Femi-nichen udforsker denne gang en festlig kategori inden for feministisk kritik: såkaldte ”feminist media tests”, der måske – måske ikke – kan fortælle, om tegneserier er feministiske eller ej.
Som feminist og tegneserielæser har jeg somme tider læseoplevelser, jeg ikke helt kan gennemskue. De er sjældne – oftest er min reaktion på tegneserier enten tydelig begejstring eller skuffelse, og det hænger tit sammen med graden af det, man med en avanceret akademisk term kan kalde ”generel nederenhed”, i det pågældende værk. Det gælder i øvrigt ikke kun for tegneserier – jeg har det også sådan med bøger, film, tv-serier og anden kunst. Men nogle gange oplever jeg at sidde tilbage med en fornemmelse af, at noget er galt – noget, jeg ikke helt kan sætte fingeren på. I disse øjeblikke tyr jeg somme tider til et værktøj, der er både elsket og udskældt: feministiske medie-tests. Mange kender dem mest fra filmens verden, men faktisk stammer de bedste af dem fra tegneserieskabere.
Den første på listen, og nok også den mest kendte, er den såkaldte ”Bechdel-test” (der egentlig burde hedde ”Bechdel-Wallace-test”, men mere om det om lidt). Den kommer fra noget så fornemt som en tegneseriestribe, nemlig ”The Rule” fra Alison Bechdels Dykes to Watch Out For (striben er fra 1985). Bechdel-testen er almindeligt kendt på internettet som en test, der har tre spørgsmål: Er der, i det pågældende værk, 1) to navngivne kvinder, der 2) taler med hinanden, om 3) noget andet end en mand? Er svaret ja på alle tre, skulle værket være feministisk.
“The Rule” © Alison Bechdel
Er der en kvinde til stede?
Så simpelt er det dog ikke. Bechdel-testen er først og fremmest ikke Bechdels egen – hun tilskriver striben ”Med inspiration fra Liz Wallace” og lægger ordene i munden på karakteren Mo (hvorfor den længe var kendt som ”the Mo Movie Measure”). Pågældende Mo og den veninde, hun taler med, er i øvrigt et par af stribens såkaldte ’dykes’ (der nogenlunde svarer til det danske ’lebbe’). Mo er træt af den patriarkalske verdensorden og forsøger derfor kun at se film, der fokuserer på noget andet end først og fremmest mænd. Hun vil kun se film, der opfylder de tre kriterier – og, fornemmer man, der måske endda kunne tænkes at indeholde lesbiske karakterer(!)
Bechdel-testens lesbiske ophav bliver ofte glemt og testen er blevet kritiseret for ikke at være en ufejlbarlig lakmustest for feminisme (hvad den sådan set heller aldrig påstod at være). Jeg finder den stadig i høj grad brugbar; særligt, når jeg sidder med en fornemmelse af, at noget ikke helt spillede i en tegneserie eller en film eller noget lignende. Oftest kan jeg, i den slags situationer, kigge tilbage og konstatere, at de måske var flere end én navngiven kvindelig karakter, men at de ikke talte med hinanden, eller kun talte med hinanden om mænd. Bechdel-testen var et led i at forstå, hvorfor jeg synes, det var svært helt at greje for eksempel Rikke Villadsens Et Knald Til. Det er en fremragende tegneserie, det var jeg ikke i tvivl om – men om den var feministisk, var jeg længere om at finde ud af. Den består i hvert fald ikke Bechdel-testen. Det betyder ikke nødvendigvis, at den ikke er feministisk, men det betyder, at dens kvindelige karakterer aldrig får mulighed for at løfte hinanden eller bare brokke sig til hinanden over at blive behandlet temmelig usselt af mænd (og heste). Havde de haft mulighed for det, var budskabet måske faldet klarere ud i feministisk favør.
Sexede lamper
En anden test, der måske er lidt mindre brugbar, men virkelig sjov, er The Sexy Lamp Test. Testen kommer fra tegneserieforfatter og all-round fantastisk person, Kelly Sue DeConnick, der blandt andet har skrevet Captain Marvel og den fænomenale Bitch Planet. Hun har i et interview med the Comics Alliance udtalt: ”Nevermind the Bechdel test, try this: if you can replace your female character with a sexy lamp and the story still basically works, maybe you need another draft.”
Image Comics’ opsummering af Sexet Lampe-testen
Ingen omsvøb – og måske heller ikke så meget plads til nuancer. Jeg har sjældent oplevet værker, der reelt bestod sexet-lampe-testen, men det er måske fordi jeg efterhånden er blevet god til at undgå dem på forhånd. DeConnicks pointe er en del af et større projekt om at skrive flere, bedre og mere varierede kvindelige karakterer (jeg lover, at jeg snart skal mene noget om Bitch Planet!). Sexet-lampe-testen er måske sjældnere relevant end Bechdel-testen, men det problem, den påpeger, er mere grelt og hænger sammen med generelle problematikker vedrørende fremstillingen af kvinder i (mainstream) tegneserier. Den årvågne læser vil måske komme i tanke om Carolyn Coccas the broke back test, der tidligere har været behandlet på denne blog.
Og under alle omstændigheder må man huske på, at tests som disse sjældent fungerer bedst alene. Når det kommer til repræsentation og feministisk bevidsthed, giver det ikke meget mening kun at dømme ”bestået/ikke bestået”. Snarere kan testene indikere problemer med diversitet – eller gode forsøg på mere inkluderende medier. Man kan med fordel kombinere tests, så de supplerer hinanden.
I den forbindelse vil jeg også kort nævne to andre populære tests, der dog ikke kommer fra tegneseriernes verden: først, Mako Mori-testen; opkaldt efter en karakter fra filmen Pacific Rim. Hvis f.eks. en tegneserie skal bestå denne, skal den have en kvindelig hovedperson, der har sin egen udviklingshistorie, der ikke i sidste ende understøtter en mands udviklingshistorie. I korte træk betyder det, at kvinden ikke er til for at støtte en mand, men eksisterer i sin egent ret.
Og sidst, men ikke mindst, Furiosa-testen; opkaldt efter Imperator Furiosa fra filmen Mad Max: Fury Road. Kort og godt er succeskriteriet for Furiosa-testen, at det pågældende medie er ’snig-feministisk’: tilsyneladende lavet til mænd, når mænd er værst, men viser sig at have feministiske budskaber og stærke kvindelige roller. Eller, i den korte version, noget der ”makes man-babies cry on the internet” (for eksempel de mænd, der for nylig brokkede sig over en visning af Wonder Woman, forbeholdt kvindeligt publikum, i en amerikansk biograf).
Vi lader den stå her, tror jeg. God kamp og god læselyst!
