Alt for længe har de hvide, stærke, flotte, heteroseksuelle mænd domineret – det 21. århundredes tegneserier kan meget mere end det! Det ser Charlotte Johanne Fabricius nærmere på i Femi-nichen, hvor queer-brillerne kommer på og alt fra Batman til webcomics kan lære os noget om dem, der falder uden for normen.
Jeg har været på konference i Leeds med en broget flok af nørdede akademikere, der alle havde samme passion til fælles: tegneserier. Jeg har endda givet et oplæg, og så skulle man tro, at det næste blogindlæg lå lige for, men næh-nej: Det blogindlæg er allerede skrevet – jeg har nemlig holdt oplæg om queer westerns og Et Knald Til. Den HAR vi hørt…
Det er dog så heldigt, at jeg langt fra var den eneste feminist til stede i selskabet, og at de andre gav mig masser af inspiration til kommende blogindlæg. Så ud fra den gode, akademiske devise om, at det ikke er tyveri, hvis der bare er referencer nok, vil jeg nu fremlægge en læsning, der overhovedet ikke er min. Jeg blev nemlig særligt inspireret af Fionnuala (det udtales Fe-nüh-la) Doran, der underviser på en nystartet bacheloruddannelse i ’Comics, Graphic Novels, and Sequential Art’ ved Teesside University. Hendes oplæg havde den noget deprimerende titel ”The Strong Female Character that Wasn’t”.
Den kontroversielle Spider Woman-tegning, som Marvel måtte trække tilbage.
”Men jeg elsker trekantsdramaer!”
Fionnuala Doran er, ligesom jeg, vældigt begejstret for superheltetegneserier, men vældigt lidt begejstrede for den måde, kvinder bliver fremstillet i dem. Det er der hverken noget nyt eller særligt spændende ved. Tværtimod virker det som en diskussion, der er kørt fast: Feministiske og/eller kvindelige tegneseriefans siger ”Kan vi ikke få nogle bedre kvindelige karakterer?”, og tegneserieskaberne svarer: ”Værsgo, her er nogle”. Så siger vi fans: ”De er præcis magen til de gamle!”. Skaberne siger: ”Hvad er der nu galt med de gamle?” – og sådan er man lige vidt. Man får skitseret to positioner, hvor den ene kun vil have alt, som det var i gamle dage, og den anden vil rive det hele ned og bygge noget nyt. Selvom vi ønsker os det samme – flere gode tegneserier – får vi malet hinanden op i kroge, vi ikke kan komme videre fra. Vi glemmer, at ’mere af det samme’ og ’prøv noget nyt’ godt kan sameksistere.
Dorans kritik af kønsroller i tegneserier, især dem med superhelte, handler om klichéer. Hun fokuserede især på brugen af trekantsdramaer i superheltehistorier som en doven måde at skrive karakterudvikling og fremdrift på. Især fremhævede hun X-Men-franchisen, der kan fremvise en hel stribe af dem inden for en ret kort periode (tænk især på stakkels Jean Grey, der aldrig rigtigt kan få lov at have et harmonisk og uproblematisk kærlighedsliv). Trekantsdramaer understøtter ofte klassiske kønsnormer: enten i modellen to-kvinder-kæmper-om-samme-mand, hvor kvinderne bliver et middel til at vise, hvor attraktiv og maskulin, manden er, eller i modellen kvinde-skal-vælge-mellem-to-mænd, hvor der ingen mulighed er for, at kvinden vælger sig selv. I begge tilfælde reduceres især de kvindelige karakterer til seksuelle objekter, hvis primære karakterudvikling sker gennem deres forhold til mænd.
Doran fortalte, at når hun fremlægger denne kritik for sine studerende, er der altid et par af dem, der begynder at forsvare deres yndlings-trekantsdrama i deres yndlingstegneserie, fordi den ”altså slet ikke er problematisk, men netop giver karaktererne dybde, er interessant for plottet” – osv. Det kan de sagtens have ret i, mener Doran, for det er ikke nødvendigvis selve klichéen, der er problemet – det er snarere problematisk, at klichéerne er så udbredte. Når tegneserier gang på gang benytter sig af de samme modeller, de samme klichéer, de samme formularer for kvindelige karakterer, så får vi aldrig den diversitet, vi drømmer om.
The Broke Back Test
En anden og mere oplagt problematisk kliché er seksualisering af kvindelige karakterer. Heraf kom også titlen på Dorans oplæg, ”The Strong Female Character that Wasn’t”:
Selv de kvindelige superhelte, der sælges til os som stærke individer, tegnes overdrevent seksualiseret med kroppe og kostumer, der er endnu mere urealistiske end mændenes. Det er ikke bare en fornemmelse – tegneserieforskeren Carolyn Cocca har fremlagt et studie med titlen ”The Broke Back Test” (det har desværre ikke noget med homoseksuelle cowboys at gøre…), hvor hun har analyseret og optalt en lang række superheltetegneserier udgivet i perioden 1993-2013. Cocca når frem til, at i en fjerdedel af alle paneler, der viser en kvindekrop, er det i den såkaldte ”broke back”-positur, hvor man kan se begge bryster og begge balder på samme tid. Cocca kalder det ”broke back”, fordi man bogstaveligt talt ville være nødt til at brække ryggen på nogen for at de skulle kunne poseres på den måde. Det sker i lige over 25 % af alle paneler, hvor en kvindekrop er afbilledet – derudover kommer så alle de ’almindelige’ seksualiserede paneler, der er mindre urealistiske.
Med visse undtagelser (for eksempel i tilfældet med meget unge kvindelige karakterer), er det ikke nødvendigvis altid problematisk, at kvindelige superhelte er seksualiserede. Ligesom med trekantsdramaerne vil mange have yndlingsfigurer eller -historier, hvor der indgår en seksualiseret kvindelig figur, som har masser af agens og får lov til at være andet og mere end sin krop. Problemet opstår, når så mange kvindelige karakterer er tegnet på samme måde, fordi det bliver den eneste variation, vi ser. Som feministisk tegneseriefan ønsker jeg ikke, at vi bortcensurerer alle seksualiserede træk ved kvindelige helte eller holder op med at læse gamle serier – i stedet ønsker jeg mig nye og forskellige heltinder. Fionnuala Doran mener, at manglen på variation kommer af manglen på variation inden for den gruppe mennesker, der skaber disse tegneserier.
Vi er altså tilbage ved ’mere af det samme’ versus ’prøv noget nyt’. Jeg mener, ligesom Doran, at vi sagtens kan få begge dele, hvis flere forskellige mennesker får lov til at komme til orde. Hvis andre end hvide middelklassemænd i højere grad var med til at designe, tegne og skrive superheltetegneserier, kunne vi måske få ”The Strong Female Character that Was”?
