Nu i alt otte partnere bag Pingprisen.
De danske tegneserieskaberes forening, Danske Tegneserieskabere, slutter sig nu til kredsen af partnerne bag reetableringen af Pingprisen, der som bekendt afholdes i Vega den 28. februar.
Formanden for foreningen, Jan Kjær, siger:
– Det her er jo simpelthen bare et projekt, som fremmer kendskabet til danske tegneserier.
– Selvom holdet bag har modtaget en del kritik, har vi valgt at støtte projektet. Vi er overbeviste om de gode intentioner bag projektet. I vores miljø er der så få frivillige, at det er svært at undgå “Tordenskjolds soldater”-syndromet. Vi ønsker de nominerede held og lykke!
Jan Kjær uddyber sin henvisning til “kritik” med, at det skulle være faldet nogen for brystet, at et medlem af nomineringskomiteen selv er nomineret (Johan F. Krarup), og at der er nomineret en billedbog i kategorien ‘bedste børne/ungdomstegneserie’ [der er faktisk nomineret to; Shaun Tan og Jakob Martin Strid].
Erik Barkman, chefredaktør på Nummer 9 og talsmand for Pingprisen, kommenterer:
– I arbejdsgruppen bag Pingprisen er vi selvfølgelig glade for Danske Tegneserieskaberes støtte. Den vil være med til at gøre prisshowet endnu mere festligt og fornøjeligt, og så understreger bidraget selvfølgelig også, at Pingprisen nyder bred opbakning i det danske tegneseriemiljø – også selvom der altid vil være dem, der bliver anfægtede, når man forsøger at skille skæg fra snot.