Er du en ung tegneserieskaber i alderen 18-20 med ild i blodet og lyst på at netværke med andre tegneserieskabere i det kolde nord? Så kunne Finland være et godt sommerferiemål, når Finnish Comics Society afholder Tegneserie-Youth Camp i midten af august.
Om der er tale om en klassisk sommerlejr af den type, man ser i amerikanske ungdomsfilm fra 80erne, er uvist, men det vi ved er, at der nu er åbent for ansøgninger til lejren, der blandt andet vil indeholde en mulighed for at arbejde med et forplanlagt tegneserieprojekt, deltagelse i en lang række workshops samt naturligvis muligheden for at networke og opbygge livslange, kreative venskaber på tværs af landegrænserne.
Før lejrens begyndelse vil de heldige deltagere få tutorhjælp til deres valgte projekt, så de kan være klar til med det samme at kaste sig ud i den kreative leg/kamp/skønne udfordring, som det er at skabe tegneseriekunst.
I løbet af den 5 dage lange lejrtur er der i alt 8 workhops at vælge imellem. Alle sammen styret med kyndig hånd af topprofessionelle, finske tegneseriefolk (og de er altså dygtige, de finner!) samt en ekskursion til Helsinkis tegneserierelaterede afkroge og seværdigheder.
Og som om det ikke skulle være nok, så vil lejrens deltagere få deres arbejde præsenteret på Helsinki Comics Festival samt på en efterårsudstilling på Helsinkis Comics Centre.
Der er naturligvis ikke tale om en åben fest. Først og fremmest skal man bo i enten Danmark, Norge, Sverige, Finland eller Estonia. Dernæst skal man være en af de kun 15 heldige, der bliver udvalgt til deltagelse. Der er tre pladser per land, så det handler om at være skarp. Detaljerne for, hvordan man ansøger er at finde på arrangementets website, men arrangørerne opfordrer alle unge tegneserieskabere til at være modige og selvsikre nok til at sende et forslag ind til bedømmelse. Og det kan man jo kun være enig i.
Deadline er meget snart! Allerede den 20. Juni skal den første email være arrangørerne i hænde. Der er nogle formalia, der skal være på plads, så det kan godt betale sig at nærlæse informationerne på websitet. Bekræftelse følger så allerede d. 23. juni, hvorefter bussen ruller imod den finske tegneserienation.
The Nordicomics Youth! Camp er organiseret af Finnish Comics Society med støtte fra Nordic Children’s and Yuth Committee – NORDBUK.
Nummer9 ønsker alle ansøgere held og lykke og god fornøjelse i det finske.