Reborn: Book One
Den vildt succesfulde tegneserieforfatter Mark Millar er løbet tør for idéer: Hans nyeste, Reborn, er et rutinepræget opkog på Brødrene Løvehjerte.
Mark Millar må efterhånden være den mest filmatiserede tegneseriemager nogensinde. Hans The Ultimates og Civil War udgør rygraden i Marvels Avengers/Captain America-film, Old Man Logan er løst baseret på hans Wolverine-one-shot af samme navn, og af hans egne serier er Wanted, Kick-Ass og Kingsmen indtil videre blevet til højtprofilerede film/filmserier. Faktisk har næsten samtlige udgivelser fra Millarworld, forfatterens eget imprint, nået i hver fald et stykke af vejen igennem Hollywood-maskineret, med Empress, Wanted 2 og Jupiter’s Legacy som rimelige sikre produktioner nu, hvilket nok også er grunden til, at Netflix købte hele biksen sidste år.
Og Millar kan da også noget særligt. Sammen med andre “grove” briter som Grant Morrison, Garth Ennis og Warren Ellis pustede han lidt liv i den amerikanske superheltetradition, der omkring årtusindeskiftet ellers var ved at drukne i macfarlanesk dæmoni, sort slim og udechifrerbar anatomi. Briterne var ikke mindre voldelige, dystre eller okkulte end deres amerikanske kollegaer, men de virkede bare mere voksne; deres også urealistiske figurer var umisforståeligt forankret i en verden, hvor man gik i seng med hinanden, kunne komme rigtigt til skade og havde mere prosaiske motiver end enten at redde verden eller underlægge sig menneskeheden. Det var ikke bare en befrielse, men passede også som hånd i handske med publikummets tiltagende gennemsnitsalder.
Jupiter’s Legacy i Frank Quitelys helt fænomenale streg
Mark Millar overtog netop i år 2000 Warren Ellis’ originale, men også næsten ulæselige og ulæste Stormwatch og gjorde den sammen med sin skotske landsmand, den uforlignelige Frank Quitely – der også senere sammen med Grant Morrison skulle hive både X-Men og Superman med ind i det nye årtusinde – til et opsigtsvækkende reklameskilt for det britiske take på genren; The Authority, som serien undervejs skiftede navn til, er på trods af en vis anerkendelse en undervurderet nyklassiker, der kun kommer til kort ved ikke at være et fra starten gennemtænkt, afsluttet forløb. Millar og Quitely prøvede at tage revanche i 2013 med Jupiter’s Legacy, og selv om det ikke er de samme (og ikke nær så interessante) figurer som Ellis/Wildstorms oprindelige, så kan man med lidt god vilje læse de to serier som ét (hoved)værk; med samme grundlæggende konflikt som Civil War, blot uden begrænsningerne forbundet med så etablerede og elskede figurer.
Starlight i den ligeledes fremragende, serbiske Goran Parlovs streg
Netop det her med at tage nogle allerede eksisterende figurer og ryste dem hårdt for at se, hvad der falder af, er et af Millars særlige talenter. At placere Supermans barndomshjem bag jerntæppet i Red Son f.eks. Eller James Bond, som Kingsmen tager udgangspunkt i: Hvad hvis han havde en teenagenevø fra den engelske underklasse; og rekrutterede nevøen til agentvirksomheden; og blev slået ihjel og overlod ansvaret for at forpurre den blofeldske plan til ham. Når Millar er bedst, what if’er han bedre end alle andre. Men det er også en art snylter-strategi; han skaber ikke noget selv, men vinkler blot det, andre har skabt. Superior er (også) Superman, og Huck er Clark Kent. Starlight er Flash Gordon (som pensionist). Nemesis er Batman, hvis mordet på hans forældre havde udstyret ham med Jokerens verdensanskuelse (hvilket i parentes bemærket slet ikke fungerer). Empress er Padmé/Leia, som er blevet gift og har stiftet familie med Darth Vader/Kejseren. Og i Kick-Ass, den nok mest kendte Millar-frembringelse, er det selve det generiske, østkystamerikanske superhelteunivers, som parasiteres; hovedpersonen er blot stedfortræder for den unge superheltelæser (eventuelt gemt inde i en voksen mand) og dennes mulighed for at gå direkte gennem ruderne: Uden den veludbyggede referenceramme giver det ingen selvstændig mening.
Indledningen på Kick-Ass i John Romita Jr.’s fuldfede streg
Problemet med den indfaldsvinkel er, at man på et tidspunkt løber tør for andre folks idéer og figurer. Det virker Millar ærlig talt til at have været i snart et godt stykke tid: MPH og Super Crooks var sammen med nævnte Empress og Huck én- eller 1½-gimmick-udgivelser: Ikke decideret dårlige idéer, men doceret endog meget nærigt for at få dem til at strække sig over fem-seks 20-siders, så der akkurat var til en hel trade for hvert bare halvoriginalt indfald eller afsluttende plottwist. Der er langt fra den generøsitet og iderigdom, der kendetegnede The Authority til den seneste udgivelse her, Reborn, som i bund og grund er Brødrene Løvehjerte, bare med en far og en datter i stedet for og to bittesmå twists til slut, hvoraf det ene er overflødigt.
Bonnie er for gammel til, at lægerne kan holde hende i live længere. Hun troede ikke på hverken Gud eller et liv efter døden, men får sit livs (?) overraskelse, da hun vågner op som en ung kvinde i en woodpunket eventyrverden befolket af afdøde og midt i en evig strid mellem dem, der var hhv. gode og onde i deres tidligere liv. Hun leder selvfølgelig efter sin husbond, der tog afsted 14 år forinden (på en grim måde), men finder først sin far (og barndoms hund) og dernæst ud af, at netop hun er spået til at tippe balancen til de godes fordel. Dog har hun umiddelbart ingen særlige evner eller andet, der kunne indfri de store forhåbninger; hvorfor får vi først at vide til sidst, men det er som sagt ikke nogen større åbenbaring, og der sker stort set ikke andet, end hvad man ud fra ovenstående allerede burde kunne gætte sig til i Reborn.
Far og datter genfødt og -forenet i kampen mod de(t) onde i Reborn
Greg “New 52 Batman” Capullo illustrerer godt nok til, at man ikke rigtig kan tillade sig at bede om mere, og Millar afvikler rutineret forløbet, som det nu engang skal gøres. Som ren underholdning, tidsfordriv uden andet formål, er udgivelsen uden egentlige mangler. Men hvis man som undertegnede har fået kædet et bestemt sæt forventninger sammen med forfatternavnet tilbage i nullerne, så er de senere års gentagelser af 5-6 stød og et enkelt vrid med hoften uundgåeligt en skuffelse hver eneste gang. Det er givetvis mere indbringende at lave sine egne serier, når de bliver solgt og filmatiseret i det omfang, men Mark Millar er undtagelsen fra reglen om, at creator-owned står for mere personlige, nødvendige og vedkommende udgivelser. Reborn kunne såmænd godt være oplæg til en Netflix-produktion; et meget detaljeret storyboard: I så fald må man håbe, at forfatterholdet bag denne graver Astrid Lindgrens originale udgave frem og anvender nogle flere af de kødfulde dele herfra.
The Authority dengang to ukendte skotter med masser af overskud og opfindsomhed overtog serien
Del på
