgaver, og kun de allermest nødvendige rekvisitter og baggrunde er tegnet. Det giver til gengæld et koncentreret fokus på personerne og handlingen. Når der kun er ét stykke chokolade i hver rude, så er det jo også lettere at fokusere. Og man skal bestemt ikke tage fejl, for alle de ting, som senere blev perfektioneret, har han selv lagt grundstenene til her. Det er bare leveret uden det store Studios Hergé orkester og vi har dermed at gøre med en slags unplugged udgave af Den sorte ø.
Og så kan Tintinologerne ellers gå i gang med gravearbejdet og finde eksempler på nogle få ruder i sort-hvid-udgaven, som ikke kom med i farveudgaven, men det er umiddelbart forsvindende få. Eller man kan få Tintins originale kommentar, da han sparker Dr. Müller i hovedet med udbruddet: ”Og jeg kan savate” (og derefter slå op for at finde ud af, at der er tale om en fransk kampsport). Det kan sikkert give anledning til diskussioner om hvorvidt Niels Søndergaards nye oversættelser er bedre end Jørgen Sonnergaards gamle (”Og det her er en lige venstre”). For hvad fungerer egentlig bedst, når Dr. Müller lige har pralet med sine Jiu-Jitsu evner? Er det Søndergaards korrekte, men anakronistiske og temmelig ukendte kampsport – eller Sonnergaards mere mundrette?
Man kan også se det som et dyk ned i en periode, hvor Hergé stadig var i rivende udvikling som tegner og fortæller, uden at have ramt toppen endnu. I første omgang tegner han mønstret i en skotskternet hat med lineal, men et par sider senere har han lagt linealen og får i stedet dybdevirkningen i stoffet frem. Så tænker man jo, at man har fået et indblik i mesterens udvikling. Men så tager man 1943-udgaven frem og ser præcis det samme: først lineal og senere dybde. Det fører videre til 1965-udgaven, hvor man umiddelbart tænker, at alt må være perfekt, men her er der udelukkende brugt lineal! Hvorefter man får lyst til at ringe til en Tintinolog for at få en forklaring.
Dermed er jeg tilbage ved udgangspunktet – det er svært at læse og anmelde sort-hvid-udgaven af Den sorte ø helt isoleret. Men det er vel også utænkeligt, at nogle skulle købe og læse den helt uden kendskab til mindst én af de senere farveudgaver. Måske man også skal være noget af en fundamentalist selv for at spendere 298 kr. på endnu en udgave af den samme historie, men det ændrer bare ikke på, at det stadig er et godt album i en serie, der endnu ikke havde toppet. Men samtidig må jeg sige, at skulle jeg udvælge en favorit blandt de tre udgaver, så ville det blive den fra 1965, den ligger trods alt på rygraden.
Titel: Den sorte ø
Karakter: 4/6
Forfatter/tegner: Hergé
Forlag: Forlaget Cobolt
Form: 140 sider, sort-hvid med farveplancher, hardback
Vejl. pris: 298 kr.
ISBN: 9788770855921
Udgivelsesår: 2015
