En noget kryptisk overskrift, og hvad har det med tegneri og tegneserier at gøre? Jeg må vist hellere begynde med begyndelsen.
Engang i 90’erne fik jeg en telefonopringning fra Peter Asschenfeldt, finansmand, bogforlægger, multimillionær og et af yndlingsofrene i den kulørte ugepresse. Han var altid i gang med nye initiativer og projekter, og nu havde han fået den gode idé at lave en munter hjemmeside med opgaver, tegneserier og andre finurlige indslag. Han ville derfor gerne købe et par kilo MOMSEMOR til sit nye digitale eksperiment.
Det fik vi hurtigt ordnet til en fornuftig pris for begge parter. Hjemmesiden holdt desværre ikke så længe, men det gjorde vores kontakt til gengæld.
Nogle år senere boede familien Olsen i Santa Monica, den mest vestlige forstad til Los Angeles med gratis udsig til et af verdens smukkeste syn – Stillehavet. Ikke mindst når solen går ned. Her kan Stillehavet godt konkurrere med solnedgangen i Gl. Skagen. Det til trods for, at PH engang formulerede den skagenske solnedgang med disse ord: ”Nu går lortet ned igen!”
Det forunderlige er, at når man står lidt højt oppe og skuer ud over dette kæmpeocean fra syd til nord, kan man faktisk se, at Jorden er rund. Horisonten buer simpelthen.
Nå, ikke mere naturlyrik i denne omgang. Nok engang ringede telefonen med Peter Assschenfeldt i røret. Han og hans hustru, Marie Hirse samt deres nyfødte datter, Victoria var i byen og ville meget gerne invitere os til middag på selveste Spago på Sunset Boulevard – en fornem restaurant, hvor man helst skulle skrives op til et bord, inden man var undfanget.
Så ankom familien Asschenfeldt til vor beskedne bolig i en såkaldt stretch limo af samme størrelse som Hollywood-stjernerne kommer rullende i, når de skal til Oscar-fest. Og naturligvis med en sort chaufør. Familien blev budt indenfor til en drink, og foruden far, mor og barn var der naturligvis en barnepige. En festlig dame, der mindede en hel del om min kære Momsemor, og som – hvis jeg hørte rigtigt – skulle være Dennis Knudsens mor.
Prøv at parkere sådan en i Magasins P-hus.
Vi tog så en sight-seeing tur i Santa Monica og nærmeste omegn. Jeg havde planer om at vise dem den verdensberømte arkitekt Frank Gehry’s lige så verdenskendte privatbolig og Popeye’s (Skipper Skræk) skaber, Elzie Crisler Segar’s domicil, der begge lå i gåafstand, hvor vi boede. Marie Hirse var nu mere interesseret i at opleve Beverly Hills, hvor der vrimler med berømtheder. Med mit beskedne kendskab til Hollywood-kendisser kunne jeg umiddelbart kun komme i tanke om hedengangne Harpo Marx, som jeg vidste havde boet på 107 N. Canon Drive, hvor han skræmte naboer og forbipasserende ved at slå sin græsplæne i forhaven iført Adamskostume.
Segars første udgave af Popeye.
Vi ankom så til Spago på The Strip. Lad mig sige det på den måde – det var ikke Noma. Og huset specialiserede sig i noget så eksklusivt som – pizza’er. Vi bestilte hver vores version, mens vor vært, som den vinkender han er, granskede vinkortet nøje. Han udpegede så en fornem vin og bad tjeneren om at få den dekanteret ved bordet. Tjeneren gloede forvirret – alle disse fremmedord. Han gjorde sig usynlig og kom efter en rum tid tilbage med stedets sommelier eller wine steward, som det hedder på de kanter. Det lykkedes ham at få vinen dekanteret gennem filteret på rette vis, selvom man kunne fornemme, at det var år og dag siden, han sidst havde udført denne manøvre.
Maria Hirse og Peter Asschenfeldt.
Nu kiggede vi os rundt i lokalet, ikke mindst Marie Hirse, som håbede at få øje på så mange Hollywood-berømtheder som muligt. Og tænk, ovre i det ene hjørne sad Tony Curtis med sin nyeste (nr. seks i rækken) kone, Jill Vandenberg, en yppig blondine på henved tre meter i højden og i bredden (i profil, altså). Marie var tæt på dåne-stadiet. Hun måtte altså få hilst på et sine store idoler på den ene eller anden måde. Og så fik hun den afsindige idé, at jeg skulle lave en lille tegning, som hun så kunne overbringe verdensstjernen.
Som sagt, så gjort. Momsemor på en papirserviet. Den gik hun over og præsenterede for Tony Curtis, mens hun pegede på mig og åbenbart forklarede, hvem der var ansvarlig for stregerne.
Tony og nummer 6.
Tony Curtis vinkede til os og kvitterede med sit berømte charmesmil, så man næsten følte sig hensat til ”De Uheldige Helte”.
Han fik fat i tjeneren og noget papir og begyndte at kradse nogle streger ned. Tegningen kom så Marie tilbage med. Det var vist en lille nuttet and, så vidt jeg husker. Og ganske godt tegnet. Tony Curtis var som bekendt tillige en anerkendt kunstmaler. Jeg returnerede med en hurtig Inspector Danger, og den blev returneret med nok en tegning. Efter et rimeligt antal streger frem og tilbage, indstillede vi duellen. Tony Curtis kom nemlig over til vores bord og hilste på os allesammen. Det blev til en hyggelig snak om dit og dat, herunder tegneserier. Hans favoritter var ”Far Side” og ”Doonesbury” – så vidt jeg husker. Og Marie Hirse var i den syvende himmel takket være nogle streger på et stykke papir. Jeg ved ikke, hvor tegningerne blev af, men mon ikke Marie Hirse stadig gemmer dem et eller andet sted? Så kom ikke her og bliv væk – hvor mange på denne planet har duelleret med Tony Curtis med en blyant og et stykke papir? Jeg spø’r bare.
Peter Asschenfeldt gik på det tidspunkt med planer om at flytte til Los Angeles og samtidig drive sine danske virksomheder per fjernstyring. Derfor ville han gerne vide noget om de skattemæssige konsekvenser af sådan en beslutning. Som udenlandsdansker måtte man jo ikke arbejde i Danmark. Mine tegninger blev markedsført via mit amerikanske selskab, WOW STUDIO, Inc., så det kunne jeg ikke rigtig hjælpe han med. I stedet foreslog jeg, at han skulle kontakte Bille August. Jeg vidste, han boede London på det tidspunkt, men var tit og ofte hjemme i Danmark for at lave film med videre.
Få uger senere kunne jeg så læse i Se & Hør, at var der to kendisser, der virkelig var pot og pande, så var det Peter Asschenfeldt og Bille August. Jamen altså – nu må jeg be’ om mine himmelblå.
