Kan du føle den enorme sten på ryggen? Academaniac ser på Signe Parkins dagbogstegninger.
Velkommen til Academaniac! Jeg hedder Felix, og jeg skal skrive en stor ph.d.-afhandling om nyere danske tegneserier. Den først være færdig et sted langt ude i fremtiden, men indtil da vil jeg gerne underholde med glimt ind i livet som tegneserieforsker. Mest kommer det dog til at handle om tegneserierne selv.
Kursus i provinsen
Som ny, ung, frisk ph.d. studerende der arbejder med kunst og litteratur får man mulighed for at komme en uge på kursus på Sandbjerg. Det lyder kedeligt og provinsielt, men vent! Sandbjerg er en fabelagtig gammel herregård i Sønderjylland, og når man er vant til kedelige gange og kontorer, ja så er det særdeles eksotisk at komme på kursus på landet.
På Sandbjerg skulle jeg holde oplæg om noget af mit projekt. Jeg ville gerne fortælle og vise billeder af naturen og buffeten, men her på Nummer 9, vil jeg holde mig til at fortælle om den tegneserie som jeg skulle tale om. “Signe Parkins and Drawings” af Signe Parkins.
“Signe Parkins and Drawings” er en tegnet dagbog i bogform (nomineret til Pingpris 2016) som bygger på en blog (vinder af Pingpris 2012) og så er det først og fremmest udvalgte tegninger fra Signe Parkins egne dagbøger/skitsebøger. Læs bog og blog, siger jeg bare!
På kurset skulle jeg tale til folk der intet ved om tegneserier, og tiden var knap, så jeg var tvunget (på den fede måde) til at være både enormt konkret og tage tingene meget fra begyndelsen. Derfor valgte jeg at bruge tid på analyse af én enkelt tegning, og det er denne analyse I får nu.
Minianalyse
Hvorfor er denne her ene tegning så sørens interessant? Jeg er glad for at du spørger. Det er den fordi den udviser eminent arbejde med spændingsfelterne mellem ikonicitet, indeksicalitet og symbolisme. Nå nej, ingen begreber. Denne tegning handler om en følelse. En følelse som Signe Parkins vil formidle til os læsere. Hvordan skal vi forstå en følelse gennem en tegning? Det som gør denne her tegning interessant er, at den formidler følelsen til os på tre forskellige måder – på én gang. Hvordan har Signe Parkins så gjort dette?
- Ved at tegne noget der er en slags metafor for følelsen.
- Ved at tegne noget der faktisk ligner følelsen.
- Ved at have følt den her følelse mens hun rent faktisk tegnede tegningen.
Et tynget sind
Okay. Så punkt 1: Hvad er det for en stor sort-grøn klat der hænger på ryggen af den person vi gætter på er Signe Parkins selv (det er trods alt en dagbog)? Den sidder på ryggen som en taske – bagage kunne man kalde det, men ikke den fysiske slags bagage. Det er som den tynger hende ned, og hun står underligt foroverbøjet mens hun skælder børnene ud. Hendes rygrad er bøjet og noget tynger hende. Alt dette er ord og metaforer vi kender og er forsøg på at beskrive følelser; tynget, mental bagage, noget tungt på skuldrene, hun står med bøjet ryg osv. Tegningen viser altså en slags tegnet metafor for den følelse hun står med. Enten en frustration over at skælde børnene ud eller en frustration som hun så lader gå ud over børnene. Og så er der den tredje mulighed – at klatten er stor og tung, og at hun faktisk beskytter sine børn mod at få den i hovedet. Igen er det en metafor for noget inde i Signe Parkins – noget vi måske kan genkende (i hvert fald hvis man har børn).
Tegningen viser altså en slags tegnet metafor for den følelse hun står med.
Kæmpestor og grønsort
Punkt 2. Man kan sige at Signe Parkins med den store grøn-sorte klat vil fortælle os noget, men man kan også sige at hun vil vise os noget. Hun vil vise os den her klat eller sten, og hun vil vise os hvor stor og tung og grøn-sort den er. I forhold til hende og børnene er den virkelig stor og tung og grønsort, men også i forhold til siden – ja, den fylder jo næsten hele den ellers hvide side ud.
Når vi kigger på en side eller et panel i en tegneserie forstår vi til en vis grad altid også siden som ’det hovedpersonen oplever’. På den måde er vi nødt til også at forstå den her grønne ting som en direkte illustration af hvordan Signe Parkins har det. Så når klatten/stenen fylder næsten hele siden, ja så forstår vi at det er fordi følelsen fylder hele Signe Parkins.
Tegnet Dagbog
Sidst men ikke mindst, så er det ikke en helt almindelig tegneserie. Det er en tegnet dagbog. Det betyder at endnu mere end normalt, så er den her tegneserie også en art terapi for Signe Parkins. Præcis hvordan skal vi ikke blande os i, men vi ved (og skal vide) at det her er hendes egentlige dagbogstegninger, så hver eneste tegning i Signe Parkins and Drawings er altså tegnet i et forsøg på at indkapsle lige præcis den der følelse/tanke/oplevelse som Signe Parkins havde lige præcis den dag.
Det tvinger os til at kigge en smule anderledes på stregerne, formerne og formerne. Hvorfor er hendes krop netop tegnet sådan? Hvorfor er stenen netop den farve? Hvorfor står børnene lige netop i dét hjørne? Den her tegning handler om at udtrykke sine frustrationer og følelser og på den måde (måske) få det bedre. Det interessante er så at tegningen ikke blot vil fortælle os om det (punkt 1), men også vise os det (punkt 2) og her i punkt 3, gennem de spor af ægte menneske der er i tegningen (stregens skrøbelighed, stenens ”klathed”) forsøge at få os til at føle bare en snert af følelsen selv.
Hjemme igen
Jeg er tilbage på universitets ensartede gange og mit heldigvis tegneserie-propfyldte kontor. I den sidste tid har jeg gæsteundervist en del, og på et tidspunkt skal I nok høre mere om hvad der sker når man forsøger at opdrage en flok litterater i tegneserielæsningens ypperlige kunst. Nu står den på planlægning af konference i Birmingham, og dét hører I mere om i næste blogindlæg. Glædeligt forår!
