Næsten helt tæt på

Jeg synes nu ellers, de ser ret tørre ud, bilderne …

Johan F. Krarup

Til gengæld synes jeg, Rikke Villadsen farer mærkværdigt hårdt frem for en ret lille detalje i denne anmeldelse (ja, okay, det midterste billede er ikke for godt, men de to andre er vel ikke katastrofale?). I stedet kunne man mere berettiget rette skytset mod den i mine øjne forkerte præmis, at dagbogsregistreringer skal gå op i en større tematisk helhed. De vidner om et levet her og nu, et nærvær, som læseren drages ind i og som for mig at se udgør en attraktion og en kvalitet. Derfor synes jeg, anmeldelsens konklusion (Burde denne bog overhovedet være trykt?) er unødigt hård.

Michael Lindal

Nu er der i hvert fald sprøde og helt tørre billeder til anmeldelsen… direkte fra forlagets digitale skrivebord.

Rikke Villadsen

Til Johan,
Grunden til at jeg farer hårdt frem omkring det uprofessionelle i nummer 9’s håndtering, er fordi jeg fornemmer, at man har ønsket at fremstille bogen på en bestemt måde. Jeg irriteres selvfølgelig også voldsomt af anmeldervalget, idet jeg synes Erik Barkman har en tendens til at skrive anmeldelser, der kun gengiver handlingen. Således anmeldte han min egen bog sidste år og afslørede alle overraskelser, men var blank da det angik alt det mellem linierne. Det er virkelig ærgerligt at Signes subtile formidlinger af livets trummerum overlades til en anmelder der har så svært ved at forholde sig til andet end forløsning.
Desværre er det jo ikke helt klædeligt, at redaktør forsvarer den bog hun selv har udgivet, og nu har nummer 9 så rettet deres – hvad kan man sige – konkrete fejl.
hilsen Rikke

Thomas Thorhauge

“… idet jeg synes Erik Barkman har en tendens til at skrive anmeldelser, der kun gengiver handlingen”.

Rikke, du gør ikke Signes bog nogen som helst tjenester ved at fare sådan frem. Sagt I al kærlig fredsommelighed.

Rikke Villadsen

jeg mener heller ikke Erik Barkman gjorde min bog nogen særlig tjeneste ved at afsløre bogens overraskelser.
jeg mener heller ikke, han gør Signes bog nogen tjeneste ved at sige, at der ikke er en overordnet tematisk sammenhæng eller grund til at udgive den

og jeg finder det dybt problematisk at dansk tegneserie miljø gør hinanden tjenester.

der synes at være en klam gammel indspisthed, en samling oldboys, der sidder på en nogle magtposter med baggrunde som garvede fritidsskribenter.

det er ikke kvalificerende, og jeg kunne godt tænke mig at kulturjournalistikkritik blev mere alment.

hvem sætter egentlig dom over værket her? hvilke forudsætninger har skribenten? er det overhovedet på værkets egne præmisser det læses eller leder skribenten efter noget, der passer ned i hans forståelse af en tegneserie?

sagt i kærlig fredsommelig selvfølgelig

Rikke Villadsen

og Thomas, det er total overdrev at kalde det for fare frem, jeg påpeger at nummer 9 hverken har læst eller bragt billeder fra værket, der tilskriver det den respekt det fortjener.

At det mødes af forargelse hos dig og Johan F Krarup, begge to i stand ved nummer 9 og Erik Barkmans medskribenter og kollegaer, siger bare noget om forholdet jeg beskriver ovenfor. I har jeres fulde ret til at sætte dom over værker, mens jeg ikke har ret til at give anmeldelsen nogen kritik.

kærlig fred hej hej

Johan F. Krarup

For mit eget vedkommende vil jeg lige sige, at jeg ikke deltager i en “klam gammel indspisthed” og jeg tror heller ikke, jeg er helt gammel nok til betegnelsen “oldboys” 😉

Erik Barkman

“I stedet har nummer 9 ganske særligt for denne udgivelse – og med stor ihærdighed synes det – valgt at bruge tid og kræfter på at bringe dårligt affotograferet eksempler fra bogen, som ligner at være blevet både krøllet og våd i Erik Barkmans hænder.”

Billederne er fra Signe Parkins & Drawings-websitet. Du har ret, det havde været bedre at bede forlaget om billeder, men jeg prioriterede at få anmeldelsen i luften så tæt på udgivelsesdatoen som jeg kunne nå det i stedet.

I bakspejlet var det måske nok en forkert prioritering. Godt, at anmelderredaktøren kunne træde til!

