Torsdag aften blev der på Vesterbros Ideal Bar for tredje gang fyret op under arrangementet Tegneseriebeats, hvor tre til lejligheden inviterede tegnere satte sprittusch til papirsdug og velvilligt lod sig henføre af DJ’ens sprøde rytmer.
Aftenens panel bestod denne gang af veteranen Ib Kjeldsmark, den nu kun halvunge Cav Bøgelund, og det knapt-nok-udklækkede supertalent Mikkel Sommer. Sammen og hver for sig blev de konfronteret med allehånde udfordringer af aftenens konferencier, Thomas Thorhauge, som med vanlig ildhu sørgede for, at de tre tegnere ikke fik et roligt øjeblik.
Således måtte trioen i løbet af aftenen både forholde sig til abrupte skift i musikken, et evigt rullende tegneunderlag og ikke mindst den hele hatfuld af emner, oplæg og kryptiske ordsammensætninger, som publikum på opfordring bidrog med. Der blev tegnet så sveden sprang, og Kjeldsmark, Bøgelund og Sommer fik forunderligt nok fortolket alt, der blev rettet imod dem.
Tegneseriebeats er tegneseriekunst live her og nu. Du bør helt sikkert dukke op næste gang.
Fotos af Frederik Emil Høyer-Christensen/gBCrates