Skæbnemageren
Børnebogskongen Kenneth Bøgh Andersen har langt om længe taget skridtet fuldt ud og skabt en tegneserie. “Skæbnemageren” er blevet til i samarbejde med tegneren Lars Gabel, og der er dømt mørk fantasy for børn for alle pengene. Plus en massiv omgang skyldfølelse.
“Skæbnemageren” startede som en prosaføljeton i Weekendavisens børnesektion, men Kenneth Bøgh Andersen mente ikke, at den som sådan ville fungere som roman. Da ideen til at forvandle den til tegneserie opstod, kom Lars Gabel ombord.
Simon ønsker sin tvillingebror Tim langt ind i helvede. Hvis bare han dog aldrig var blevet født. Sommetider skal man passe på med, hvad man ønsker sig, for dagen efter har Tim aldrig eksisteret. Kun Simon kan huske ham. Det viser sig, at Tim er blevet suget ind i en dyster eventyrverden for at blive fortæret af et aldeles frygteligt væsen, og det er nu kun Simon, der kan redde ham. Turen til den anden verden går gennem et magisk maleri, og det er ikke småting, der venter Simon på den anden side.
Enhver, der kender Bøgh Andersens bøger om enten “Den Store Djævlekrig” eller “Antboy” ved, at han kan skrive sjov dialog, der lyder ægte og ofte overrasker. Der er en legende kvalitet og en vaskeægte fortælleglæde i hans historier, hvilket giver en let tone midt i alvoren. Han er god til at få skitseret en levende og sympatisk hovedperson, man kan forholde sig til og holde med, på meget kort tid og med få midler. Gabels evner ud i sigende ansigtsudtryk og kropssprog hjælper også gevaldigt til her, og selvom man bliver smidt ind i historien på ganske få sider, så har man ikke problemer med at forholde sig til historiens helt.
Bøgh Andersen overlader dommen over Simon til læseren, og det er rigtigt fint.
Overordnet set er Bøgh Andersens største præstation med “Skæbnemageren” nok, at han takler meget store og dystre emner på en forholdsvis let og legende måde. Fra søskendejalousi, intens skyldfølelse og eksistensen af fri vilje til den hårfine grænse mellem det gode og det onde. For Simon føler sig i den grad ikke som en helt på et eventyr. Det ER jo trods alt hans skyld, at hans bror er forsvundet. Det mener han i hvert fald selv. Bøgh Andersen overlader dommen over Simon til læseren, og det er rigtigt fint. Det er nok også denne tvivl hos Simon, der gør ham nem at holde af.
Det er mange emner, der præsenteres på meget kort tid, men som sådan er de faktisk ret veldoserede og leveres mere som spørgsmål end som svar. Hvilket altid er befriende inden for børnelitteraturen.
Uden at afsløre noget, kan det dog godt siges, at historiens afslutning føles lidt forhastet. Forklaringer overlades til lange enetaler, og ret meget info bliver dumpet på et meget lille sted. Det dræber lidt det ellers fede flow, der har præget historiens to første akter. Et langt stykke ad vejen er det absolut ikke muligt at fornemme, at historien er startet som prosatekst, da den er så fint formidlet rent visuelt, og manus er skåret tilpas ind til benet så kun den nødvendige tekst er tilbage. Men til sidst leger prosateksten titte-bøh med os og kigger frem fra bag tegneserien.
Det gør rejsen desorienterende og man føler på egen krop en smule af den vilde fornemmelse, det trods alt må være at kravle igennem et maleri til en eventyrverden.
Gabel er en god visuel fortæller, der leger rigtigt meget med forskellige sideopbygninger og fortællemæssige greb. Da hovedpersonen rejser via maleriet til den anden verden, skal man således dreje bogen først 90 grader, så yderligere 90 grader osv… for til sidst at have nået hele vejen rundt og være tilbage i den vante læseretning. Det gør rejsen desorienterende og man føler på egen krop en smule af den vilde fornemmelse, det trods alt må være at kravle igennem et maleri til en eventyrverden.
En stor del af tegneseriens udtryk er lagt i den måske lige en lillebitte tand for digitale farvelægning. Gabels rentegning er lidt grov, men han lægger nuancer og detaljer over på farvernes skuldre. Det fungerer i det store hele ret godt, selvom jeg visse steder godt kunne savne lidt mere detaljerede baggrunde. Når vi nu ER i et eventyrland.
Gabel ved dog også godt, at manglen på farver kan være lige så effektiv som det modsatte. Således er den virkelige verden i sort-hvid, imens fantasyverdenen er i farver. Det er et trick, der sandsynligvis refererer til den vidunderlige film “Troldmanden fra Oz”, og både referencen og virkemidlet er effektivt. Interessant er det, at den fremmedgørende sort-hvide effekt er placeret i virkeligheden, imens det eventyrland, der burde være uhyggeligt og fremmed, er i fuld farve. Forholdet imellem de to verdener er altså ikke helt så afklaret, som i mange eventyr. Historien starter og slutter da også som en slags horrorhistorie eller dark fantasy for børn. Indimellem disse to poler møder vi et slags folkeventyrunivers blandet med lidt hyggelogik fra diverse rollespil og klassisk fantasy.
Tæppet trækkes væk under et stykke virkelighed, og da fantasyhistorien tager sin egentlige begyndelse, føles det næsten som en lettelse oven på uhyggen.
Bøgh Andersen kender sine genrer, og han gør brug af dem på effektiv vis. Især starten af historien er rendyrket gys for unge sjæle. Han tager fat i en genkendelig situation mellem to søskende og hiver den tilpas til en side, så den bliver uhyggelig og urovækkende. Tæppet trækkes væk under et stykke virkelighed, og da fantasyhistorien tager sin egentlige begyndelse, føles det næsten som en lettelse oven på uhyggen. Som dog vender tilbage til sidst. Det er fermt fortalt.
“Skæbnemageren” er altså en flot og velfortalt tegneserie for større børn skabt af et forfatter/tegner-team, der tydeligvis svinger ret godt kreativt set. De klæder hinanden, d’herrer Bøgh Andersen og Gabel.