Hvad klam gammel indspisthed angår, så har jeg trods alt været med til at tildele Signe Parkins en Pingpris for “Årets webtegneserie” – så nogen særligt konsekvent konspiration er der ikke tale om i mit tilfælde 🙂

Matthias Wivel

Rikke, din beskrivelse af Eriks anmeldelse er misvisende. Han gør jo meget mere end at beskrive handling og forløsning, kommer ind på temaer og skriver om billederne. Og så afslører han langt fra alt hvad der sker i tegneserien.

Jeg synes det er fint f. eks. at kritisere ham for at have misforstået noget, eller på anden måde ikke at være følsom overfor kvaliteterne i din efter min mening fantastiske tegneserie (som han i øvrigt giver 4 ud af 5 mulige), men den måde du formulerer det på, antyder at der er andre her, der ikke læser det de kritiserer.

Erik Barkman

(Når sandheden skal frem, har jeg lige skimmet “Et knald til”-anmeldelsen igen – og må medgive, at jeg gik overboard med det refererende … Det var vist et forsøg på at gengive oplevelsen af tegneserien, men det kom til at fylde lovligt meget. Om jeg så var “blank da det angik alt det mellem linierne”, er heldigvis ikke op til mig at vurdere …)

(Men i øvrigt er det vel Signes tegneserie, det handler om i kommentartråden her 🙂 )

Rikke Villadsen

Tak for jeres kommentarer. Særligt Eriks, hvori han påpeger, at han har været med til at tildele Signe en pris, og dermed fortæller at han faktisk allerede har anerkendt hendes arbejde.

Signe Parkins & Drawings er en blog, som i sin form har høstet stor ros. Derfor har det undret mig meget, at hendes værk i denne anmeldelse bliver mødt med skarp kritik.

Bogen er en samling af nedslag, der i sin helhed giver et billede af alle mulige stemninger og følelser, der udgør livet med børn og mand i højhuset i Århus. Det er offentlige og for mange allerede kendte tegninger. Vi har derfor lagt meget vægt på at udsnittet af hendes arbejde tog form som den kunstbog eller skitsebog, der er fundamentet for tegningernes oprindelse. Trykket består af en sort streg der er så mikro-tynd som originaltegningernes og en stokastisk raster i akvarellen, der gengiver farvernes dybde. Format og papir er valgt efter Signes originale skitsebøger. Og samtlige bøger i første oplag er håndindbundet i genbrugsstof; lagner, skjorter, viskestykker, forklæder. Som Signe har gjort med sine personlige bøger i årevis. Vi har ønsket, at udgive en bog, der kan give læsere en fornemmelse af det personlige.

Valget af denne nye form får desværre ingen opmærksomhed i anmeldelsen, måske det ikke har været synligt for Erik Barkmans blotte øje.

Hvis holdningen så er, at bogformen ikke kan rumme Signes arbejde, et forløb af nedslag; poetiske, abrubte, halve og dog alligevel ganske hele, så kan det måske skyldes, at læseren aldrig har holdt en skitsebog i hænderne, ikke beskæftiger sig med lyrik, men derimod forventer plot af en bog?

Og når Erik Barkman savner den ekstra refleksion, er det måske fordi den her er lagt over på læseren…

Lad mig komme med et eksempel:

Signe tæsker en stol med et viskestykke mellem to sider; en side hvor hun er gået af barsel og ikke kan slippe det lille barn, men står desperat og spejder ud af vinduet (i stedet for at arbejde) og en side hvor manden gør sig så fin en umage med ret ryg og elegante krydsede ben for at kunne læse litteratur og imponere “damer”. Her synes vreden og afmagten imellem dem som en temmelig indlysende følelsesmæssig reaktion.

“Hvorfor nu det?” skriver Erik Barkman og jeg ryster sgu lidt på hovedet og tænker: Ej hva’? kan du virkelig ikke se det? Her er jo bunker af den kontekst, du efterlyser. Den er ovenikøbet skildret med en selvironi, ærlighed og en fremragende sans for humor, der sætter hele det voldsomme skøre følelsesliv i perspektiv.

Men du bliver altså selv nød til at reflektere, Erik.

Rikke Villadsen

Og nu jeg er igang, kan jeg ligeså godt fortsætte med at pege på anmeldelsens mangler og misforståelser. Erik Barkman efterlyser udpensling af følelser. Hvilke? spørger han, som søger han efter håndfaste svar på udløsning af reaktionerne. Men de håndfaste og konkrete svar skal ikke findes her. Følelserne er de almentmenneskelige, de banale og de universelle. Følelser som læseren kan genkende sig selv i.

