Hvad er en underlig tegneserie? Academaniac undersøger Christian Skovgaards Brudstykker.
At blive ansat som ph.d-studerende er ganske prestigefyldt i snævre kredse, men rig bliver man ikke af det. Til gengæld får man lov til at smage lidt på det der business-rejse-liv som man ellers kun har set på film. Det er ganske enkelt en del af min ansættelse at jeg skal ud i verdenen og være akademisk dér også. En af mine kollegaer arbejder med de vestindiske øer, så hans rejsehistorier er nok lidt mere interessante end mine, men et sted skal man jo starte – vi skal en tur til det højst eksotiske Birmingham – 1 time og 50 minutter væk med fly (hvilket latterliggør de 4 timers togtur til lufthavnen en smule…).
Konferencelokalet på Birmingham Universitet tidligt om morgenen før alle andre dukkede op.
Graphic Reading
– var navnet på én-dags konferencen, og selvom der var emner der spændte vidt og bredt, så var ca. halvdelen af oplæggene heldigvis: om tegneserier! Konferencen var min første ægte konference, så det var egentlig alt sammen temmelig angstprovokerende. Staklerne i Birmingham skulle altså trækkes med den her nybegynder af en amatør-forsker, og så skulle det endda handle om noget så obskurt som danske tegneserier. Alle andre til konferencen var briter. Derfor gjorde jeg mit oplæg så bredt som overhovedet muligt. De her folk vidste godt hvad tegneserier var for noget, men de havde med garanti aldrig set en dansk tegneserie før – og nu skulle de præsenteres for nogle af de underlige!
Jeg siger underlige. Det er ikke en særlig korrekt akademisk term. Men ”underlig” er omvendt et godt sted at starte, og så må man fortsætte og gå i dybden med det: hvordan er de så underlige? Og det er præcis det jeg vil gøre nu. Jeg præsenterede dem for korte analyser af fire danske tegneserier, som på hver deres måde er ret underlige. ”Brudstykker” af Christian Skovgaard, “Signe Parkins and Drawings” af Signe Parkins, ”Ibidem” af Anders Christian Eriksen samt ”Hjem” af Bue Bredsdorff. Jeg nøjes her med at sige lidt om ”Brudstykker”. Men først: når jeg nu siger at de her tegneserier er underlige, så jeg er nødt til at starte med at definere hvad der er u-underligt. Hvad er tegneseriens ’normal’?
Tegneseriens normal. Hvordan ser tegneserier normalt ud? Det er nemt at svare på. I Danmark er tegneserier enten i album-form, 22*29,5 cm, med 48/64 sider og soft cover (nu til dags ofte hard cover) eller også er de slatne hæfter uden indbinding, 17,6*25 cm og 22-32 sider. Skulle man tale om en tredje normal, så kunne man med rette pege på det vi kalder Graphic Novels. En Graphic Novel er først og fremmest defineret ved at være ikke-det-ovenstående. Hvis det er en tegneserie, men den ikke er formet som en af ovenstående, ja så er det 70% sandsynlighed for at nogen finder på at kalde det en Graphic Novel.
De underlige tegneserier jeg havde med til Birmingham kunne på den måde beskrives således: et hard cover hæfte (Brudstykker), et overdimensioneret album (Ibidem), en masseproduceret kunstnerbog (Signe Parkins and Drawings) samt en Graphic Novel trilogi (Hjem). Ingen af disse beskrivelser er dog tilfredsstillende…eller synderligt kloge. Hvad sker der hvis jeg i stedet kigger på hvordan eksemplet “Brudstykker” så udnytter sin underlighed til at fortælle og vise noget helt særligt:
“Brudstykker” af Christian Skovgaard
Brudstykker
Christian Skovgaards Brudstykker er en fortælling om en kvinde hvis elsker dør, og denne traumatiske oplevelse bliver koblet til sammenstyrtningen af en tysk arkivbygning samt en række bygninger der ligner. Kvinden overkommer gradvist dette ved at forholde sin egen krop til bygningens krop – hun kravler ind i en model af en bygning og bruger kuplen som hat. Selve bogens omslag kan klippes ud og samles til en mindre model af den model vi ser i bogen. På den måde kan man sige, at godt nok er den her tegneserie en umiddelbart temmelig almindelig bog, men Skovgaard insisterer på at bruge selve bogen – omslaget – som en medspiller i værket. På denne måde får han skabt en diskussion af forholdet mellem menneskekroppen, bygningernes krop og så bogens fysiske ‘krop’. Der skabes en sammenhæng mellem oplevelsen af den psykiske smerte som tabet af den elskede medfører og så det fysiske forhold til de her bygninger. Og dette forhold gentager vi så som læsere når vi i så høj grad bliver gjort opmærksomme på hvad det er vi sidder med i hænderne.
På denne måde får han skabt en diskussion af forholdet mellem menneskekroppen, bygningernes krop og så bogens fysiske ‘krop’
Det her med kroppene hos hovedpersonen, bygningerne, bogen og læserne, ja det har også noget følelser at gøre. Vi plejer normalt at tale om følelser som noget vi har nede i navlen et sted, men Brudstykker er på en måde med til at sætte spørgsmål ved dette. I stedet ser vi en hovedperson hvis følelser i høj grad har med ikke bare hele hendes krop at gøre, men også med bygninger og modeller af bygninger. Altså med konkrete fysiske ting i verdenen omkring hende. Faktisk virker det snarere som om følelserne befinder sig inde imellem hende og bygningerne, og det er det samme for os læsere. Når vi skal have en følelse ud af den her bog, er der en masse ting på spil, men én af disse handler om det her med de fysiske forhold – og man kan sige at følelserne (i tegneserien) når endnu bedre ud over rampen ved at indarbejde læserens (ude i virkeligheden) konkrete arbejde med at klippe i bogen og samle modellen.
Brudstykkers omslag pakket ud. Fra Christian Skovgaards hjemmeside.
Det store problem med Brudstykker er naturligvis at alt det her jo er meget fint, men at det jo først og fremmest blot er et potentiale. For der er sandsynligvis ikke særlig mange læsere der har klippet i bogen og samlet bygningen. Potentialet er der stadig, og det skal man slet ikke ignorere. Og det er i sidste ende med til at minde os om at selv det blotte møde mellem selve bogen og læserens krop har betydning. Uanset om det så er et album, et hæfte eller en graphic novel.
Oplægget i Birmingham gik godt, og jeg fik nye venner og kontakter i det engelske som nok skal vise sig uundværlige. Derudover fik jeg prøvet hele hotel-oplevelsen med ensomhed og triste nætter kun afbrudt af at ligge i et badekar med en film på min tablet og en pose chips (crisps!) på gulvet. Så selvom man ikke ser meget af en by som business-traveller, ja så er det jo netop i det fysiske møde med stedet at minderne skabes. China-takeaway fra banegården, regnen på 24-hour-snooker-skiltet, middelmådig konference-mad. Selvom badekaret nu var den vigtigste oplevelse Og så hjem igen og gøre klar til adskillige flere spændende ting som jeg glæder mig til at fortælle jer om.
tablet-skærmen kan hvile på håndklæde på toilet, chips på gulvet som man lige kan nå. Høj standart i snusket hotel. 5 af 5…would re-bath.
