Det er ikke hver dag, troldmanden fra Northampton kravler ud af sin magiske hule, men en gæsteoptræden på en akademisk konference i nabolaget var nok til at lokke Alan Moore og Melinda Gebbie på besøg. Nummer 9s akademiske fangirl rapporterer.
Det er lørdag den 29. maj, og i hallen på University of Northampton kæmper akademikere og andre fagfolk med ikke at glo åbenlyst på den mand, der netop er trådt ind ad døren i selskab med en yndig, bebrillet dame. Selv hvis man ikke ved, hvem Alan Moore er, og selvom man ikke har læst hans værker i laser, vil de fleste nok glo efter dagens hovedperson. Han er meget høj, har et kæmpe langt skæg, stort viltert hår, taler med en gravrøst, der får mellemgulvet til at vibrere – undertegnede troede først, at det var vejarbejde, der rumlede – og så er han ud over de obligatoriske ringe og slangehoved-stokken iført en neon-grøn jumper med skrig-pink fór. Den mundering må påkalde sig blikke, selv i Northampton.
De kloge hoveder, der nu står og skufler beklemt med fødderne og ler nervøst, har de seneste to dage diskuteret værker af æresgæsten på den (formentlig) første akademiske konference udelukkende dedikeret til Alan Moore.
Fan eller forsker?
Det meste forskning udspringer af en undren, en nysgerrighed og interesse efter at forstå tingenes sammenhæng, hvad enten det drejer sig om universets beskaffenhed, boformer i jernalderen eller superhelteuniverser. Mange af de tilstedeværende har en lang karriere som tegneserielæsere bag sig, hvor de har fundet ting, der har kildet fantasien eller udfordret fatteevnen og siden har integreret det i deres øvrige forskning. Nogle kender mest til Moores teatralske performance-optrædener, andre har nærlæst hans roman ”Voice of the Fire”. Men langt de fleste har siddet med ”From Hell”, ”V for Vendetta” eller Miracleman til langt ud på natten som børn, teenagere og voksne. Vi er med andre ord vidne til en kamp mellem den indre fanboy og -girls uhæmmede begejstring og den alvorlighedsfulde akademikers kritiske saglighed. I første omgang vinder alvoren, da vi alle sætter os ind for at høre Moore i samtale med den britiske tegneseriekender Paul Gravett.
Pluk fra programmet
Men først lidt om det, vi egentlig er her for: Det akademiske program. På grund af den store interesse har arrangørerne været tvunget til at lave parallelle forløb, og det er derfor nødvendigt at vælge mellem de enkelte foredrag. Fredag starter med et foredrag af Paul Gravett, der under titlen ”Something from Nothing” taler om ”Big Numbers” og slår et slag for ”A Small Killing”, Moores oversete værk med Oscar Zarate. Gravett er som altid underholdende og informativ og giver lyst til at genlæse værkerne. Man må give ham ret i, at ”A Small Killing” ufortjent er faldet under de fleste læseres radar.
Senere holder en dansk ph.d.-studerende i al beskedenhed et oplæg om tid, rum og kronotopier i Moore og Gene Has Top Ten. Og K.A. Laity fortæller om Moores performance-stykker ”Snakes and Ladders”, ”Angel Passage” og ”The Birth Caul”. Hun påkalder magiske kræfter i et ritual, hvor hun bl.a. beretter om gåture i London med Moore i hovedtelefonerne og sammenhængen mellem sted, optræden og magi. En stærkt underholdende, men ikke specielt akademisk præstation, hvad Laity beredvilligt indrømmer.
I dagens anden sektion skyper Geoff Klock fra New York. I fin tråd med sit emne, ”V for Villain”, gnægger han løs på sin tv-skærm og taler om skurken V over for helten V i ”V for Vendetta”. Et yderst veloplagt bidrag og et oplæg, der sætter gang i en god debat. Skurke er også fokus i Mervi Miettinens foredrag om ”The Killing Joke”. Et skarpt og kompetent oplæg, der kaster lys over Joker-karakteren, som den fremstår i Moores Batman-fortælling. Sidste oplæg kommer fra Laura Hilton, der på pædagogisk vis illustrerer forskelle og ligheder mellem Mina Murray i Bram Strokers ”Dracula”, Moore og O’Neills ”League of Extraordinary Gentlemen” og filmatiseringen ”LXG”. Den victorianske kvinde er hos Stoker mindre selvstændig, hos Moore leder og mastermind og igen i filmen reduceret til en svag skygge af sig selv, der må vige pladsen for Sean Connerys Alan Quartermain – nu som fuldblodsvampyr. Klare præcise pointer og grundigt arbejde. Endnu en pind til filmens ligkiste.
Lørdag fortæller Michel De Dobbeleers om ”Watchmen”s forhold til den historiske virkelighed. Dobbeleer er opvokset med den fransk-belgiske albumtradition og læste Watchmen første gang for nyligt, og hans perspektiv belyser på én gang ”Watchmen”s utilgængelighed og dens store styrke – at den foregår i en verden, der kunne være vores.
Også Chris Murrays oplæg om ”The Eroticism of Place” er værd at nævne, fordi han berører psykogeografi og den særlige position, Northampton har i Moores værker. Der er ingen tvivl om, at Moore tillægger geografi og sted stor betydning, og Murrays oplæg er ikke mindst relevant i kraft af konferencens placering.
Alan Moores sokker
Som det kan ses andetsteds på Nummer 9 er Moores optræden i samtale med Paul Gravett dokumenteret på Youtube, hvor man kan få syn for sagen, hvad angår forfatteren og Melinda Gebbies tanker om deres fælles kunst. Moore fremstår velformuleret, hyggelig, skarp og tilbagelænet, mens Gebbie er ivrig, meget empatisk og tydeligvis føler meget stærkt for det arbejde, hun giver sig af med. På spørgsmålet om, hvor meget han er påvirket af amerikansk populærkultur, påbegynder Moore en af sine lange og formfuldendte udredninger, men bliver afbrudt af Paul Gravett, der muntert udbryder: “Alan, du har jo Stars and Stripes-sokker på!”. Magikeren er mildt forvirret og må fremvise den amerikanske påvirkning til publikum ved at hive op i buksebenet. Moore er virkelig morsom live, han får sagt interessante ting om kunstnerisk praksis og værkerne og konstaterer tørt, at han er taknemmelig over, at så mange kloge hoveder interesserer sig for hans arbejde – og sokker.
Faktisk bedyrer Moore, at han er beæret over at være genstand for en hel konference, men at han på den anden side fører et mærkværdigt liv. Når man om morgenen får et signeret idolpostkort fra en Hollywood-stjerne ind ad døren, føles det ikke underligt at skulle stille op for en hel horde Alan Moore-forskere om eftermiddagen!
Efter oplægget er Moore venlig og tilgængelig, og han signerer beredvilligt for dem, der ikke længere kan holde den indre fan i skak. Det er mærkeligt, når forfatteren til ens forskningsobjekt pludselig dukker op i levende live, men mange føler også en lettelse over, at Moore er os venligt stemt. I betragtning af alle de forbandelser, han har kastet i retning af forskellige filmatiseringer af sine værker, og hans intime forhold til slangeguden Glycon, er det betryggende, at Alan Moore har lyst til at dukke op på en konference, der tager hans værker op til kritisk vurdering.
Der er planer om en udgivelse af artikler fra konferencen, så de nysgerrige kan holde øjnene åbne og læse mere om konferencen.