Han fortsætter i en besynderlig hånlig tone: Det er svært at bebrejde en tegner, der ikke har lyst til at hænge sit beskidte vasketøj til tørre på internettet og nu også i bogform. Men hvis man ikke har mod på at grave dybt i de svære ting, så er det måske bedre at lade skovlen blive hjemme? En halvfortalt historie er værre end ingen. Men her er ikke tale om beskidt vasketøj eller kvarte selvudleveringer, her er tale om abstraktioner over et følelsesliv. Og i Signes skitseform bliver der gravet dybere end så meget andet vi kender fra dansk grafisk litteratur. Dybere end f.eks sentimentalitet. Der fortælles med en levet ærlighed fremfor eksempelvis forsøget på at sætte sig i – lad os sige – en enlig mors sted.

Bogen rummer et nærvær og egenhændig abstraktion over livet, som skitseformen understøtter. Hendes udstregninger af tekst er en del af et overordnet eller tematisk billede; de står som sorte pølser af følelsernes afkroge. Alle mennesker har disse sorte pølser. De bliver et symbol på, at dagbogen er en proces af selvrefleksion og bearbejdning. Det er Erik Barkman som bliver voyeur, når han ærgres over ikke at kunne læse udpensling af pølserne (på udkig efter det beskidte vasketøj)

Jeg mener overordnet at Erik Barkman har læst med forkerte præmisser. Og jeg fornemmer, at han har haft en intention om at skrive en dårlig anmeldelse uden at have en vandtæt argumentation. Det er ærgerligt.

Til alle de læsere, der undrer sig over min rolle som redaktør og debattør sammenblandet, skal der for god ordens skyld siges, at mit arbejde er frivilligt. Jeg er ikke fortaler for Signe Parkins & Drawings for at lukrere på overskud af salg. Jeg mener bare bogen har fortjent noget andet end det her.

Thomas Berger

Nu er en 3/5 ikke en dårlig karakter/anmeldelse. Det er en karakter, der fortæller, at dette er en bog til fans af genren/formen/typen i netop denne udgivelse…
Og det synes ikke helt ved siden af.

En anmeldelse har samtidg denne her fantastiske funktion, hvor du som læser kan spejle dig i anmelderen på godt og ondt… Og netop i Eriks tekst måske fornemme, at han søger en mere konkret fortælling, forløsning eller hvad vi nu vil vælge at kalde det… Og på den måde føle efter i sig selv, at du ikke har det på samme måde og udgivelsen derfor netop er noget for dig…

Så er der hele den her skud fra hoften ting om indspished, gammelmandsklub i branchen og så videre. Du mangler blot at trække “jantelovskortet”, Rikke… DET PASSER IKKE. Der er ingen klub, konspiration eller lignende.

Endelig, omkring valget af billederne… Jeg skrev en blog for noget tid siden om pr og tegneserier. Den kan du læse her.
Bemærk venligst afsnittet om at gøre det nemt for pressen.

Rikke Villadsen

Mit skud fra hoften omkring dansk tegneseriemiljø, er funderet i en personlig oplevelse. At jeg beskæftiger mig med en kunstform, hvis miljø og forhold og til dels også magtstrukturer ikke har været nogle, jeg føler mig beslægtet med. Mere om det kan du høre på Copenhagen Comics søndag kl 15, hvor jeg i paneldebat skal tale om mit forhold til dansk tegneserie.

Jantelovskortet, som du mener jeg er sådan en som trækker, har KUN været trukket i forbindelse med, at Sine Laura Iversen kalder de nye tegneseriers læsere “irriterende, selvbevidste, semi-intellektuelle hipsternørder”.

Sådan nogle læsere kan dansk tegneserie ifølge Iversen altså ikke rumme, og det finder jeg både fjendsk og folkeligt på den ufede måde.

Jeg mener ikke, at det er jantelov Erik Barkman tynges af, men finder det besynderligt, at han forholder sig mærkbart anderledes til Signes arbejde nu det er kommet i bogform.

Og jeg er af den opfattelse, at anmeldelser bør foretages på værkets præmisser frem for skribentens smag.

Til det sidste du nævner omkring pressemateriale, vil jeg godt vædde mit 3-årige arbejdslegat på, at jeg hurtigere kunne have sendt Erik Barkman de ønskede billedefiler end at han selv sad og gravede dem frem fra en blog med 580 poster. (det kan Michael Lindal måske bekræfte)

Men nu skal jeg tegne noget spektakulært og trækker mig derfor fra debatten. Hej og fred.

