Orbital 1: Nærkontakt
Den populære fransk-belgiske science fiction serie Orbital er et frisk nyt skud på en robust stamme.
Inden for den fransk-belgiske tegneserietradition har der været flere populære science fiction-serier. I Danmark har især Linda & Valentin gået deres sejrsgang, og den serie er også en ganske tydelig inspirationskilde for Sylvain Runberg, der har skrevet, og Serge Pellé der har tegnet Orbital. Parallellerne er mange, men der er også masser af idérigdom i værket.
Første danske bind fra Forlaget Cobolt indeholder de to første hæfter udgivet i Frankrig, og de fortæller én historie.
Historien starter i år 2278, hvor der skal stemmes om, hvorvidt menneskeheden skal træde ind i en interplanetarisk konføderation. Vi møder de to børn Caleb og Kristina, hvis forældre er talere til et stort folkemøde. En gruppe terrorister, der er imod konføderationen, begår et terrorangreb, der slår alle til folkemødet ihjel – tilsyneladende også Kristina, der sammen med Caleb har overværet det hele fra en tagryg.
30 år senere er Caleb det første menneske, der bliver accepteret som del af IDB, en diplomatisk enhed, der sender agenter ud i rummet på missioner, der kræver mægling eller indgriben.
Menneskeheden har i mange år efter det oprindelige terrorangreb ligget i krig med Sandjarrerne, som er en race af rumvæsener, der nu næsten er udryddet. For at begynde helbredelsen af kløften mellem de to racer bliver Caleb sat sammen med en makker, der er Sandjarr. Symbolværdien er stærk, og de to bliver sammen sendt på deres første mission nærmest øjeblikkeligt. En stor gruppe af isolationister er for mange år strandet på Senestam, planeten Upsalls måne. Her har de oprettet en koloni, da de var for langt fra jorden. De har opdaget det værdifulde stof Trelium, som de har udvundet med store menneskelige omkostninger. Nu har Jävloiderne, som officielt ejer månen, økonomiske problemer, og vil derfor have de penge, der tjenes på Trelium. Kolonisterne ønsker ikke at overgive pengene, og derfor sender IDB Caleb og Mezoke afsted.
Da de ankommer til månen, viser det sig, at der ikke kun er konflikter imellem menneskene og Jävloiderne, men at der er også interne fraktioner, som hele tiden er ved at bryde ud i væbnet konflikt, samt brutale rovdyr, der med jævne mellemrum angriber kolonisterne.
Historien i Orbital er proppet med de mest populære troper indenfor science fiction i form af klassiske moralske og etiske dilemmaer.
Selvom Trump ikke var præsident, da tegneserien udkom på fransk, er der masser af paralleller. Der er smurt ret tykt på med kommentarer omkring menneskeheden. Eksempelvis protesteres der over Calebs evne til diplomati, da det ikke betragtes som noget, mennesket er i stand til. Flere krige har haft menneskeheden som anstifter, og menneskene opfattes derfor som primitive og krigeriske af mange af de andre kulturer i IDB. Der er ikke noget nyt under science fiction-solen i Orbital, men mindre kan også gøre det. At Runberg låner med arme og ben fra utallige klassiske science fiction-troper er ikke noget, han har lagt skjul på, tværtimod, og denne ærlighed er ganske forfriskende.
Ud over Linda & Valentin og eksempelvis Inkalen, vil læseren af amerikanske superheltetegneserier ikke kunne lade være med at tænke på Green Lantern-historierne.
En detalje i historien omkring køn har fået meget opmærksomhed i snakken om serien. Sandjarr-racen afslører ikke deres køn, og man kan ikke antage noget på deres fysiske træk. Derfor ved Caleb ikke, om Mezoke er en kvinde eller mand, og han bruger derfor Hen-tiltaleformen når det er nødvendigt at omtale Mezoke uden navn. Den klassiske mand/kvinde dynamik fra Linda & Valentin, eller mand/mand dynamik fra diverse buddy-cop historier, er altså ikke til stede, og Runberg går efter nogle helt andre problematikker. Det er et interessant greb og en ganske fin detalje i en verden, der langt om længe er ved at få øjnene op for, at køn kan være mere end binære. Man kunne dog ønske sig, at vi var et sted, hvor en sådan detalje bare var en del af historien, og ikke noget, der kaldte på så meget opmærksomhed i sig selv.
Desuagtet er det elegant at give Mezoke klassiske feminine karakteristika som bryster og store læber, og samtidig gøre læseren opmærksom på, at dette ikke muliggør konklusioner om Mezokes køn, og dernæst at kønnet ikke er relevant for at kunne føle med og holde af karakteren.
Arkitektur og rumskibsdesign er et sted, hvor Pellés streg virkelig kommer til sin ret. Den er stemningsskabende, og på få paneler bliver den verden, som Orbital foregår i etableret. Cobolt har gjort det helt rigtige ved at lade serien udkomme i stort format, så de mange detaljer kommer til deres ret. Pellé bruger tegneserieformen på fine måder, og især fraværet af rendesten og rammer på enkelte af panelerne understøtter handlingen fint. De mange forskellige alienracer får individuelle udtryk, der giver dem stærke personligheder; enkelte steder kniber det til gengæld med at distingvere menneskene fra hinanden. Det er dog mindre skønhedsfejl på et virkelig flot tegnet album.
Den afsluttede historie, som præsenteres i dette første album på dansk, er fin og ganske underholdende. Man kan ønske sig, at serien finder sine egne ben at stå på i fremtidige udgivelser, og træder mere ud af skyggen fra de mange film og tegneserier, der tydeligvis har inspireret Runberg og Pellé. Det værende sagt er det godt at få et nyt science fiction-univers i tegneserieform, og når man stjæler fra de bedste, og formår at gøre det sit eget, går man ikke helt galt i byen.
