Efterårets høst af grafiske romaner og det der ligner, er som en pose blandede bolsjer i alskens smagsvarianter. Der er masser af rød-hvide imellem.
Vi slutter vores gennemgang af forlagenes efterårsprogrammer med at se på kommende grafiske romaner. En kategori så bred som en firsporet motorvej, at vi har ladet den rumme alt det ukategoriserbare: her står det stenet-syrede, det samfundskritiske og det superambitiøse side om side. Plus: sex, sci-fi og stenalder.
Lad os starte med danskerne:
Tegneren Lars Hornemann og børnebogsforfatteren Morten Dürrs Zenobia er uhyggelig aktuel. Det handler om en syrisk flygtningepige, og er ifølge forlaget Cobolts pressemateriale “…et nådesløst indblik i den erindring og fantasi, der træder frem, når man stiller et barn over for en afgrund”. Puha.
Vibrationerne er bedre i en anden historie med rødder i tidens internationale konflikter: Drømme i tynd luft er Thomas Mikkelsen og Michael Nybrandts længe ventede fortælling om hvordan sidstnævnte stablede det første tibetanske fodboldlandshold på benene. En sand feel-good historie om et umuligt projekt der lykkedes: det ligner bedste danske bud på en efterårsbestseller.
Desuden: John Kenn Mortensen har en monsterbog på vej i sofabords-format, Ida Felicia Noack barsler med Klip, en erotisk novelle, og Anna Mørch Bendixen debuterer med Lissi og Kis. Vi gætter på at sidstnævnte bliver sjov, grim og stenet.
Og så har rock’n’roll-auteuren Søren Mosdal hele to serier på vej: dels den trykte udgave af Nastrand, der tog Pingprisen 2016 for årets webcomic. Den selvstændige fortsættelse til mammut-albummet Fimbulvinter er en mytisk vikingesag om en død troldmand, der er godt muggen over ikke at være kommet til Valhalla. Og dels Metrozone, en dystotopisk sci-fi serie med knald på, hvis vi har læst forlaget Farenheits teaser-tekst rigtigt.
Og så til de internationale nyheder:
Mere verdens undergang-ramasjang er der i Andrew MacLeans energiske ApocalyptiGirl, mens succes sci-fi soap’en Saga er på vej med bind fem, ligesom horror-noiren Fatale, der afsluttes med Forbandet være mørket.
Fra Finland er Tommi Musturi (Håbets bog) på vej med et par sære ordløse serier med fede farver: Vandretur med Samuel og Simpelthen Samuel.
Der er indiecharme for alle pengene i tredje ombæring af Ethan Rillys anmelderroste Pope Hats og i Jilian Tamakis SuperMutant Magic Academy, der viser en lettere og løsere side af tegneren bag Pingvinderen Den her sommer.
Og så er det en lille sensation at forlaget Aben Maler har fået samlet David Mazzucchellis (Asterios Polyp, Batman: Year One) tegneserienoveller fra mesterens hedengangne og legendariske magasin Rubber Blanket. Titlen bliver Store mand.
Lad os slutte med et par historiske tilbageblik: Først til 60’ernes Liverpool, hvor Den femte Beatle fortæller den tragiske historie om Brian Epstein, manden der opdagede The Beatles i en kælder i Liverpool, og som plejede, beskyttede og guidede dem til international stjernestatus, men som selv døde ensom i en alder af kun 32 år.
Og sidst til den ældste stenalder, for cirka 80.000 år siden. Emmanuel Roudier (Neanderthal) har omsat J.-H. Rosny aînés klassiske 1911-roman om de første mennesker, Kampen om ilden, til tegneserie. Forlaget Cobolt lover blandt andet mammutter, kæmpeløver, menneskeædere og røde dværge. Sådan.
September
Tommi Musturi: Vandretur med Samuel (Forlæns)
Tommi Musturi: Simpelthen Samuel (Forlæns)
Michael M. Nybrandt og Thomas Engelbrecht Mikkelsen: Drømme i tynd luft (Forlæns)
Oktober
Saga vol. 5 (G. Floy Studio)
Fatale vol. 5: Forbandet være mørket (G. Floy Studio)
November
Morten Dürr / Lars Horneman: Zenobia (Cobolt)
Emmanuel Roudier: Kampen om ilden – den komplette saga (Cobolt)
Andrew MacLean: ApocalyptiGirl (Fabel)
David Mazzucchelli: Store Mand (Aben Maler)
John Kenn Mortensen: Monstre (Aben Maler)
Søren Glosimodt Mosdal: Nastrand (Aben Maler)
Søren Glosimodt Mosdal: Metrozone (Farenheit)
Ida Felicia Noack: Klip (Farenheit)
Ethan Rilly: Pope Hats 3 (Damgaard)
Jilian Tamaki: SuperMutant Magic Academy (Aben Maler)
Vivek J. Tiwary, Andrew C. Robinson og Kyle Baker: Den femte Beatle (Farenheit)