Den amerikanske tegneserieforfatter Dwayne McDuffie døde i mandags af komplikationer som følge af en hjerteoperation.
McDuffie var en af den amerikanske tegneseriemainstreams mest markante stemmer, både som forfatter og kommentator. Udover hans indsats som forfatter på en lang række tegneserier fra både Marvel og DC og på en række tv-animationer, var han medstifter af det afrikansk-amerikansk orienterede tegneserieselskab Milestone Media.
McDuffie debuterede som tegneserieforfatter i 1989 på den ironisk-satiriske Marvel-serie Damage Control, der handlede om et oprydningsselskab, der tager skraldet efter superheltenes ødelæggende udskejelser. Han fungerede efterfølgende som redaktør hos forlaget et par år, men det var hovedsageligt som forfatter han skulle gøre sig bemærket hos Marvel og, senere, DC. Hans arbejde havde ofte skæve og satiriske undertoner, men var først og fremmest karakteriseret ved et konsekvent soap-agtigt blik for de enkelte karakterers egenart og en evne til at fremmane personlighed.
Hans mest bemærkelsesværdige bidrag til tegneseriemediet var selskabet Milestone Media, som han i 1992 stiftede sammen med Denys Cowan, Christopher Priest, Michael Davis og Derek T. Dingle. Ideen var at skabe et superhelteunivers med plads til afrikansk-amerikanske og andre minoriteter, både i fiktionen og på personalegangen. Milestone indgik en forlagsaftale med DC Comics, der sikrede de enkelte skabere rettighederne til deres arbejde og lod deres historier udfolde sig separat fra DCs superhelteunivers.
Titlerne var Hardware, Blood Syndicate Icon og Static, der alle blev lanceret i 1993 — alle med McDuffie som forfatter til at begynde med. Det var en overophedet, spekulationsdreven tid i branchen, hvor mange nye udgivelseslinier blev lanceret, og Milestone endte som offer for den nedtur der fulgte. Flere af serierne blev lukket i 1995 og de sidste i 1997. En anden grund til seriernes lukning var givetvis branchens generelle konservatisme og mangel på interesse for serier, der beskæftiger sig med minoriteter, og McDuffie skulle da efterhånden også vise sig som en af de mest intelligente kritikere af en branche, der fortsat fastholder et meget hvidvasket status quo på trods af en etnisk alsidig læserskare.
Den populæreste Milestone-figur, Static, levede imidlertid videre som tegnefilmsfigur i serien Static Shock (2000-2004), som McDuffie bidrog til som redaktør og forfatter. Serien modtog flere Emmy-nomineringer og blev i 2003 tildelt Humanitas-prisen for børneanimation for en episode om skydevåben-relateret vold blandt unge.
Han arbejdede endvidere som forfatter og redaktør på flere andre animerede tv-serier for DCs ejere Warner Brothers, bl.a. Justice League, Teen Titans (2002-2006) (2010) og, måske mest bemærkelsesværdigt, den populære Ben 10-franchise, hvortil skrev til og redigerede serierne Alien Force (2008-2010) og Ultimate Alien (2010-2011), samt den kommende Evolutions. Senest arbejdede han på den nys startede tegnefilmsversionering af Grant Morrison og Frank Quitelys All-Star Superman.
Hans seneste tegneseriemanuskripter var til Justice League of America (2007-2009), en serie han blev fyret fra efter han ganske karakteristisk kritiserede redaktionen, samt den kommende genoplivning af Milestone-universet — nu integreret i det overordnede DC-univers — med en ny, kommende tegneserieudgave af Static Shock.
McDuffie om de amerikanske tegneseriebranches konservatisme: