Erindringens magt af Enki Bilal
En anmeldelse fra Tegneserietidsskriftet Strip!s arkiv: Benni Bødker læser bind 1 i Enki Bilals Hatzfeld-tetralogi.
“Skjøndt Forskjellen mellem Hukommelse og Erindring er stor, forvexles de ofte. I Menneskelivet giver denne Forvexling Lejlighed til at studere Individets Dybde. Erindringen er nemlig Idealiteten, men som Saadan ganske anderledes anstrængende og ansvarlig end den ligegyldige Hukommelse.”
Sådan skrev den danske filosof Søren Kirerkegaard i sit skrift “Stadier paa Livets Vei” fra 1845. Han mente med andre ord, at erindringen er anderledes forpligtigende end hukommelsen, fordi erindring er en meningsskabende refleksion over det hændte. Med erindringen kommer derfor også fordringen om at gøre noget – erindringen får magt. Som nu i Enki Bilals nye album, der netop har fået titlen “Erindringens magt”.
Året er 2026, og hovedpersonen Nike forsøger at huske sit livs første 18 dage – og ikke bare huske, men erindre, således at han i løbet af albummet tvinges til at handle efterhånden som erkendelsen går op for ham.
Nike er forældreløs. Han blev fundet ved siden af en død soldat og bragt til Kosovo-hospitalet i Sarajevo, midt under stridighederne i 1993. Her tilbragte han sit livs første tre uger sammen med de to andre børn, Amir og Leyla. Nike er den ældste og har svoret altid at ville beskytte de andre.
Men tiden er en anden nu. Det er 33 år siden de tre børn blev skilt fra hinanden. Nike lever i et “Blade Runner”-lignende New York og dagsordenen sættes mere eller mindre af den mystiske Obscurantis Orden. En monoteistisk terrororganisation, der med et verdensomspændende Tabula Rasa som endemål bekæmper Tanken, Videnskaben og Kulturen. I et opgør med fortidens fejltagelser vil man udrydde alle spor af denne, og hukommelseseksperten Nike bliver derfor et mål for dem.
I løbet af sin overlevelseskamp kommer Nike gradvist længere tilbage i sine erindringer og ender med at tage ud for at finde Amir og Leyla, en jagt der fører ham til Sarajevo atter engang. Han husker og han skriger ved synet af sin fødeby, “At skrige i en by, hvis hukommelse er fuld af død og bomber, er latterligt, ynkeligt, overflødigt…”
“Erindringens magt” er en fascinerende fremtidsfabel, hvor fascistisk terror er dagens orden, men hvor menneskene stadig har brug for hinanden og kærligheden. Under overfladen lurer borgerkrigen i Jugoslavien, som hovedpersonen Nike jo også er et offer for. Enki Bilal er selv jugoslav, og Østeuropas skæbne har hele tiden været i fokus i hans tegneserieproduktion. Albummet føjer sig således pænt ind i rækken af Bilal-album. Det har politiske undertoner, som man også kunne se det i hans samarbejde med Pierre Christin om vigtige album som “Den sorte ordens falangister” (1979) og “Jagten” (1983), og der er fantastiske science fiction-elementer som i Bilals egen Nikopol-trilogi fra 80’erne.
I gamle dage, dvs. i 70’erne, før de erotiske tegneserier fik overtaget, ville denne udgivelse nok have fået prædikatet “en tegneserie for voksne”. Albummet er helt sikkert også mest henvendt til dem, der har lagt Superman på hylden (eller tilbage i vuggen), men for dem venter der til gengæld også et sjældent engageret album. Bilals streg er på samme tid løsere og mere intens end nogensinde før. Farvelægningen er smuk og kommer fuldt til sin ret på det gode papir i denne flotte udgivelse i overformat. Uden at være et mesterværk er “Erindringens magt” dog et album, der gør en forskel.
4 stjerner
Benni Bødker
Artiklen har tidligere været bragt i Tegneserietidsskriftet STRIP! #4.