Bjarne Hansen

Her er der hvad der ser ud til at være en smuk skitsebogs udgivelse.. Jeg har ikke haft bogen i hånden, men den ser smuk ud..både indhold og indpakning. Og det er ikke så ofte at der kommer skitsebøger ud…især ikke en så fint indbundet hardcover.

jeg glæder mig til at få den købt. I steddet for at skulle se hendes tegninger på nettet.

Thomas Berger

Rikke, blot for lige at gøre det helt klart, så skrev jeg netop, at du ikke trak jantelovskortet… Det var en kompliment, omned den var passivt/agressivt pakket ind.

Og jeg bliver lige fysisk dårlig såvel når nogle (gammeldags) tegneserielæsere ikke mener, at der er plads til fx Signes eller dine ting indenfor begrebet, som når irriterende hipsternørder ikke har mentalt plads til at anerkende fx. den helt klassiske avisstribe.

Endelig. Ja, jeg er sikker på du var hurtig til at fremsende materiale. Min pointe er, at det slet ikke skulle være nødvendigt at måtte skrive efter det i første omgang. Det skal bare være tilgængeligt 24/7 på forlaget presseside… Og det er ikke kun Basilisk, der fejler her – det gør stort set samtlige danske tegneserieudgivere.

Og jeg får ikke hørt dig søndag på CC, da jeg skal være ordstyrer på et andet panel præcis samme tid. Men håber jeg får mulighed for at møde dig i løbet af CC, så hofteskuddet kan blive mere konkret og dermed interessant at forholde sig til.

Erik Barkman

“Og jeg fornemmer, at han har haft en intention om at skrive en dårlig anmeldelse uden at have en vandtæt argumentation. Det er ærgerligt.”

Dén fornemmelse er heldigvis falsk. Jeg har aldrig haft andet end godt at skrive og sige om Parkins’ dagbogstegninger. Jeg sagde ja til at anmelde bogen i sikker forvisning om, at jeg ville nyde den i fulde drag.

Jeg har i øvrigt aldrig sagt ja til at anmelde en tegneserie for at få lejlighed til at skrive en “dårlig” (3/5 er faktisk over middel) anmeldelse af den.

Hvad alt det andet angår, så ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg skal imødegå dine skråsikre postulater om bogens kvaliteter og min manglende forstand på en konstruktiv måde. Men det er nu heller ikke min fornemmelse, at du er interesseret i en reel diskussion. Så fred være med dig også 🙂

Rikke Villadsen

Kære Erik,
Jeg er temmelig ligeglad med karakteren, den er et meget sløjt redskab. Og hos nummer 9 er den altid vag, det vil sige 3 eller 4 ud af de 5. Uanset teksten der følger.

Teksten er så en hel anden størrelse. Man for ofte kan aflæse anmelderens holdning i de allerførste linier. Det virker som om, der med anmelderes dom er tale om et enten eller. Jeg har overvejet om dette har noget at gøre med de ret hårde polariseringer, der jo er almen kost for facebookgængere. Tonen er uigennemtrængelig og sjældent imødekommende. Der graves skyttegrave.

Det er de sproglige detaljer, der står i al sin tydelighed, som danner dette billede. Og jeg tror, de meget nemt kunne være blødt op. Skimmer jeg teksten fremstår en unødig hård tone, som er alt andet end vag.

Smøre tykt på, helt uden kontekst, alibi-autencitet(!?), monoton og tomme kalorier. Det er hårde og uvenlige ord.

Det her er en meget reel diskussion, at skrive det ikke er, er noget vrøvl, men jeg kan godt forstå, at du ikke er i stand til at gøre nogle indrømmelser. Du kan så måske næste gang, du skriver en anmeldelse forsøge at finde modet til at være en mere neutral og åben skribent.

