Der er tre store spørgsmål i denne omgang Femi-niche: Hvad er affekt? Hvorfor er det vigtigt med diversitet i tegneserier? Og hvad dælen har de to ting med hinanden at gøre?
I dag skal vi tale om følelser. Det vil sige, faktisk skal vi tale om affekt. Denne måneds fremmedord, kære læser, betyder mere eller mindre det samme som ’følelse’, hvis man ikke skal være alt for nøjeregnende. Grunden til, at forskere overhovedet har opfundet et andet ord end ’følelse’, bunder i et behov for at tale om følelser ikke bare som noget, privatpersoner har inden i sig selv, men som noget, der påvirker andre mennesker og som sætter verden omkring os i gang. Det private er politisk, for at låne rødstrømpernes parole, og vores følelsesliv er aldrig hverken neutralt eller blot privat. Vi er konstant underlagt vore egne og andres følelser. Følelser påvirker, hvordan vi står, går og taler. Vi aflæser konstant hinanden, stemningen i lokalet, tonen i en besked, for at finde ud af, hvordan vi skal reagere. Og (især kvinder) bliver beskyldt for at være for følelsesladede eller følelseskolde. Følelser er politiske – affekt er politik.
Det private er politisk, for at låne rødstrømpernes parole, og vores følelsesliv er aldrig hverken neutralt eller blot privat.
Tegneserier, som al mulig anden slags kunst, kan give deres læsere et indblik i andres følelser. Min nye blog-kollega Felix aka Academaniac slår ned på et interessant eksempel på dette fra danske Signe Parkins i sit første blogindlæg her på Nummer9. Tegnede følelser, for at låne Felix’ term, er en måde at udtrykke affekt – følelsen er ikke længere kun privat og ophobet i en enkelt krop, men breder sig ud blandt læserne, de påvirkes af den følelse, tegneserien udtrykker. Affekt-forskeren Sianne Ngai taler om en affektiv ”tone” eller ”atmosfære”, der kan betegne kunstværker og præge deres læsere. Vi tager del i følelsen, i affekten, fordi vi deltager i tegneserien ved at læse den.
Affektive tegneserier
Som Felix også nævner i sit blogindlæg kan tegneserier udtrykke og formidle affekter på en række forskellige måder. De fleste tegneserielæsere vil nok skrive under på, at brugen af farve, tempo og skiftende synsvinkler, for bare at nævne et par ting, påvirker stemningen – eller tonen – i tegneserien. Og det påvirker os. Vi forstår ikke kun, hvad tegneserien handler om – vi føler det også på egen krop. Affekt er nemlig kropsligt, det er stort set alle affektteoretikere enige om (de er uenig om stort set alt andet, når de skal definere affekt, men der begynder det også at blive rigtigt langhåret…)
Dave McKean bruger her både ansigtsudtryk, farvelægning og symboler (farven, der strømmer ud af figuren), til at udtrykke en voldsom følelse, af desperation, afmagt, smerte eller sorg. (Fra Black Orchid, Gaiman/McKean)
Kropsligheden og det kollektive er altså vigtige at have for øje, hvis man vil læse tegneserier med affektbriller på. De følelser, der findes i værket, findes ikke kun der. De slipper ud og påvirker læseren. Dave McKean er en af de tegnere, der arbejder meget med at lægge følelser ind i alle dele af sine illustrationer. Man kommer i en særlig stemning af at læse hans tegneserier, der understøttes af både tekst- og billedside (jeg har tidligere skrevet både om hans behandling af vold og sorg og om hans udforskninger af relationen mellem Batman og The Joker. Og McKean er blot et af mange eksempler – for en konkret gennemgang kan jeg virkelig anbefale Felix’ blogindlæg om Signe Parkins. NogleMe gange er det affektive nemt at opdage. Der kan være en karakter i tegneserien, der fortæller, hvordan de føler eller følte i en given situation.
(Fra Det store onde, David B.)
Der kan være tung symbolik og mange metaforer, der skal vise en bestemt følelse – tænk på David B.s Det store onde, hvor epilepsi er tegnet som et monster, der lader os føle, hvordan det er at kæmpe med sygdommen. Når David B. tegner epilepsien som et monster, viser han både, hvordan anfaldene føles som broderen, der angribes af dem, og fortælleren, der er vidne til dem. Det er en effektiv og temmelig brutal teknik. Men følelser kan også kommunikeres mere subtilt – et farveskift, en ændring i stregen eller rytmen, en grundstemning, der kan være svær at udpege. Men den er der, opdager vi, i det øjeblik hvor vi lægger tegneserien fra os, men ikke kan slippe den helt. Der er McKean særligt god, hvilket er grunden til, at jeg hele tiden kan finde noget nyt i hans tegneserier.
Det er nu ikke altid stort og forkromet og detaljeret, som i David B. eller McKeans tegninger – nogle gange kan en stregtegning gøre det:
(Stribe af Maren Uthaug)
Men hvad har det med diversitet at gøre?
Affekt-begrebet kan også hjælpe os til at forstå, hvorfor der er så mange, der kæmper for mere diversitet i tegneserier. Vi (her mener jeg mig selv og alle jer andre hvide, vestlige, heteroseksuelle, middelklassemennesker uden fysiske handicap) kan have svært ved at forstå, hvorfor det skulle være så vigtigt, hvem der var hovedperson. Det skal jo bare være en god historie, ikke?
Nej, siger feministen. Det skal også være en god historie. Men lige så vigtigt er det, at det er forskellige historier. Det er vigtigt, fordi mennesker er forskellige og har forskellige oplevelser og erfaringer, der alle sammen er værd at undersøge og repræsentere. Argumenterne om, at også andre end hvide vesterlændinge gerne vil læse om mennesker, der ligner dem selv, og at også minoritetspersoner skal kunne finde nuancerede forbilleder i de tegneserier, der læser – dem har vi hørt. Det, affektteoretikerne fortæller os, er, at den slags ikke kun er til gavn for dem, der ligner hovedpersonen på de kulørte sider. De er til gavn for os alle, netop fordi tegneserier kan fungere affektivt.
Nej, siger feministen. Det skal også være en god historie.
Ved at læse om andre (mere eller mindre fiktive) menneskers oplevelser – især hvis de mennesker har andre privilegier og/eller oplever andre former for diskrimination end vi – ja, så får vi en unik mulighed for at sætte os ind i en anden position end vores egen. Vi kan opleve, på egen krop (eller i hvert fald næsten), hvad de har oplevet. Vi føler med dem, bogstaveligt talt. Og det er ved medfølelse, at medmenneskelighed begynder.
Tune in next time, hvor Femi-nichen stiller skarpt på en tegner, der er genial til at tegne følelser!
