Orbital 3: Modtandskamp
Det kan godt være, det foregår i fremtiden, men ud over at underholde vil Orbital også give en kommentar eller to til nutidens verden.
Det er således ikke svært at trække paralleller til samfundsaktuelle emner, når der i forfatter Sylvain Runberg og tegner Serge Pellés science-fiction-tegneserie Orbital er uenighed i det råd, der skal sørge for fred mellem alle galakser, så skylden for uenighed og katastrofer skydes til højre og venstre, mens der kæmpes om at få eller beholde magten.
Agenterne Mezoke og Caleb arbejder for Det Interplanetariske Diplomatbureau, der forsøger at opretholde freden i konføderationen mellem vidt forskellige racer i verdensrummet. Her er Jorden det sorte får, kendt for sin krigsliderlighed og for at have angrebet sandjarrerne. Derfor er konstellationen mellem Mezoke, der er sandjar, og Caleb, der er menneske, kontroversiel. Dog ikke mere end at de i de første bind af Orbital har opbygget et tæt arbejdsforhold.
Orbital 3, Modstandskamp, er tæt sammenvævet med de to forrige album i serien, der alle indeholder to album hver fra den franske serie. Det er derfor begrædeligt, at der er gået så lang tid mellem udgivelserne. Orbital 1 og 2 udkom i hhv. 2017 og 2018, og selv om der naturligvis er en grænse for, hvor hurtigt de kan udgives, da det jo er en nyere serie, så er den dog fortsat to album efter den franske udgivelsesrække.
Modstandskamp tager derfor fat, hvor Orbital 2, Nomader, sluttede. En planlagt hyldest til konføderationen i Kuala Lumpur endte i en blodig katastrofe, der tilsyneladende kostede Caleb livet. Derfor er der kaos og intriger stort set alle steder nu. På jorden vil isolationister have jorden løsrevet fra konføderationen. I konføderationen, der holder til på rumstationen Orbital, er man uenige om retningen, og der kæmpes derfor ironisk nok om magten i den organisation, der skal sørge for den interplanetariske fred. Mezoke og Caleb er af nogle udpeget som syndebukke, så Mezoke flygter med den stærkt afkræftede Caleb og søger ly hos sin familie, der lever i et autonomt samfund uden for konføderationen. På denne planet, Schem, lever man i stedet et simpelt og arbejdstungt liv uden teknologisk komfort. Mon ikke også dette sidste kan ses som et indspark fra Sylvain Runberg og Serge Pellé til vores tid? I det hele taget må problemerne med at få forskellige racer til at leve i fred med hinanden vel siges at være aktuelt for det meste af den vestlige verden i disse år.
Det giver på mange måder god mening, når Cobolt vælger at udgive Orbital i dobbeltalbum, da historierne parvist afslutter dele af den længere og sammenhængende fortælling. Modstandskamp er derfor heller ikke slutningen på Orbital, men lukker nogle elementer, mens andre holdes åbent. Det er nok lidt en smagssag, om man har tålmodighed til dette, selvom alternativet jo er, at den ikke udgives, før den er afsluttet på originalsproget. Det har dog den ulempe, at den store fortælling ikke bliver lukket i denne omgang. Calebs barn- og ungdom har fx spillet en rolle, der langsommeligt er blevet afdækket siden første album i serien, og dette intensiveres i Modstandskamp, da en person fra hans fortid på jorden ikke skyer nogle midler i sin jagt på ham.
Det er svært ikke at sammenligne Orbital med klassikeren Linda og Valentin af Pierre Christin og Jean-Claude Mézières, som der også henvises til på bagsiden af albummet. De umiddelbare ligheder er da også slående. To rumagenter i en sci-fi-verden arbejder for en international organisation, hvorfra de sendes på diverse opgaver. Et makkerpar med en af hvert køn … eller vent! Faktisk er Mizoke en hen, i hvert fald endnu. Kropsbygningen er umiskendeligt (jordisk) hunkøn, men det er åbenbart ikke så enkelt på den planet, hen stammer fra. Når lighederne er ridset op, så lad det være sagt med al tydelighed. Orbital er ikke den nye Linda og Valentin. Dertil savner man først og fremmest fuldkomment ethvert anløb til bare et glimt i øjet fra Pellé og Runbergs side. Der er ikke antydningen af … humor, men til gengæld er der skruet op for volden, der typisk eksploderer i små glimt.
Det er et tungt åg med denne sammenligning, men som skitseret ovenfor har Runberg og Pellé vel selv bedt om den. Til en vis grad var der også en fortløbende historie i (mange af) albummene i Linda og Valentin, men jeg kan i hvert fald godt selv savne, at den træder lidt mere i baggrunden, så der også leveres mindre og helt afsluttede fortællinger undervejs i Orbital. Det er dog en tendens i nogle nyere fransk-belgiske serier, at de som en anden Netflix-serie vil suge læseren ind i en lang, fortløbende episk fortælling. Den vigtigste forskel fra et forbrugersynspunkt er bare, at der ikke ryger en hel sæson med otte afsnit/album af disse serier ud årligt. Derfor går man stadig og venter utålmodigt på at kunne vurdere serier som Alene, Skorpionen eller Orbital i deres helhed.
Uagtet disse indvendinger er Orbital et kvalitetsprodukt, der er både velfortalt og vel eksekveret. Pellé tegner og farvelægger med stort visuelt overskud den dystre og mørke fortælling i en realistisk stil lidt imellem Enki Bilal og Grzegorz Rosinski. Det er en flot verden af blå, grønne og brune nuancer alle holdt helt afdæmpet, mens billedsiden i særligt de actionpakkede sekvenser får liv med dynamiske beskæringer og vinkler. Det er måske ikke en nyskabende og kommende klassisk serie som sit forbillede, men den gør alt, hvad den kan for både at underholde og levere indspark til sin samtid.
Del på