Frederik Schøler

Hej Rikke
Som relativ grøn ‘fritidsanmelder’ på nummer9, finder jeg tankerne om anmelderens tilgang til værket enormt interessant. Jeg kan ikke se, at det er anmelderens opgave at være neutral eller postuleret objektiv, men derimod at være åben og skildre sin oplevelse af værket. Undervejs bør/er min ambitionen være at få skrevet noget om værkets egenart og de præmisser det stiller op, og som den kvalificerede læser bedømmer det efter,og samtidig undgå at blive alt for refererende. Hvis anmelderen har et eller andet stik, der på forhånd kan påvirke bedømmelsen af værket er det mindste man kan gør, at indikere det i anmeldelsen – som jeg forsøgte min anmeldelse af den første af dine 9 piger. Som sagt, det er nogle tanker, en ‘anmelderpoetik’ jeg går rundt og fifler med i min fritid, og som kun bliver bedre af at få en gang høvl. Man kan jo overse et perspektiv i sin iver, og jeg er helt med på at vi forsøger at blive bedre kritikere alle sammen. Dog kan jeg ikke genkende tegneseriemiljøet som lukket, selv ikke for en glad amatør som undertegnede. vh Frederik

Rikke Villadsen

Hej Frederik
En anmelder skal naturligvis være subjektiv, men han kan sagtens deri have en vis neutralitet eller sindrighed i sit ordvalg. Når Erik Barkman f.eks skriver: Uden dem var bogen blevet en lidt glansbilledagtig serie …, kunne han i stedet have skrevet at naturromantikken opvejes af … og han kunne meget vel have undret sig om udstregninger var en form for selvcensur i stedet for at kalde det stedmoderligt eller alibi-autencitet. Man kunne også have ønsket, at udgivelsen var sat i den kontekst, at her er tale om et udvalg fra en blog med ikke mindre end 580 poster. Her havde det jo så været et udgangspunkt for Erik Barkman at tale om forholdet mellem de to medier, og evt. påpege, at når nedslagene er så kondenserede egner de sig bedst i bloggens form, en mundfuld ad gangen så at sige, mens man som læser af en hel bogs samling kunne ønske sig fortætningen udfoldet i narrative passager. Åh jov der er mange måder at lade sine synspunkter komme til udtryk på.

Jeg kan godt lide, at du fifler med en anmelderpoetik. Det er belejligt, når man blotter sine analytiske evner i offentligt rum. Til anmelderes eftertanke eller selvrefleksion, skal der derfor til sidst lyde et ønske fra mig selv og flere andre billedkunstnere i dansk tegneserie, om der da ikke snart kom nogle anmeldere, der virkelig var klædt på til at tale billeder.

and by the way Frederik et miljø kan godt være rigidt og indspist uden at være lukket.

Lars Christian

Det er held for karakteren at det er Barkman, der anmelder.

Havde jeg mødt de der tegninger så kunne den ikke kommer over karakteren 1.

Rikke Villadsen

ja. jammen så det jo godt, du er en fucking nobody

Lars Christian

Jammen Rikke dog, nu udtaler du dig om noget du ikke ved noget som helst om. Jeg er er ret sikker på at der er langt flere folk, som værdsætter mit arbejde end dit, men derfor synes jeg nu engang at vi er lige værdifulde eller lige meget “fucking nobody” om du vil.

Johan F. Krarup

– “Havde jeg mødt de der tegninger så kunne den ikke kommer over karakteren 1.”

– “nu udtaler du dig om noget du ikke ved noget som helst om.”

Spejl!

Lars Christian

Johan, tak for at følge mig, du kommenterer rigtig mange af mine indlæg.

Dit spejl giver dig 7 års ulykke her.

Rikke Villadsen

Svar til oldboys-klubben:
Desværre, men jeg gider ikke skrive nogen harm blog for jeres fedtede lille netmagasin, og heller ikke lave tv med Frank Madsen. Selvom det ville more jer langt ind i batmankostumet.

Frederik Schøler

Hej Rikke
Det kan godt være at jeg er lidt nykritisk i betrækket, men for mig er det vigtigt at et værk kan stå alene og ikke forlanger af sin læser at man ved at det er et udtræk af 580 blogindspark. Det er ligesom det der gør det til et værk. Du har utvivlsomt ret i at der er andre vinkler anmeldelsen kunne gribes an på, men det er ikke fair at kræve at den bliver skrevet sådan som du godt kunne have tænkt dig – ligeså lidt som hvis jeg diskvalificerede dig for ikke at tegne ligesom en eller anden end lige netop dig. Det ville jo også være oplagt at stikke dig i næsen at det ville være smartere at skrive et positivt essay om baggrunden for, tankerne bag og de fine detaljer i Signes tegneserie, men på en eller anden måde – og nok især fordi det ikke er min 40-årige oldboysrøv der står i klaskehøjde – er det også meget fedt at du kungfu-sparker bid i debatten. Tvivler dog på at det vil få miljøet til at blive mindre rigid i forhold til dig, men what the fuck, fornemmelsen siger at du alligevel ikke rigtig er til aldrende akademikertyper…

Lars Christian

De fleste andre ville være blevet lynchet herinde, hvis de havde talt med så “grim” mund, som Rikke.

