Signe Parkins’ tegneseriedagbog er skæv, charmerende og uforløst.
På side 4 af illustrator Signe Parkins’ internetdagbog, ”Signe Parkins & Drawings”, ligger en pige og en voksen kvinde på en græsplæne og læser. Ved siden af står en barnevogn med en sovende baby i. Og over dem alle eksploderer en trækrone i de saftigste grønne vandfarver, man kan tænke sig. Et koncentreret forårsøjeblik, dateret 20. maj 2012.
Næste side: Signe Parkins ligger på ryggen i vandet. Bag hende svømmer en pen og et stykke papir.
”Jeg føler at jeg er ved at drive ned ad en flod,” står der på siden, som er dateret 17. juli 2012. ”Papir og pen svømmer efter mig. Måske tror de, at jeg har glemt dem. Det har jeg ikke.”
De to sider bærer begge præg af Signe Parkins’ charmerende signaturstil, med uformelige kroppe påført gummislangelemmer og halse, der kan vride sig rundt i de mest umulige vinkler – ikke ulig figurerne i Adventure Time, faktisk. Tegningernes skitsepræg understreges på 20. maj-tegningen af, at grenene i træet overlapper hinanden, som om de var gennemsigtige. Og 17. juli er hele sætninger af tekst streget ud, mens Parkins søger efter de helt rigtige ord.
Eksemplerne viser også spændvidden i ”Signe Parkins & Drawings”. Fra smukt farvelagte tableauer, mættet med stemning, til små, hastigt skitsede situationer, hvor teksten er bærende.
Meningen med forårsscenariet er klar nok. Hvilken forfrossen nordbo kunne ikke blive inspireret til at smøre tykt på med de grønne farver, når vejret bliver varmere og træerne springer ud? Den metaforiske svømmetur kræver en mere meddigtende læser. Man aner, at Parkins har dyrket sommerhedonismen lidt for intenst – helt til den dårlige samvittighed er kommet snigende. Tolkningen sandsynliggøres af den to måneder lange pause mellem tegningerne.
Hverdagsglimt som de to er både brøddet og smørret i ”Signe Parkins & Drawings”, som er smukt håndindbundet af tegneren selv for maksimal skitsebogsautenticitet.
Til tider spiller tegningerne sammen med andre tegninger i bogen, ofte får de lov at stå alene. Signes partner Emil forbereder sig på møde i læseklubben, vi ser ham studere ugens bog pligtskyldigt ved spisebordet. Signes datter Vera falder på trappen, og familiens forfærdelse skildres med hektisk pen. Højhuset, hvor Signe og hendes familie bor, spejler sig smukt i vandpytten på sportspladsen. Alt sammen fint og sympatisk og relatérbart.
Nogle gange er der lidt mere på spil. Allerede 23. marts 2012 akkompagneres en grædende og en rasende Signe af teksten: ”Først græde. Så tæske en stol med et viskestykke.”
Hvorfor nu det? Dagen før, 22. marts, forsøgte Signe at få øje på sin datter nede på vuggestuens legeplads ved at spejde ud igennem højhusvinduet med en kikkert – et fint lille øjeblik ladet med modersavn. Og tre dage efter ser vi altså Emil læse i sin bogklubsbog. Ingen af de to nedslag forklarer Signes gråd og raseri, som får lov at stå helt uden kontekst.
Andre gange får vi kontekst, men ingen følelser. Som 28. oktober 2012, hvor tegneren plukker blomster med et saligt smil om læben, mens hun mindes ”hvor meget panikangst jeg havde for to år siden da Vera var lille. Jeg troede jeg var ved at dø hele tiden.”
Den slags kvarte selvudleveringer er der en del af i ”Signe Parkins & Drawings”. Flere eksempler: 24. juni 2013 ser vi Signe råbe af sine døtre med en enorm, sortgrøn figur ridende på ryggen. Men vi hører ikke, hvad hun råber, og den mentale bagage, der tynger dagbogstegneren, beskrives aldrig nærmere. Kort tid efter, 4. juli 2013, får vi en tegning af en hovedløs krop, en pegende hånd og et råbende ansigt ved siden af en ubestemmelig geometrisk figur. ”Gamle følelser”, står der. Men hvilke?
Det er svært at bebrejde en tegner, der ikke har lyst til at hænge sit beskidte vasketøj til tørre på internettet og nu også i bogform. Men hvis man ikke har mod på at grave dybt i de svære ting, så er det måske bedre at lade skovlen blive hjemme? En halvfortalt historie er værre end ingen.
Omvendt forstår man efter endt læsning af ”Signe Parkins & Drawings” godt, hvorfor konflikterne måtte med. Uden dem var bogen blevet en lidt glansbilledagtig serie af små hverdagshændelser i overdådigt skildrede naturlandskaber eller melankolske tusmørketimer eller for den sags skyld metaforiske drømmescener. De svære situationer er forudsætningen for, at bogen opleves som en afrundet skildring af tegnerens liv – det sure såvel som det søde – men de behandles stedmoderligt. Det bliver en slags alibi-autenticitet.
Signe Parkins’ dagbogstegninger er rige på visuel hverdagspoesi og finurlige optrin, som de fleste i livssituationer, der ligner tegnerens, kan nikke genkendende til. For mange læsere vil det være nok.
Men denne læser savner et ekstra lag refleksion i ”Signe Parkins & Drawings”. Jeg savner, at de håndindbundne hverdagsregistreringer beriger hinanden – at de går op i en helhed, der er større end summen af delene. Der trækkes meget få linjer på tværs af bogen, udkrystalliseres et minimum af større tematikker, og skildringen af tegnerens liv og familie går ikke så tæt på, at man som læser for alvor oplever at lære disse mennesker at kende. I stedet bliver læseoplevelsen lidt monoton og kalorierne lovligt tomme.
Måske er det for meget forlangt, at en række dagbogsnotater skal kunne fortælle noget samlet om et liv eller bare livet. Men hvis det aldrig har været ambitionen, hvorfor så egentlig samle dem?
Karakter: 3/5
Værkets titel: Signe Parkins & Drawings
Forfatter/tegner: Signe Parkins
Forlag: Basilisk
Form: 104 siders håndindbundet hardcover i sort/hvid
Vejledende pris: 220,-
ISBN: 978-87-93077-05-8
Udgivelsesår: 2015