Thomas Berger

on29. May 2015

Det er længe siden jeg har set så meget harme i et menneske, som du leverer her i denne tråd, Rikke. Du udviser en stor lyst til st tolke og overfortolke anmeldelsens ordvalg, en lyst til at nedgøre og latterliggøre anmeldere, nummer 9s redaktionsgruppe og de andre deltagere i tråden og en generel og upassende hovedhed.
Og så er det jo jeg ikke kan lade være med at tænke, om årsagen til at du fejlagtigt opfatter “miljøet” som rigidt og indspidst er, at du ganske enkelt ikke kan finde ud af at opføre dig ordentligt, respektere andre og tale pænt.
Når du som udgiver går ind og kommenterer på en anmeldelse af et af dine produkter, så har du en professionel rolle, som du nu fuldstændig svigter, hvilket ender med at smitte enormt negativt af på dit produkt. Det er en skam.
Når du samtidig vælger at blive meget personlig, så åbner du også op for en form for debat, som i sidste ende er meget lidt konstruktiv. Det er en skam.
Når vi internt i redaktionsgruppen talte om at tilbyde dig at skrive en blog, var det fordi, det virkede som om, du havde fornuftige ting på hjertet. Efter dit tredje eller fjerde indlæg i denne tråd forvandlede den oprindeligt velmente tanke sig i hvert fald for mig til en regulær joke. Det er en skam.

Jakobsen

on29. May 2015

Er det simpelthen Rikke der har udgivet denne bog? Jamen, hun har jo også på tegneseriens vegne fået 850.000 gode grunde. Men overraskende, synes jeg.

Bjarne Hansen

on29. May 2015

det er en skam at tråden her i den grad er kørt af sporet…der blir godt nok gravet grøfter. Det blir interessant på copenhagen comics om muddekastningen fortsætter. De gamle mod de unge?… Drenge mod pigerne eller bare de der laver kunst og så dem fra jylland..?

Men en ting er sikkert og det er at jeg stiller mig op i Basilisk køen for at få signeret mit fine eksemplar af bogen. Og det kan kun blive godt.

Nikolaj Mangurten Rubin

Jeg har ikke haft denne bog mellem hænderne endnu, men tegningerne her i anmeldelsen, hvor de ligger i træets grønne(!) skygge og hvor de kigger ned i vandpyttens reflektion af himmel og højhuse er da noget af det flotteste jeg længe har set. Og jeg får lyst at købe den på Copenhagen Comocs, som jeg glæder mig til.

Debatten her tyder på at der er fronter i tegneseriemiljøet – fuldstændig ligesom i alle andre andre kunstmiljøer. At Rikke ikke føler sig som en del af “klubben” er vel ikke beklageligt som sådan, men afspejler bare at også tegneseriemiljøet er bredt og broget, og at folk har helt forskellige indgangsvinkler og præferencer. Hvilket er fint nok.

Jeg har selv anmeldt bøger (og tegneserier når det en gang imellem blev prioriteret af de skiftende redaktører) i en avis gennem 17 år, og jeg mindes ikke en eneste gang at en debat mellem forfattere og kritikere har været kammeratlig endsige høflig i tonen. Det er hjerteblod for førstnævnte og alt er på spil, sådan er det ikke for kritikeren uanset hvor stor kærlighed han/hun har til det anmeldte.
Alle er i deres gode ret til at hade eller elske eller være røvligeglad med et kunstværk, og alle udtrykker vi os forskelligt. Eriks opfattelse af Signe Parkins’ bog er tydeligvis en noget anden end Rikkes, og fred være med det. Anmeldelser er ikke noget ophøjet, det er bare en persons indtryk og meninger, som regel kørt igennem et intellektuelt apparat og sprogligt filter i en eller anden form. Og også dén form er filtreres af læsernes egne præferencer og ideosysnkrasier.
Hvad jeg prøver at vrøvle mig frem til er: vi bliver aldrig enige om kunstværkers udtryk, værdi og funktion. Og godt det samme. Fuck, hvor ville det være kedeligt, hvis alle var enige.

Nikolaj Mangurten Rubin

(Sorry de mange fejl i ovenstående. Ligger i en hotelseng og skriver på en iPad, nok verdens dårligste skriveredskab.)

Johan F. Krarup

Tak, Nikolaj! 🙂

Jørgen Høgh